Jeg har just hævdet, at ægteskabet er ukrænkeligt, så hvordan kan det overhovedet give nogen mening at tale om skilsmisse?
Det skyldes igen det dobbelte kærlighedsbud. Ganske vist kan dette bud aldrig blive betinget af hvad mennesket måtte være i stand til på ethvert givent tidspunkt - budet er altid ubetinget og absolut. Men et ægteskab kan blive så destruktivt, at det går ud over næsten - hvilket er aldeles ukristeligt. I princippet betyder dette, at så længe et ægteskab ikke krænker næsten (og ægtefællen jo også næsten), er det nødvendigvis ukrænkeligt. I medgang og modgang skal tages alvorligt - i hvert fald set i kristendommen lys. Og det skal det jo i en kirke!
De fleste indremissionærere vil acceptere en skilsmisse som en nødudgang i et ægteskab.
Men spørgsmålet om genvielse er betydeligt mere kontroversielt. Argumentet er blandt andet, at vielsesritualet for alvor bliver krænket og uden reel værdi, hvis man tillader genvielse.
Men, kan man spørge, hvis et par brænder for at blive viet, og herligheden i Guds velsignelse gør det nemmere for dem at elske næsten, er det selvsagt ukristeligt at nægte dem den.
Desuden bliver forbudet for alvor absurd, hvis kærligheden i det andet ægteskab faktisk er sandere end i det første. Og femte gang? Foran Guds alter bliver også femte ægteskab lige så helligt som det første - netop foran Guds alter. I medgang og modgang - syndere som vi er.
Lovmæssigt blev det i 1922 muligt at nægte at vie fraskilte. I 1903 blev præsten ved Hellig Kors Kirke i København, Julius Niels Sophus Ifversen, dømt for embedsforseelse, fordi han nægtede at vie fraskilte. Han blev til sidst frikendt ved højesteret.
