Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2013 (Matt. kap. 25, v. 31-46). Holdt i Vium Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Som de fleste sikkert er klar over, har vi over det ganske land, også her i pastoratet, i dette år fejret Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag.
Jeg har i denne måned hygget mig med at læse i Søren Kierkegaards stridsskrift "Øieblikket". Det er det skrift, som Kierkegaard startede, så han kunne angribe kirken. Det er faktisk - sommetider - morsom læsning, da han er meget polemisk, og derfor ikke altid helt kan tages alvorlig. Selvom han selvfølgelig også har nogle vigtige pointer.
Personligt synes jeg derfor, at disse ti numre af bladet "Øieblikket" er helt på sin plads, da det altid er sundt - i hvert fald en gang imellem - at stille spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være kristen? Er det virkelig kristendom, der prædikes i kirken? Osv.
For mig selv er det normalt en kongstanke at understrege igen og igen og igen, hvor enkelt kristendommen faktisk er. Hvis man er i tvivl om kernen i kristendommen, budskabet om man vil, så er det bare at læse det bud, som Jesus selv kalder det første og største bud. Jeg taler naturligvis om det dobbelte kærlighedsbud, som i kortform jo lyder "du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv".
Kærlighedsbudet er det centrale, alt, der ikke består denne test, må falde, og dømmes som ukristeligt.
Samtidig er der den lære, der kaldes for Luthers retfærdiggørelseslære. Det er den, som vores gren af kristendommen står og falder med. Den betyder, på mere almindelig dansk, at vi ikke får point hos Gud for vore gode gerninger. Og det betyder naturligvis ikke, at vi skal undlade de gode gerninger, de skulle netop gerne være en naturlig følge af troen, for på troens frugter skal troen kendes, og troens frugter er kærlighed.
Jeg nævner det, fordi vi protestanter - herunder folkekirken - sommetider kan have en tendens til at understrege troen så meget, at vi glemmer gerningerne. Det er ganske vist troen, der frelser, det kan ikke diskuteres, men troen skulle gerne kendes på gerningerne, som er troens frugter, kærlighedens gerninger.
Kierkegaard er som sagt meget polemisk i sit stridsskrift "Øieblikket", han skriver blandt andet, at hvis folkekirkens præster virkelig erkendte, hvad kristendommen er, og hvad det vil sige at være kristen, så ville de nedlægge deres embeder i erkendelse af, at det er alt andet end kristendom, der forkyndes.
Har han ret, den gode Kierkegaard, eller er han ude på et overdrev?
Jeg vil - som nok allerede antydet - hævde, at Luthers retfærdiggørelseslære, altså denne tanke, at vi ikke får point hos Gud for vore gode gerninger, for mange af os protestanter kan have en tendens til at blive en sovepude. Vi har jo Guds nåde, uanet hvad. Det er trods alt en kongstanke i den kristendom, vi hylder i folkekirken.
Derfor er denne søndags evangelietekst også en af mine yndlingstekster, for den er unægtelig et stort korrektiv til tanken om, at de gode gerninger slet ikke er en naturlig del af troen.
Normalt ville jeg også sige, at kristendommen jo ikke er nogen lovreligion, den anviser ikke en opskrift, som man skal følge, når man vil leve et korrekt liv. Jesus byder os at elske næsten, men han siger faktisk ikke meget om, hvad vi egentlig skal gøre. Det må vores samvittighed og den helt konkrete situation afgøre. Jeg kan personligt godt lide Løgstrups udsagn om, at den etiske fordring, kærlighedsbudet, er TAVS. Den fortæller os ikke noget om de rigtige handlinger.
Også på dén baggrund er dagens evangelietekst så saliggørende. For her taler Jesus netop om nogle meget konkrete handlinger, nogle meget konkrete gode gerninger. Og det tankevækkende er, hvor indlysende det er. For hvad giver man et medmenneske, der tørster. Et glas vand, selvfølgelig, hvis man overhovedet har mulighed for det. Og hvad giver man et medmenneske, som mangler tøj. Man giver selvfølgelig vedkommende tøj at gå i, hvis man overhovedet har mulighed for det. Og hvad giver man et medmenneske, som er sultent. Mad at spise, selvfølgelig, hvis man overhovedet har mulighed for det.
Det provokerende ved dagens tekst er - måske - derfor også, at den er så lige til. Når der tales om gode gerninger, er det ikke et spørgsmål om at handle særligt avanceret, have særlige kvalifikationer eller evner. Der er simpelthen ingen undskyldning for ikke at handle.
Her kommer jeg til at tænke på en anden tanke hos Løgstrup. Et sted skriver han, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder et stykke af hans eller hendes liv i vore hænder. Og i forlængelse af det, skriver han, at vi for vores egen sjælefreds skyld skal være glade for, at vi ikke har noget rigtigt begreb om, hvor tit vi faktisk har krænket vor næste. Vi har så mange interaktioner med vore medmennesker, om det så bare er et blik på buschaufføren, at der skal meget lidt til at præge og påvirke vore medmennesker, og påvirke i hvilken grad vor medmenneskers liv lykkes eller ej. Og hvorvidt vore medmennesker får en glad eller træls start på dagen, eller ej.
Der ligger også en andet skarp kommentar fra Jesus i teksten. For det lader til, at en del af folket, som Jesus i regnskabets time vil tale til, tror, at de ikke skal handle godt over for alle mennesker. De spørger Jesus, hvornår de da har svigtet Jesus, for de mener ikke at kunne huske, at de ikke har givet Jesus mad eller tøj, eller vand at drikke. Som om, at man kun vil handle, når det betaler sig. Og det er naturligvis en kæmpe misforståelse, som Jesus så eftertrykkeligt gør opmærksom på i teksten.
Det umisforståelige bud er, at vi skal handle overfor vor næste, handle overfor vore medmennesker, som om det var Jesus selv, vi stod overfor, og skulle hjælpe.
Det er som bekendt nemmere sagt end gjort. Og selvom Paulus fx. kan skrive "størst af alt er kærligheden", og ikke "størst af alt er troen" så skriver han jo også "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, det onde jeg ikke vil, det gør jeg".
Og trods alle vore givet gode intentioner, så ved mange af os også, vor tit vi alligevel svigter vor næste, fordi vi har så travlt med at leve vore liv, få vor hverdag med familie og andet til at fungere.
Jeg tænker, at hvis vi faktisk skulle dømmes på vore gerninger, som dagens evangelietekst mere end antyder, så ville vi alle dumpe. Alle ryger lige lukt i fortabelsen, for tro og gerninger kan ikke adskilles, selvom gerninger ikke giver direkte point hos Gud.
Men Guds nåde er uudgrundelig. Jeg er derfor overbevist om, at vi alle igennem nåden vil blive løftet over i Gudsriget. Jeg afviser ikke uden videre fortabelsen som en mulighed, men alligevel kun som en teoretisk mulighed. For i praksis giver den ikke rigtigt nogen mening. Gud kan kaste os alle i fortabelsen, hvis det er det, han ønsker. Men med troens og kærlighedens fortegn, giver den bare ingen mening, hvis man spørger mig.
Vi frelses ved troen, men troen skal kendes på gerningerne, og her vil vi alle dumpe. Uanset hvor meget vi prædiker kærlighedens gerninger i kirken, efterfølgelsen, som Kierkegaard - især i hans sidste leveår - ville kalde den, så vil vores selvopholdelsesdrift, vores konstante fokus på os selv og vores bekvemmelighed, gang på gang friste os til at gå den brede vej uden om vor næste, og dermed fejle.
Det eneste vi kan gøre, er at forsøge at leve vore liv med det dobbelte kærlighedsbud for øje, dagligt have det for øje, både når vi sidder i kirken, og får det penslet ud, og også, når vi ikke sidder i kirken, og vi også bliver bombarderet med mange andre indtryk end kærlighedsbudet. Og dagligt leve af og med nåden som en del af det daglige brød, når vi alligevel dagligt fejler i forhold til vor næste. Og dagligt bede "giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere".
Amen.
