Det er mig til stadighed en gåde, hvordan så mange muslimer kan anse den såkaldte profet Muhammed som et forbillede. Det er et faktum, at han var både hærfører, landevejsrøver, indehaver af et stort harem, og ansvarlig for en etnisk udrensning af jøder i Medina omkring 627. Dette baserer jeg blandt andet på Karen Armstrongs biografi Muhammed, en biografi, der er uhyre apologetisk, dvs at den løbende forsvarer Muhammeds handlinger. Og det fremgår af Reza Aslans bog Kun én Gud. Aslan er iransk muslim. Karen Armstrong er ganske vist ikke muslim (men katolsk nonne), men hendes bog er blev godt modtaget af muslimer. Hun skriver ligefrem, at hun blev "dybt rørt over den varme og generøse modtagelse, som muslimerne gav min bog i disse vanskelige tider"(s. 129).
Jeg sendte en tidlig version af denne tekst til Abdul-Wahid Pedersen. Det var han ikke særligt tilfreds med, og skriver blandt andet til mig i en mail 29. juni 2009: "Kære Juma Kruse
Det er helt i orden, at du gerne vil referere korrekt, og det har jeg stor respekt for.
Men det vil blive for omfattende at begynde at kritisere, for der er for mange ting at tage fat på. Grundlæggende går du til opgaven med en hensigt om at fortælle hvorfor kristendommen er så fortfæffelig og Islam så forfærdelig, og det præger hele din tilgang til begge religioner. Det er den tilgang, du har valgt, og jeg mener det er dybt usagligt, men det er måske heller ikke hensigten at være saglig, men blot at fremlægge personlige præferencer.
Men alene det, at du ikke nævner så kendt en udtalelse fra Profeten Muhammad, som hvor han siger: "Den som ikke ønsker for sin bror, det samme som han ønsker for sig selv, er ikke en af os." Det er jo næstekærlighedsbudskabet omsat i andre ord, og det er en af de mest kendte og skattede udtalelser fra hans side. Den fortæller rigtig meget om hans personlighed. Og du kalder ham både landevejsrøver og krigsherre (eller noget i den retning). Igennem hele sit liv var han omkring 70 dage i krig. Hvor mange dage var Bush i krig? Fogh Rasmussen? og mange andre nuværende politikere?
Det er for nemt købt at slynge ord om sig uden at kende baggrunden.
Venligst
Abdul Wahid".
Hvis vi lige ser bort fra komikken i, at Wahid bl.a. forsvarer Muhammeds krigsførelse med, at Bush og Fogh var værre end ham (sikke dog en målestok!), så er det givet (dette korte afsnit skrev jeg efter modtagelsen af hans mail), at Muhammeds gerninger på Muhammeds tid var ret enestående efter samtidens målestok, og at han på denne måde vitterlig var en person, der gjorde en afgørende forskel i verdenshistorisk sammenhæng (i positiv forstand). Men som Ellen Wulff skriver i forordet til Aslans bog: "Muhammads virke var begrænset i tid og rum, og som tid og rum ændrede sig, burde legal og etisk kodeks automatisk have tilpasset sig de ændrede forhold. Det er ikke sket, og deri ligger fejlen. Muhammads handlinger og forskrifter skal anskues som en respons på hans omgivende virkelighed og bedømmes ud fra tidens normer. Det giver ingen mening at tilskrive dem evig og uforanderlig værdi" (s. 23).
Men som det hedder i Islam og kristendom (s. 299): "Muslimske apologeter har travlt med at beskrive Muhammeds perfekte dyder og hans uovertrufne personlighed. Ifølge dem var han det største og bedste menneske, der nogensinde har levet på denne jord. Man vælger at glemme alt om hans røveriske overfald på de mekkanske karavaner, hans snigmord på flere af hans modstandere og hans ordre om at henrette alle mænd fra en jødisk stamme i Medina m.m. Hvad han sagde og gjorde er endnu i dag standarden for over en milliard muslimer verden over. Selv om kristne bestemt også ønsker at følge Jesus' moralske eksempel, interesserer det dem ikke synderligt, hvilken fod han først trådte ind på toilettet med, hvordan han spiste, indledte en rejse, eller hvor langt hans skæg var, etc.". Bogen er skrevet af den tidl. muslim, nuværende kristen, Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard (gammeldansker),som er teolog og præst.
Jesus, derimod, forkyndte fjendekærlighed: "I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!" (Matt. kap. 5, v. 44-48).
Aminah Tønnsen skriver da også (i Tror muslimer at jorden er flad?), at drab kan være tilladt i særlige situationer, men at "der er altså tale om en ret til at forsvare sig imod overgreb i en situation, der på ingen måde kan overføres på dagens Danmark, hvor muslimer og ikke-muslimer lever fredeligt side om side" (s.59). I islam er der ikke nogen fællesbetegnelse, der modsvarer den kristne næste (s. 148), og Tønnsen nævner, at der ikke er noget der hedder fjendekærlighed i islam: "De kristne er blevet påbudt at 'elske ders fjender' (Matthæus 5,44), hvilket er næsten umuligt at opfylde. Dette er et eksempel på, at Gud i Koranen lemper nogle af de krav, Han tidligere har pålagt menneskene, for Gud læger ikke større byrder på den enkelte, end hun/han kan bære" (s. 149).
Det skal siges, at Amir Zainorin i dagbogsantologien "Muslimsk-Dansk dagbog. 19 dagbøger fra Muhammed-krisen" fortæller følgende historie, som eksempel på, hvordan muslimer bør reagere på fornærmelser (s. 152):
"[E]n historie om Muhammed. Den går på, at en kvinde smed affald efter ham, hver gang han var på vej til moskeen. I stedet for at gøre gengæld ignorerede han hende og fortsatte blot forbi, som om intet var hændt. En dag blev kvinden syg og måtte blive i sengen. Muhammed var forbavset over, at kvinden ikke stod der og smed affald efter ham. Så han stoppede op og spurgte hendes nabo, om han måtte se hende. Ved synet af Muhammed, der var på vej ind i huset, blev kvinden forskrækket og bange for, at han var kommet for at få sin hævn, nu hvor hun var hjælpeløs. Men i stedet spurgte han til hendes helbred og tilbød sin hjælp. Kvinden omvendte sig siden til islam. Dette er efter min mening en af de mest inspirerende historier, fordi den viser, hvordan man kan løse et problem ved ganske enkelt at elske sin fjende".
Uanset hvad sandhedsværdien i den historie måtte være, må man desværre sige, at Muhammed i sit virke har været noget inkonsekvent i at udleve denne tankegang, jvf. indledningen i denne tekst.
Den vestlige kulturs sprogbrug, har dog påvirket mange muslimer: "I dag er der mange muslimer, der taler både om Guds kærlighed og om næstekærlighed - modsat tidligere, hvor det næsten kun var kutyme inden for sufismen (...) Det er givetvis globaliseringen og den tværreligiøse dialog, der ar smittet af på muslimernes sprogbrug" (s. 149). Og så kommer hun med et udsagn, der næsten er kulturkristent: "Rent sprogligt mener jeg, at der er en tendens til at bruge de store ord såsom kærlighed og næstekærlighed (og alle former for superlativer) alt for hyppigt, og hvis vi ikke passer på, mister begreberne efterhånden fuldstændig deres substans og betydning. De risikerer at blive en tom floskel - alene af den grund, at vi mennesker i praksis har svært ved at leve op til de store ord og til de forventninger, som disse stiller" (s. 150).
I den forbindelse bør det også nævnes, at når det i en af islams søjler hedder, at man skal give almisse til fattige, så tænkes der, underforstået, på fattige muslimer (fik jeg at vide af en muslim, da jeg spurgte på en blog). På den måde opererer islam med en os-og-dem-tankegang, der er fremmed for kristendommen (jvf. - igen - fjendekærligheden). Det skal dog siges, at da jeg gjorde dette forhold gældende i en kommentar på facebook, blev jeg korrigeret af Özlem Sara Cekic (udover at være politiker, er hun kendt for at arrangere ramadan-middag på Christiansborg). Hun skriver (31. juli 2011) "Måneden går ud på at hjælpe og elske medmennesker uanset tro, køn, alder og etnicitet". Og tilføjer i samme debattråd: "Juma. Desværre eksisterer racismen også blandt muslimer". Hun mener altså, at den nævnte almisse ikke er forbeholdt muslimer.
Det er korrekt, at der er foretaget uhyrlige gerninger i Jesu navn - men det kan Jesus jo ikke gøre for. At dræbe eller hade i Jesu navn giver overhovedet ikke nogen mening. Det gør det i nogle tilfælde i islam (altså, i Allahs navn). Måske kalder man det ikke had, men noget mere pragmatisk. Men at føre forsvarskrig i Allahs navn er under visse betingelser en pligt. Med det verdslige sværd i hånden kan det, som historien viser, være nødvendigt at føre forsvarskrig, også i et kulturkristent land. Men aldrig i Jesu navn. Se også min tekst om kirken og krigen mod terror.
Jeg synes det er et alvorligt problem, når man - legalt - kan føre krig i guds navn. I stedet for at tage ansvaret på sig, henvises til en anden instans, der påbyder det, og så er alt i orden. Udtrykket 'når gud er død er alt tilladt' bliver vendt på hovedet - 'netop fordi gud ikke er død er alt tilladt'. Det minder mig om Lars von Triers perle af en komedie, "Direktøren for det hele", hvor den synlige beslutningstager i firmaet konsekvent, når han skal tage de upopulære beslutninger, henviser til 'Direktøren for det hele' (et fantom, som påstås bosidende i USA!), som den der trækker i trådene. Han kan derfor hele tiden henvise til en anden instans, og behøver således aldrig selv at tage ansvaret på sig. Og ingen kan gå i dialog og diskutere med ham, for 'Direktøren for det hele' har talt. Sådan er det bare.
I en debat på facebook 7. juli 2013 om netop det for mig problematiske i at bruge Muhammed som forbillede, da han også var hærfører og gik i krig, dér røg jeg også i diskussion med Fatih Alev, som vist mest er kendt som imam, forfatter og foredragsholder - og debattør.
Ikke overraskende forsvarede han Muhammed som et forbillede, og skrev blandet andet følgende, som nok er meget sigende for logikken, hvis man da kan kalde det det:
"I Islam er kampen for retfærdighed og imod uretfærdighed et vigtigt princip. Hvis nogen udøver aggression mod andre, skal en muslim ikke forholde sig passivt imod dette. Det er det, Profeten Muhammad er et forbillede for. Ikke bare med ord, men med handling. Han har vist i handling, at det at skade andre mennesker UDELUKKENDE er en undtagelse, ikke en regel. At tilgive er bedre end at tage hævn. Og muslimer skal sænke deres våben så snart fjenden gør det. Principper stadfæstet i Koranen og i Profetens konsekvente praksis, som han aldrig veg fra. Så ja, han er et forbillede. For hvordan vi som muslimer skal være afbalancerede og drives af nogle yderst fornuftige principper og ikke lyster (såsom hævnlyst), når vi står overfor virkelighedens udfordringer".
Jeg synes i øvrigt også, det er problematisk, når der føres krig i Demokratiets navn. Igen er det som om, man - i hvert fald sprogligt - retfærdiggør sine (upopulære?) beslutnniger ved at henvise til en 'hellig sag'. Der kan være mange pragmatiske grunde til at man vælger at gå i krig, men grundene skal kunne diskuteres, og ikke tages for givet. Man skal kunne argumentere på timelighedens præmisser.
Her forsøger en både skarp, veltalende og humoristisk Mehdi Hasan at forsvare islam som en fredelig religion. Døm selv.
