Dåb/nadver

 

Mandelas lære

 

Etik uden Gud?

 

Michael Jackson, m.fl.

 

Gud er kærlighed?

 

Næstekærlighed?

 

Avatar og klima?

 

Mit kristendomsyn

 

Synd tappert!

 

Big Bang, m.v.

 

Dommedag

 

Gode gerninger?

 

GT og Jesus?

 

Hvem er næsten?

Når vi, som er onde...

 

 

Prædiken til Store Bededag, 2014 (Matt. kap. 7, v. 7-14). Holdt i Thorning Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

 

 

Hvis nogen skulle finde på at spørge mig, hvad jeg synes er særligt dansk, kunne jeg finde på at svare Grundtvig og Store Bededag. Bededag er en lidt kunstig konstruktion, forstået på den måde, at selvom det er en helligdag på lige fod med andre helligdage i løbet af kirkeåret, så knytter der sig ikke en specifik hændelse i Jesu historie til dagen, hvad der ellers er normalt for en helligdag. Man kan også spørge, om navnet er særligt heldigt, for er alle søndage egentlig ikke at betragte som store bededage?

I første omgang er det spøjst, at vi har en helligdag, der ligger så fuldstændig umotiveret, som St. Bededag gør. Eneste begrundelse for, at vi stadig har Store Bededag, er ret beset, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreformen af 20. oktober 1770, hvor 9 af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a. helligtrekongersdag, 3. påskedag, 3. pinsedag, 3. juledag, kyndelmisse, Skt. Hans' dag, mortensdag og mikkelsdag, og 2 helligdage blev flyttet.

Egentlig synes jeg, at St. Bededag burde ligge på dagen lige efter Kristi Himmelfartsdag, hvor den giver mere teologisk mening. For her er der i den grad behov for en bods- og bededag.

Efter Jesu lidelseshistorie og efter de 40 dage på jorden efter opstandelsen, og efter, at han viser sig en sidste gang og opfarer til himmels, så er der i den grad behov for en dag til at reflektere over, hvad det vil sige at søge og finde og banke på, mv.

Når det er sagt, så handler dagens evangelietekst også om så meget andet end bønner og bodsgang.

Så jeg vil tillade mig at vende teksten lidt på hovedet. Der var en periode, hvor jeg var uhyre tiltrukket af udsagnet "Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!".

"Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver", hedder det. Hvis man har læst Luther, kan man sommetider godt få det indtryk, at det nærmest er umuligt for mennesket at gøre gode gerningerne, fordi vi som syndere er vendt mod Djævelen. Det er givet derfor, at Luther taler om, at vi mennesker er syndere og retfærdige på en og samme tid. Syndere overfor vore medmennesker, hvor vi hele tiden fejler, men retfærdig overfor Gud, i troen.

Derfor blev jeg så glad, da jeg i sin tid stødte på Grundtvig, som derimod taler om, at menneskets gudbilledlighed, altså menneskets evne til at gøre gode gerninger, bare er blevet sløret ved syndefaldet. Hvor Luther faktisk mener, at det er gået helt tabt. Men udsagnet "Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver", gav mig en tiltro til, at Grundtvig havde ret og Luther på dette punkt ikke har ret.

Jesus kom som gaven Julenat. Og opgaven blev cementeret ved opstandelsen Påskesøndag. Hvor det blev bekræftet, at Jesus virkelig var Guds søn, og at det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus kalder det første og største bud, og som han forkyndte på jorden, og siden er bevaret i evangelierne, derfor er en evig og absolut forpligtelse for kristne mennesker. Jesus har selv været der, han har selv stået det hele igennem, nu hviler forpligtelsen, den etiske fordring, som Løgstrup ville kalde den, på os.

Og med dagens evangelietekst bliver det anskueliggjort, at nok kommer alle gode gaver ovenfra, fra Gud den almægtige, himlens og jordens skaber; Gud Fader kender vore ønsker og behov før vi selv gør, derfor behøver vi slet ikke at bede om dem - et bønsliv er jo i mindst lige så høj grad udtryk for taknemmelighed, frem for ønsker om et eller andet. Men med dagens evangelietekst bliver det anskueliggjort, at vi faktisk er i stand til at gøre gode ting. Vi skal ikke resignere, holde os tilbage med undskyldningen, at vi jo bare er syndere for vor Herre, vi fejler hele tiden, vi ved dybest set ikke, hvad der er det rigtige at gøre, for hvor skulle vi dog vide det fra med sikkerhed, vi skal ikke resignere, men tage opgaven på os, og kaste os ud i livet med vor næste, uagtet at vi ved, vi kommer til at fejle og begå dumme ting. Men hele tiden forsøge, for vi ER i stand til at give gode gaver. Hvis et menneske har brug for brød, skal vi jo ikke give ham en fisk, og hvis et menneske har brug for et glas vand, skal vi jo ikke komme med vin.

Når det er sagt, så er vor gudbilledlighed trods alt sløret. Jeg er ved at læse Haruki Murakamis bog "Kafka på stranden", hvor det blandt andet hedder: "Vi er så opslugte af vores egen lille dagligdag, at hændelser fra fortiden svæver som gamle udbrændte stjerner uden for vores bevidstheds sfære. Der er hele tiden alt for mange praktiske detaljer, vi er nødt til at forholde os til, alt for meget nyt, vi er nødt til at lære, nye måder at være på, ny viden, nye teknikker, nye ord... Men lige meget hvor lang tid der går, eller hvor meget nyt man lærer, er der visse ting, man aldrig glemmer. Minder, man ikke kan slette igen, minder, som afsætter et mærke inde i en som ædelmetal på en probersten".
Citatet handler ganske vist ikke om syndefaldet, men om hændelser fra den store krig, hvilket er Anden Verdenskrig, men jeg synes at citatet meget godt fortæller, at uanset vores daglige trakasserier, uanset hvilke praktiske opgaver vi fylder vores daglige liv ud med, så er der stadig minder fra fortiden, som har ædt sig så meget fast, at det på en måde udgør en konstant referenceramme, hele tiden udgør et orienteringspunkt, som vi ikke slipper bort fra. I Lars von Triers film "Anti-Christ" er det også ret godt illustreret - filmen indledes med et barn, der falder ud af vinduet, mens forældrene har travlt med hinanden inde i soveværelset, og viser, hvordan jagten på selvrealisering er med til at forårsage faldet ud i verden. Denne oplevelse er filmens fokus og referencepunkt hele vejen igennem.

Det, som jeg prøver at fortælle med disse eksempler, er, at vi alle nok i større eller mindre grad kan være fristet til at tænke, at det jo nok ikke rigtigt nytter noget at gøre en ekstra indsats. Vi ved sjældent, hvad der er det rigtige at gøre, og vi ved sjældent, hvornår, det er det rigtige tidspunkt at gøre det. Syndefaldet har sat sig så dybt i os alle sammen, at tilbøjeligheden til at fokusere på os selv og vore egne er helt enorm. "Når I som er onde", hedder det jo også.

Sommetider kan jeg nemlig godt tænke på syndefaldet som en sorg over noget mistet uskyld, og tænke, hvordan livet dog mon havde været, hvis vi ikke havde denne tilbøjelig til at tænke og fokusere på os selv, før vi kigger til vor næste. Der er visse ting, man aldrig glemmer. Det gælder selvsagt oplevelser fra en krig. Men også denne oplevelse af at være en del af en ursynd, en oprindelig synd. Dét, som satte dagsordenen for vores måde at leve på, vores måde at kunne leve på.

Ja, vi er alle syndere for vor Herre, vi er alle tilbøjelige til at fokusere alt alt for meget på os selv, frem for vor næste. Vi vil hellere realisere os selv, frem for at tage vare på, at vor næste ikke falder.

Derfor synes jeg i den grad, at dagens evangelietekst rummet ét stort evangelium. For nok er vi mennesker onde, sat lige overfor Gud, syndere for vor Herre, for at sige det samme på en anden måde. Men vi ved dog at give vores børn gode gaver. Vi er i stand til at møde Gudsriget glimtvis, i det kærlige møde med vor næste. Men det forudsætter selvfølgelig at vi tør, at vi ikke er bange for at fejle, at vi ikke er bange for at ramme forkert. At synde betyder faktisk bare at ramme forkert, eller gå fejl af målet.

Men med Jesus som gave og opgave har vi dog fået en retning at følge. Vi har fået det dobbelte kærlighedsbud, vi har fået målet, at skulle leve i et rent fællesskab med Gud og næsten, når kærlighedsbudet er blevet fuldbyrdet.

Dertil når vi ikke dennesidigt, men kaster vi os ind i opgaven, og beder om og håber på nåden, som en del af det daglige brød, kan vi opleve det glimtvis, og i symbolsk udgave oplever vi det under nadveren.

Således kan vi tænke på en bøns- og bodsdag, som i dag.

 

Amen.