Holdt ved Sankt Hans Bål-arrangement ved Hauge Sø.
Jeg har læst på nettet, at Midsommervisen, som vi snart skal synge, skulle være en ateistisk hyldes til midsommeren. Det har jeg undret mig en del over, da både Danmark og kristendommen bliver kædet sammen allerede i første linje: "Vi elsker vor land, når den signede jul tænder stjernen i træet med glans i hvert øje". Og selve Sankt Hans er jo opkaldt efter Johannes Døberen, ham, der pegede frem mod Jesus selv.
Når det er sagt, så er sangen unægtelig skrevet i en anden tid, da den er omkring 130 år gammel. Og i øvrigt skrevet umiddelbart inden glødepærens gennembrud.
Og lad mig spørge: Har I tænkt over, at vi mennesker i største delen af historien har levet i buldermørke, når mørket sænkede sig over mark, over strand? Forlæggeren og forfatteren Lene Andersen er inde på det i sit store værk "Baade-Og", en bogserie, der handler om stort set alt. Forestil jer en verden, uden gadebelysning af nogen betydning, hvor mørket i meget bogstavlig forstand, var altopslugende, inden vi fik glødepæren i slutningen af 1800-tallet, og dermed rigtig velfungerende gadebelysning, når det var mørkt udenfor. Det er nemt at forestille sig, hvordan underlige lyde og mærkelige bevægelser udenfor og i skoven, har fået et uoplyst folk til at se og høre, og forestille sig hver by med en heks, og ethvert sogn med sine egne trolde. Det uhyggelige bliver tit kaldt noget andet, end det er. Der er næppe trolde, monstre og spøgelser under børnenes senge, uanset hvor bange de er for at sove alene. Men det viser meget godt, hvordan man tænker, når vi hører mærkelige lyde i mørket. Og når Steen Steensen Blicher skriver om gerninger i natten, så har der virkelig været bælgmørkt. Den begivenhed, som novellen "Præsten i Thorning" er skrevet løst over, fandt sted i begyndelsen af 1600-tallet, og det var før, der fandtes gadebelysning overhovedet i Danmark. Første gang det sker, er i øvrig i København i 1681, da 500 tranlamper opsættes på træpæle, men det er en anden historie.
Derfor er det ikke mærkeligt, at vi fra tidlig tid har haft behov for at fejre det, når det naturlige lys endelig begynder at vise sig om aftenen, og vi får de helt fantastiske danske sommeraftener, som ikke kendes lige. Det er forresten ikke tilfældigt, at påskesøndag ligger, hvor den ligger. Nemlig på det tidspunkt, hvor naturen så småt begynder at spire frem igen, og vi begynder at se frem til de lange lyse sommeraftener.
Samtidig tales der i Midsommervisen om hverdag og fest. Nu var Johannes Døberen ikke ligefrem en festabe, men talte dunder og levede af græshopper. Så det er nok ikke ham, som Holger Drachman henviser til, så enten er det blot et billede på midsommeren, eller også er det et paradisbillede. Når dagens dont er ovre, når vi ikke pløjer og harver og tromler, så går ungdom til dans, ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. Efter dagens gode gerninger, så er der plads til fest, her og hisset. For i godt selskab er der ofte en fest.
Og hvad med det dårlige selskab? "og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende". Ja, den er trods alt skrevet efter 1864,
hvor fjenden var ret entydig. Men hvad med I dag? Hvem er fjenden i dag? Og hvorfor har vi mennesker så travlt med at udpege et fjendebillede? Jeg hørte for en uge siden et interview med Bertel Haarder, hvor den tidligere integrationsminister kritiserede en sang af John Mogensen, der hedder "Vores jord". I denne sang hedder det blandt andet: "Det [danske sprog] tales og synges fra egn til egn, vi behøver ingen fremmede dialekt".
Så foretrak den tidligere minister alligevel de gamle arbejdersange. Han mente, at John Mogensens sang lukkede Danmark for meget om sig selv. Bertel mente, at sammenhængskraften i Danmark var noget af det vigtigste, men at denne sammenhængskraft gerne måtte række ud over Danmarks grænser. At han politisk gjorde noget andet, er en historie for sig, men jeg synes hans kommentar er meget illustrativt, og rigtig. Og hvis vi vender tilbage til den gode Johannes Døber, så må vi stadig huske, at hans primære mission var at pege frem mod Kristus selv. Pege frem mod kærligheden selv. Og det er som bekendt det diametralt modsatte af at lukke sig om sig selv, være sig selv nok, og udpege fjender.
Og hvad så med ufredens ånd, som Midsommervisen nævner? Det må være alt det, som skaber spild. Hvis ikke du kan elske de mennesker, du faktisk ser, hvordan så elske den Gud, du ikke kan se, siger en anden Johannes, ham med brevene fra Det Nye Testamente.
I sangen nævnes heksene og troldene som ophav til ufred. Og hvad mon de symboliserer? Det ukendte? Det foruroligende? Det vi ikke kan begribe, når vi hører underlige lyde og stemmer, når det er mørkt?
Sjovt er det, at teksten slutter med, at vi skal holde dem væk, så vi kan bevare freden her til lands, holde dem væk med glædesblus. Det er nok en henvisning til store bål på Danmarks gravhøje, for at lyse det opslugende mørke op. Men i dagens anledning også en konkret henvisning til Sankt Hans Bålet. Og i mere symbolsk forstand, den blussende glæde. For folk, der blusser af glæde sammen, går ikke i krig, og begynder ikke at slås. Og det hænger jo meget godt sammen med Johannes mission. At følge kærligheden, at lade sit hjerte blusse af kærlighed. Til den elskede, til vores børn, til lokalsamfundet, til nationen, som vi elsker, til den fremmede, og til det mere og mere globale fællesskab, som vi alle er en del af, og er forpligtet overfor.
Ligegyldighed er i hvert fald det værste af alt. "Vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde".
Når kærligheden stopper, når vi begynder at tvivle på det dyrebareste vi har, når vi drages af mørket og ligegyldigheden, kynismen, fordi vores hjerte ikke blusser af glæde, fordi vi bruger vores energi på at udpege fjender, i stedet for at stå ved forpligtelsen for vore medmennesker, så ender det galt.
På den måde er Sankt Hans Bålet et meget godt billedet på alt dette. Symbolsk gør det det, som naturen har gjort for os et stykke tid på dette tidspunkt. Lyser verden op for os, også en sen aftentime, så vi kan se, at dem, vi anså for hekse og trolde, eller barbarer, eller umennesker eller hvad vi kalder dem, vi ikke kan lide, også bare er medmennesker. Det er kristendom for fuld udblæsning, og måske derfor så svært at håndtere i praksis.
Vi elsker vort land, og ved midsommer mest, og med god grund. Jeg kan huske første sommer med mine børn i Danmark, som alle oprindeligt er fra Uganda, da de første gang oplevede en aften, hvor der var lyst til klokken elleve om aftenen. Det var helt vildt, synes de, og det er jo også helt fantastisk. I Uganda går solen ned klokken cirka seks om aftenen, året rundt.
Vi elsker vort land, og med god grund. Blot skal vi passe på med ikke at lade national stolthed blive til nationalisme, hvis det betyder selvtilstrækkelighed, men - med Bertel Haarders ord - lade sammenhængskraften række ud over Danmarks grænser, for vi hører sammen med vore medmennesker, også dem, der ikke ligner os.
Vi skal i den grad passe på med generaliseringer. Jeg talte engang med en araber i Frankrig, der var overbevist om, at danskerne drak fra morgen til aften. Og i nogle feriesteder i Europa bruges udtrykket "fuld som en dansker". Blot for at nævne, hvor dumt det kan lyde, når man generaliserer.
Vi skal lade vore hjerte blusse af glæde over det mulige mellemmenneskelige fællesskab, både lokalt og globalt. Således, at vore hjerter ikke bliver tvivlende kolde, men, så vi er glædesblus for hinanden.
Og, med disse ord, vil jeg ønske jer alle sammen en god Sankt Hans aften, hvor vi snart skal nyde bålet og synge Midsommervisen sammen.
Tak for nu!
