Først en velkomst til temagudstjeneste
Dernæst tekstlæsninger fra TV2s album "Nærmest Lykkelig"
Prædiken til sidste søndag efter Hellig Tre Kongers Søndag, 2014 (Johs. kap. 12, v. 23-33). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
[prædiken-manus, men det talte ord tæller]
"Nærmest Lykkelig" er et underligt udsagn. Man kan i hvert fald forstå det på mindst to måder. Dels på den lidt lunkne måde. Når man er 'nærmest' lykkelig, så er man ikke rigtigt lykkelig, kun næsten. Hvis vi tager sangen "De finder det helt naturligt", lyder det blandt andet "Hun elsker ham og det er tydeligt at se at han er nærmest ligeglad. De har hele livet foran sig mens de venter på guderne må vide hvad. Men sådan er det nu engang og sådan skal det være". Det lyder ærligt talt både lunkent og middelmådigt. I det hele taget synes mange sange i Steffen Brandts univers at være fyldt med eksistenser, der lader sig nøje, uden de altid selv er helt klar over det. Det er nok at være nærmest lykkelig. Så går det nok.
Jeg vil dog påstå, at en anden tolkning er lige så god, og måske endda bedre. Jeg har nemlig tænkt, at læst rigtigt, så er det at være nærmest lykkelig, lykkeligere end bare at være lykkelig. Det kommer naturligvis an på, hvad man mener med lykke. Og som det hed i tekstlæsningen fra "En sommerdag for alt for længe siden", så er netop lykken svært at forstå, fordi den kan komme så pludselig og umiddelbar, og uden at man rigtigt er forberedt på den. For igen at citere fra min tekstlæsning "Og bedst som livet lige gik så godt og bilen næsten var betalt kom du og krævede mit hjerteblod og intet mindre". Når man lever livet i sin egen dagligdags trummerum, og det egentlig går meget godt, kan det være meget overvældende pludselig at møde et menneske, der vender op og ned på ens hverdag - en forelskelse kan opleves ret overrumplende.
Som sagt, så kommer det selvsagt an på, hvad man mener med ordet lykke, men umiddelbart - hvis man lytter til TV2s tekster, som vi gør i dag - handler det netop meget om umiddelbarhed, det spontane, når man hengiver sig til et andet menneske, vel nærmest så betingelsesløst, at man glemmer sig selv - som det hedder "Jeg var dig og du var mig og vi var her og hvem af os ku drømme om at kræve mere alting var så smukt og det var lige før ingen turde tro på at det virkelig lod sig gøre".
Hertil kan man derfor spørge, om man kan leve et hverdagsliv i den tilstand? Hvad når refleksionen begynder? Hvad når øjeblikket opstår, hvor forelskelse bliver til kærlighed. Som det hedder i "Der er kun dig" "men alt er muligt hvis du tør det
selv lidt kærlighed kan la sig gøre". Og her er det, jeg tænker, at når lykketilstanden bliver blandet med dagligdagens refleksioner, når man også bliver nødt til at forholde sig til hverdagens fortrædeligheder, så er det, at dette at være nærmest lykkelig pludselig bliver ret stort.
I dagens evangelietekst siger Jesus blandt andet "Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv". Jeg vil hævde, at mange af eksistenserne i Steffen Brandts univers har det problem, at de desperat forsøger at elske deres liv. Det kan have den konsekvens, at de ikke tør tage nogen chancer, da de er bange for at miste den tryghed, som "en nydelig have og en pæn facade" giver, som det hedder i sangen "Læn dem ud". Samtidig med, at de ikke er rigtigt tilfredse, selvom det måske er på en meget ureflekteret plan.
"Den, der elsker sit liv, mister det". Det provokerende ved Jesu forkyndelse, det provokerende ved evangeliet er, at det konsekvent peger bort fra en selv, peger hen mod næsten. Den, der elsker sit liv, mister det. Den, der lever sit liv konsekvent med udgangspunkt i sig selv, går fejl af målet, i hvert fald i kristendommens lys. Som bekendt går Jesus hele vejen, han går ind i sin mission med fuld styrke, og da hans time er kommet, siger han "Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!". Hudløst og konsekvent, så det er til at blive forpustet af. Jesus hader sig selv, og elsker os andre så meget, at han lader sig korsfæste. Dagens tekst er fra Johannesevangeliet, hvor det ikke hedder Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig på korset, men "Det er fuldbragt". Her er tale om den triumferende og sejrende Jesus. Han triumferer endda inden selve opstandelsen.
Til sammenligning synes Steffen Brandts eksistenser at fare forvildet rundt, uden mål og med, og han siger da også selv i et interview tilbage i 2002 til Århus Stiftsmagasin Xkryds, at kirken er et sted at få ro, og måske et glimt af overblik. Dér er de fleste af personerne i Steffen Brandts tekstunivers slet slet ikke. De forsøger - givet som de fleste af os andre - at få så meget ud af livet som muligt - elske deres liv, men på en lidt for tryg måde, så der ikke rigtigt sker noget, så de mister en masse livsmuligheder. Men, som Steffen Brandt synger, "Der er nogen chancer, som man selv kan ta og flytte rundt med hvis man synes".
Steffen Brandt siger det ikke direkte her, men jeg kommer selv til at tænke på troens spring. For at tage chancer er også at springe ud, hvor man ikke ved, om man kan bunde. Og lever man et ellers nogenlunde liv, som de fleste gør i hans tekstunivers, så ligger det ikke lige for at springe ud i det blå, og risikere at miste en hel masse. Så hellere blive ved det kendte. Men det har jo også konsekvenser. Sangen vi hørte inden prædiken hedder "Monas solarium". Her lød det blandt andet: "Og sådan ku man sikkert blive ved at snakke om hvor dejligt der ku være i varmen fra det liv du altfor heftigt brænder ud (...) Ah, stakkels den, som kommer dig for nær og tror at han skal følge dig i flugten et halsbrækkende styrt - ud i intet du er væk (...) Fanget der i mørket i dit eget univers tænker du - åh hva faen". Når man ikke rigtigt tør komme andre ved, fordi man risikerer at miste fodfæstet, når man møder noget helt nyt, ligger ensomheden lige for.
Jesus siger "Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære". Det handler i høj grad om relationen til både Jesus og medmennesket. Vi tjener som bekendt Gud, som vi møder ham i Jesus, igennem vores forhold til vore medmennesker.
Og selvom sangen "Kys det nu" umiddelbart handler om en forelskelse, og om at tage nogle chancer i livet engang imellem, miste fodfæstet, om man vil, så handler det også om det blotte møde med et andet menneske.
Et andet menneske, eller næsten, som det hedder i kristendommen. Og så er det mindre vigtigt, om næsten er ægtefællen, kæresten, eller et fremmed menneske. Når man står over for et andet menneske, tvinges man igennem fordringen om næstekærlighed, til at forholde sig til dette andet menneske, og sætte sit eget liv med alle dets trivialiteter og daglige ritualer på spil. For evangeliet peger hen mod næsten, bort fra en selv.
Men det er bare ikke sådan lige til, det med at give sige hen. Som det hedder sidst i denne sang: "kys mig nu godnat farvel, gå, nej ta og bli alligevel". Tvivlen, usikkerheden er der hele tiden. For: Hvad kan der ikke ske, når man giver sig hen til et andet menneske - om det så er den elskede eller den fremmede.
Titelsangen er også meget sigende - her er der et par, der tilsyneladende lever et almindeligt liv som ægtefæller eller kærester. Erotikken er der, skænderierne er der. Forelskelsen er der tilsyneladende også. Som det lyder "Der er dage hvor tallerknerne ryger gennem luften og det hele kører op og ned. Hvem siger jeg ikke kan li at ha det sådan når det er dig jeg har det sådan med". Og slutter med spørgsmålet - er vi så ikke nærmest lykkelige vi to?
Man kan med TV2 - eller Steffen Brandts - tekstunivers, og læst i lyset af dagens evangelietekst, stille spørgsmålet, om ikke livskunsten netop er at hengive sig til et andet menneske? Hade sit liv, forstået som at glemme sig selv, give sig hen til næsten, for det er igennem næsten, vi tjener Jesus.
I stedet for, som vi ofte gør - og som personerne hos Steffen Brandt i udpræget grad gør - forsøger at elske vor liv, holde fast i vores liv, det kendte, det vi ved, hvad er. Holder fast i os selv, da det er angstprovokerende at miste fodfæstet i mødet med et andet menneske. Hvor vi får alt det sikre og stabile, alle vanerne i vores liv, slået i stykker, fordi livet i mødet med det andet menneske, viser så mange andre muligheder, end dem vi i vores egen dagligdags trummerum, troede eksisterede.
Det er dog et åbent spørgsmål, om man kan gøre det uden et gudsforhold. Vil man ikke stræbe mindre efter det perfekte liv, hvis Gud er en del af ens verdensbillede? Så vil man måske i mindre grad gå efter det perfekte liv, men 'nøjes' med det gode liv. Således at det såkaldt gode liv er mere perfekt end det perfekte liv, da man i sin iver efter at leve perfekt, godt og trygt, dræber så meget, at man faktisk mister umiddelbarheden i bare bekymringer.
Med et gudsforhold er der trods alt en retning, som man kan falde tilbage på, der er nåden til at bære en igennem livet, når det andet ramler i tide og utide, og det derfor ikke gør noget, at det hele ikke er perfekt. Vi beder jo også til Vor fader: Ske din vilje.
Dér er der ikke rigtigt nogen af eksistenserne på "Nærmest lykkelig"-albummet, der er, men jeg mener, at jeg-personen i titelsangen er meget tæt på. Normalt vil man vel sige, at i det perfekte parforhold, dér skændes man ikke. Det har jeg-personen dog ingen problemer med her - så længe det er den elskede, han skændes med. En slags accept af, at det ikke behøver at være perfekt. Der er dog den tvist i sangen, at den i omkvædet ender med at sige, at der, hvor vi er havnet nu, "måske var meningen engang". Men altså ikke mere, kunne man spørge?
Hvis Steffen Brandt har ret i, at kirken er stedet for ro og et glimt af overblik, så kunne man forestille sig, at et gudsforhold ville få Steffen Brandts eksistenser til at slappe lidt af. Være knapt så bange for, at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, et andet sted, end livet, som det hedder. Og leve mere umiddelbart med kærligheden til den elskede og til den fremmede næste, når det hele ikke hele tiden skal være perfekt. Hvor nåden er der til at samle os op, når vi fejler i vores dagligdag, både i forhold til den elskede, og i forhold til næsten.
Den absolutte kærlighed møder vi hos Kristus, hvilket dagens evangelietekst er et udpræget eksempel på. Det syn forudsætter selvsagt en Kristus-tro med alt hvad det indebærer.
Men som det hedder, ganske underspillet hos Steffen Brandt, og som jeg har citeret tidligere: "men alt er muligt hvis du tør det selv lidt kærlighed kan la sig gøre". Kærligheden findes. Og det uanset, om vi taler om kærligheden til den elskede, eller kærligheden til den fremmede næste. Men det forudsætter naturligvis, at vi ikke hver især gemmer os i vort eget private solsystem.
Kys det nu, livet med din næste, grib det, fang det, før det er forbi.
Med al den usikkerhed og tvivl, livet også rummer.
Amen.
