Min tilgang til Mandela har været lidt en omvej, nemlig igennem Desmond Tutu, som også er en af mine store forbilleder, ikke mindst efter, at jeg læste bogen "Ingen fremtid uden tilgivelse", som handler om freds- og forsoningsprocessen i Sydafrika efter apartheidstyrets kollaps.
Både Desmond Tutu og Nelson Mandela er efter mine begreber eksponenter for det besværlige begreb om fjendekærlighed fra kristendommen. Jeg ved, at Mandela har været i væbnet modstand mod regimet, men som jeg også skriver andetsteds på dette site, så kan væbnet modstand være det mindst kristelige af to onder.
Nelson Mandela er - ligesom Desmond Tutu - en fornem repræsentant for det sydafrikanske ord ubuntu, og hans evne til at forene grupper, som burde eller har hadet hinanden kommer fornemt til udtryk i filmen, Invictus, om Nelson Mandela.
Begrebet om ubuntu gennemsyrer mit eget kristendomssyn, ikke mindst, når jeg forsøger at forstå og fortolke det dobbelte kærlighedsbud, ikke mindst forholdet mellem at elske næsten og sig selv.
At det var et levende ikon, en landsfader for Afrika og Sydafrika, der døde 5. december 2013, fik jeg selv et indtryk af, da jeg i 2005 på en helt almindelig bar i Kampala, Uganda, hørte frihedssangen "Free Nelson Mandela" drøne ud af højttalerne.
