Dette er også en meget paulinsk tanke, jvf. tidligere punkt. Man skal egentlig helst leve ugift og i cølibat, men man kan dog få forløsning seksuelt, hvis blot det foregår indenfor ægteskabets rammer, mener Paulus. Problemet med ægteskabet er dog, iflg. Paulus, blandt andet, at det hindrer den enkelte i at vise Herren sin fuldstændige hengivenhed. Når fx. manden også skal bekymre sig om verden og hvordan han kan behage sin hustru, får Herren jo ikke al opmærksomheden.
Denne form for moral-kodex har ikke meget med Jesu forkyndelse at gøre, hvis man spørger mig.
Moseloven, som Paulus tydeligvis er dybt inspireret af, kan kun opfyldes igennem det dobbelte kærlighedsbud. Jesu forkyndelse er ikke moraliserende, men netop forkyndende (om forskellen, se et senere punkt).
Det er selvfølgelig ikke ukristeligt at være afholdende, men på den anden side er det heller ikke specielt kristeligt.
Men det betyder - kristeligt set - ikke, at man kan dyrke sex med hvem som helst, og slet ikke når man er gift. Ægteskabet er ukrænkeligt. Det vil sige, at det er et brud på Jesu forkyndelse at være utro, eller at bryde ind i en anden mand/kvindes ægteskab.
For at illustrere problematikken, vil jeg nævne en virkelig hændelse, som jeg dog ikke vil generalisere ud fra, men lade tale sit helt eget sprog: En teologistuderende, som var missionsk sindet, udtrykte i fuldskab (vi er jo alle mennesker!), at han gerne ville giftes, så han kunne få noget sex (han brugte dog et mere vulgært udtryk end de sidste tre ord), da han gerne ville opleve det, og havde svært ved at vente.
Er man ikke bundet af dette dogme - som jeg, som nævnt, ikke mener har meget med kristendom at gøre - så er der i hvert fald ikke nogen risiko for, at dét bliver hovedårsagen til et giftermål!
