Prædiken til Septuagesima-søndag, 9. søndag før påske, 2014 (Matt. kap. 25, v. 14-30). Holdt i Thorning Kirke og i Vium Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
"Kunne den bedste kur mod frygt være nysgerrighed?". Således spørger billedkunstneren Tanja Nellemann Poulsen i en ord-collage.
Jeg synes, spørgsmålet er interessant. Dels fordi, at jeg selv tænker kristendommen som et middel, eller en kur, mod frygt, ikke mindst, dødsangsten. Og dels er forudsætningen for at forstå kristendommens væsen et minimum af nysgerrighed. Bibelen, og ikke mindst Det Nye Testamente rummer en guldgruppe af tekster og lignelser, som lægger op til tolkning, og det er vist en kendt sag, at selvom landets præster søndag efter søndag prædiker over den samme evangelietekst, så er prædikenerne ikke ens. Tilgangen til den enkelte tekst kan være uhyre forskellig, fordi der givet lægges vægt på forskellige ting, og fordi teksterne kan lægge op til mange forskelligartede associationer og refleksioner. Har man nysgerrighedens nådegave, så kan man komme rigtigt langt.
Frygt kan også være en livsdræber, i hvert fald være et element, der får os til at leve det forudsigelige liv, uden de store udskejelser, for - hvad kunne der ikke ske, hvis vi pludselig gjorde noget helt usædvanligt i vore liv. I sidste uge havde jeg temagudstjeneste i Thorning Kirke om TV2s album Nærmest Lykkelig. Her var en af de centrale tekster den, der hedder "Kys det nu". Og hvor det blandt andet hedder, "der er nogle chancer, som man selv ka ta og flytte rundt på hvis man synes". Dem, der var til Nytårsmødet i Thorning for en måneds tid siden, med gudstjeneste og foredrag ved Andreas Engelbrecht, sognepræst ved Frederiks Kirke, - som holdte foredrag om Kierkegaard - vil vide lidt mere om Kierkegaards stadielære, end de måske gjorde i forvejen. Her fortalte han blandt andet om spidsborgeren, som netop er persontypen, som lever som man nu gør. Denne spidsborger er som regel travlt optaget af livet og dets mange gøremål, træffer i sin egen optik en masse vigtige beslutninger i løbet af dagen, og er i det hele taget en god borger, der gør sin pligt. Men han tager ikke mange chancer, i hvert fald ikke i et eksistentialistisk perspektiv. Han bliver, hvor han er, for man ved, hvad man har, og ikke hvad, man måske får. Han livsprojekt er hans arbejde, og skulle han miste det, så vil hans verden falde sammen, da det var det, han byggede meningen med sit liv på. Uden han - eller hun - rigtigt er klar over det, har han en umiddelbart angst for det ukendte, og han er ikke klar over, at han grundlæggende lever sit liv efter, hvad man forventer af ham. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med, det er blot uhyre ureflekteret, uden han er sig rigtigt bevidst omkring det. Denne slags personer er der ganske mange af i TV2s tekstunivers. Det er den slags personer, der glemmer, at de også er åndsvæsner, skabt i Guds billede.
Og som det hedder i omtalte sang "Og bedst som livet lige gik så godt, og bilen næsten var betalt, kom du og krævede mit hjerteblod, og intet mindre". Hvad gør man så, som spidsborger, hvis der lige pludselig åbner sig nogle livsmuligheder, som man ikke har gjort sig noget rigtigt begreb om, fandtes. Når man møder et andet menneske, og det er sådan set mindre vigtigt, om det er en forelskelse, eller det er den fremmede på gaden, der pludselig kræver ens opmærksomhed, når man møder et andet menneske, bliver ens eget liv i hvert fald konfronteret, med alle dets daglige vaner og ritualer. Tør vi kaste os ind i mødet med vor næste? Ja, hvad kunne der ikke ske?
Vi er alle skabt i Guds billede. Grundtvig siger et sted, at vi ikke har tabt vores gudbilledlighed - som Luther mente - men at vores gudbilledlighed ved syndefaldet blot er blevet sløret. Vi er med andre ord - glimtvis - i stand til at gøre gode gerninger, og udleve vores gudbilledlighed. Det store spørgsmål er så, hvad der gør os i stand til at turde det, at udleve vores gudbilledlighed.
Det handler om flere ting, blandt andet om værdighed og lighed. Forstået på den måde, at når vi alle er skabt i Guds billede, så er vi naturligvis alle ligeværdige som mennesker. Men i hvor høj grad er vi egentlig opmærksom på dette i vort daglige liv? I vor høj grad udlever vi faktisk vores potentiale som mennesker, når vi lever vore hverdagsliv, ikke mindst, i forholdet til vor næste?
Måske ikke så godt, som vi kunne. I dagens lignelse sættes det lidt på en spids. Jeg skal først nævne, at i historien om de betroende talenter, dér skal man huske på, at et talent på Jesu tid faktisk var en møntfod. Det er derfor, der i lignelsen tales om at investere. At det hurtigt også kan blive et billede på det enkelte menneskes talenter, det vil sige særlige evner og kompetencer, og dermed talenter, gør selvsagt ikke læsningen af lignelsen ringere.
For hvad gør vi egentlig med den sum talenter, vi er blevet givet af Skaberen selv? Tør vi gøre noget med den, eller bliver vi i hvert vort solsystem for os selv, uden rigtigt at risikere noget i forholdet til vore medmennesker. I lignelsen er det tydeligt, at de to første personer forsøger at gøre lidt ekstra, tager nogle chancer for at få summen af talenter til at vokse. Mens den tredje person lider - berettiget eller ej - af angst for dommen. Han er bange for, at han risikerer at miste alt, hvis han satser, hvad han så helt undlader. Han graver sin talent ned i jorden, sætter den ikke engang til at yngle hos vekselereren, tager absolut ingen chancer overhovedet. Kommer ikke andre ved, bliver for sig selv.
I lignelsen roses de to første personer. De har gjort noget, for at få deres sum af talenter til at vokse. Man kunne sige, at når vi hver især har vores sum af talenter, givet af Gud, så er vi også forpligtet på at få det bedste ud af dem. Helt lavpraktisk - hvis vi taler om menneskelige talenter - betyder det, at vi, afhængig af de nådegaver og talenter vi er blevet tildelt - skal bruge vore talenter til det, vi som mennesker er bedst til. Om det så er at blive forretningsmand, landmand eller ingeniør er ikke det afgørende, blot at vi tager vare på vore talenter, og bruger dem efter bedste evne. Så skal vi nok vokse som mennesker, og få andre til at vokse med os, i mødet med vore medmennesker. Som vi både er forpligtet på og afhængige af. Som både en Desmond Tutu og afdøde Nelson Mandela ville sige "jeg er, fordi vi er, og vi er, fordi jeg er".
Den sidste person i lignelsen bliver så absolut ikke rost. Han bliver kaldt både doven og dårlig, og bliver bebrejdet, at han intet har gjort for at få sin ene talent til at vokse. Ja, straffen er hård, den talent, han stadig har tilbage, den talent, han blev givet i forhold til sine evner, bliver taget fra ham, og givet til den tjener, der forvaltede sine talenter bedst.
Og så hedder det lidt dunkelt: "For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har".
Og hvad dælen ligger der i det udsagn? Man kan læse det sådan, at den, der har, men ikke bruger det, han har, i virkeligheden lever, som om at han slet ikke har det, og derfor mister han strengt taget ikke noget, når det han faktisk har, bliver taget fra ham. Omvendt, hvis man som menneske bruger det man faktisk har, så får man i overflod tilbage, og vokser som menneske.
Som mennesker, der er skabt i Guds billede, er vi pligtige at bruge de evner, som Skaberen har forsynet os med, bruge de evner vi har, på allerbedste vis. Sommetider kræver det mod, sommetider kræver det, at vi mister fodfæstet en smule, og sommetider kræver det, at vi ikke er bange for, ikke at være perfekte. Men vi må for Guds skyld ikke leve vores liv med vores talenter, som om vi slet ikke havde disse talenter, som om vi gravede dem ned i jorden, fordi vi var bange for at miste noget, vi faktisk har, og som ingen kan tage fra os, andet ved at vi mister dem ved selv at misbruge eller ikke bruge dem efter bedste evne, om man så kan sige.
Vi beder i Fadervor "giv os i dag vort daglige brød", vi beder om alt det, som gør os i stand til at leve som mennesker, herunder nåden som en del af det daglige brød. Når vi tror på, og er overbevist om, at nåden nok skal bære os igennem livet, når alt andet svigter, så tør vi måske i højere grad kaste os ud i livet, og bruge vores talenter hver især. Være lidt nysgerrig på livet, være lidt nysgerrig på vore medmennesker, og jo mere vi kaster os ind i fællesskabet med vore næst'er, med vore medmennesker, jo mere vi giver af os selv, jo mere vi tør gå ind i det anderledes ved andre mennesker, jo mere vil vi også turde at bruge os selv og vore evner og talenter, uden at være bange for at miste fodfæstet i mødet med det andet menneske. I den forstand kan nysgerrighed godt være et middel, en kur, mod frygten.
Selvom frygten for at fejle sikkert altid vil være der. Her må vi dog overgive os til Vor Herre, og håbe på nåden som en del af det daglige brød.
Amen.
