Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag, 2014 (Luk. kap. 1, v. 46-55). Holdt i Thorning Kirke og i Grathe Kirke, og i Tilst Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
Da jeg i sin tid gik på pastoralseminariet, var jeg meget fascineret og betaget af, hvor sirligt og eftertænksomt, kirkeåret var planlagt, eller konstrueret, om man vil. Hvad jeg ikke havde tænkt over før, så er det ikke tilfældigt, hvilke tekstlæsninger, der er placeret hvor. At der bruges nogle særligt oplagte tekstlæsninger omkring jul, påske og pinse, var jeg naturligvis ikke overrasket over, men at denne tankegang gennemsyrede hele kirkeåret, kom faktisk bag på mig. Efter de store dramaer ved jul, faste, påske og pinse, når vi fx. til Trinitatistiden, hvor det i høj grad er hverdagen, der er i centrum. Det er fx. i denne periode, vi har fortællingen om den barmhjertige samaritaner.
Derfor kan man heller ikke undgå at læse de enkelte tekstlæsninger, søndag efter søndag, i lyset af, hvilken søndag, man læser dem. Selvom tekstlæsningerne fx. første søndag i advent ikke har noget direkte med julen at gøre, så læser og tolker vi uværgeligt teksten i lyset af advent og jul. Det gælder jo også teksterne i fasten, også selvom det måske ikke kommer eksplicit til udtryk i selve prædiken.
Jeg nævner det, fordi der er noget ejendommeligt over Mariæ Bebudelsesdags placering, som vi fejrer i dag. Det er jo budskabet om undfangelsen, som evangelieteksten handler om. Og på den baggrund skulle man tro, at den var placeret 25. marts, som jo ligger præcis ni måneder før Julenat, hvor vor Herre blev fød, og lyset sig tændte i mørkets skød.
Og det gjorde dagen faktisk også indtil 1770, hvor vi fik den Helligdagsreform, der resulterede i de helligdage, der er tilbage i dag.
Eller sagt på en anden måde: Indtil 1770 blev Mariæ Bebudelsesdag naturligt læst og tolket i lyset af julen, da dagen jo handler om bebudelsen om Jesu fødsel, ni måneder senere. I dag er det anderledes, eller må det næsten være anderledes. For i dag ligger dagen i kirkeåret netop umiddelbart før påsken. Derfor læser og tolker vi naturligt evangelieteksten i lyset af den kommende påske. Og det synes jeg, som antydet, er en smule ejendommeligt, tekstens indhold taget i betragtning. Hvorfor dagen blev flyttet, ved jeg faktisk ikke, men måske for at sikre, at den altid lå en søndag. Den 25. marts ligger - lige som 25. december - som bekendt sjældent en søndag.
Når det er sagt, er der nok alligevel en mening med det ulogiske placering. Da jeg fortalte konfirmanderne om Jesu person som både sand Gud og sand menneske, gjorde jeg blandt andet noget ud af at fortælle, at hvor Jesu fødselsdag peger hen mod Jesu menneskelighed, at Jesus som menneske har fødselsdag ligesom alle os andre, så peger påsken og opstandelsen hen mod Jesus som guddommelig.
For selvom jeg anser enhver fødsel som noget utroligt, som et mirakel, må man dog trods alt kalde selve opstandelsen for et mirakel med stort M. Dagens evangelietekst må vi altså naturligt læse i det utrolige mirakels lys.
I teksten bliver der da også henvist til Herrens tidligere gerninger i frelseshistorien, som den kaldes. Og Abraham bliver nævnt direkte.
Teksten skal altså læses i en sammenhæng, og som vi hørte i tekstlæsningen fra alteret, er begivenheden også udtryk for opfyldelsen af profetien fra Det Gamle Testamente, som peger direkte hen imod Maria som vordende mor, at hun skal blive med barn.
Det er med andre ord miraklernes Gud, der bliver fokus på. Gud er med sit folk, alle dage, indtil verdens ende. Og med Jesus er Guds folk ikke længere begrænset til Israel, men er blevet universaliseret, som det hedder med et fint ord, det vil sige, er blevet os alle sammen, således at Guds udvalgte folk, er os alle sammen. Det giver slet ikke mening at tale om et særligt udvalgt folk i et kristent lys.
Tilbage i december havde vi teksten om Johannes Døberens fødsel, ham, hvis opgave det var at pege hen mod Jesus - og naturligt ligger denne tekst umiddelbart inden Jesu fødsel.
I dag har vi teksten, som læses ikke længe før den begivenhed, som er hele grundlaget for kristendommen, nemlig miraklet, opstandelsen. Som bekræfter og cementerer, at Jesus virkelig var Guds søn, at Gud anerkendte Jesus som sin søn. Opstandelsen, den begivenhed, der viser, at alt virkeligt er blevet nyt.
I Det Gamle Testamente, som der henvises til i teksten, er det forplantningen, slægtens og blodets bånd, profetierne, der er det centrale, og som gennemsyrer Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente, og med Jesu forkyndelse, er det troens bånd, og relationen til Jesus, og opfyldelsen, der er det centrale, og som gennemsyrer forkyndelsen.
Det hele fortsætter altså med Jesus, men i et ganske anderledes radikalt lys, nemlig i Sandhedens lys, i opstandelsens lys.
På Mariæ Bebudelsesdag er det med andre ord svært ikke at tænke fødsel og opstandelse på en og samme tid. Dels - selvfølgelig - pga. selve bebudelsen, og dels fordi dagen ligger så tæt på Påskeunderet. Se, alt er blevet nyt. En dag som i dag, hvor teksten til Mariæ Bebudelsesdag læses, kan derfor også bruges til at tænke på, hvor radikal Jesu forkyndelse faktisk er. Den er endda også mere radikal end Paulus' forkyndelse. Paulus taler fx. om, at vi især skal elske vore trosfæller - det siger han i Galaterbrevet. Jesus taler modsat om fjendekærlighed. Og Jesus taler i historien fra Johannesevangeliet om, at den, som er uden synd, skal kaste den første sten. Den eneste person, der som syndfri har ret til at kaste stenen, nemlig Jesus, gør det som bekendt ikke. Men Paulus giver i Første Korinterbrev udtryk for, at man godt kan udstøde utugtige af menigheden. En tankegang, som efter min bedste overbevisning ikke rigtigt harmonerer med Jesu forkyndelse. Det skal dog siges, at Paulus sandsynligvis ikke har haft adgang til de fire evangelier, som vi kender dem. Paulus' breve er blandt de ældste tekster i Det Nye Testamente. Paulus' forkyndelse er som bekendt meget radikal i forhold til hans samtid - blandt andet angriber han forholdet mellem rent og urent. Men Jesus går en hel del videre end Paulus.
Desuden er Bjergprædiken fra Matthæusevangeliet jo et ret stort opgør med mange af Moselovens budskaber. Ikke mindst fjendekærlighedsbudet, som ikke forekommer i Moseloven. Og budskabet om at vende den anden kind til. Udsagnet: I har hørt, at der er sagt til de gamle, men jeg siger Jer, bliver nævnt flere gange.
Det er derfor heller ikke mærkeligt, at evangelieteksten til Mariæ Bebudelsesdag næsten har karakter af en hymne. Både en hyldest og en hymne til Gud, fordi han lader Jesus, som vor frelser, fødes, så alt bliver nyt. Men også, kan vi tænke, i lyset af Påskebegivenheden, en hyldest til, at Gud fortsat lader forunderlige ting ske, ikke mindst Opstandelsen, som cementerer Jesu forkyndelse som Sandheden, og forjætter vores andres glædelige opstandelse, som vi beder om ved enhver begravelse.
Ja, alt er blevet så nyt ved Jesus, at han har ladet ét bud stå, frem for de over 600 bud, som er i Moseloven. Han har ladet ét bud stå, nemlig dét dobbelte kærlighedsbud, som han har gjort til det første og største bud.
Mere behøves ikke, selvom det unægtelig også er alt rigeligt. De Ti Bud er vel i bedste fald en uddybning af noget ydre, for hvis blot vi lader det dobbelte kærlighedsbud gennemsyre vore liv, så giver det andet sig selv.
Som bekendt er det dog ikke så lige til, derfor er det glade budskab med Mariæ Bebudelsesdag, at med bebudelsen, undfangelsen, så er Jesus Kristus som vor frelser kommet til verden, som Ham, hvorfra vi kan håbe på og bede om nåden, som en del af det daglige brød. Så vi kan tage imod Jesus, både som gave og opgave.
Gaven kom Julenat, da vor Herre blev født, og lyset sig tændte i mørkets skød. Og opgaven blev cementeret i Påskens lys, hvor det blev klart, at Jesu forkyndelse, det dobbelte kærlighedsbud, er Sandheden, det, vi som kristne skal tage på os, uanset hvor meget vi måtte fejle i vores gentagne forsøg på at leve op til opgaven. Men så håbe på og bede om nåden dagligt af vor frelser og forsoner, når vi alligevel fejler.
Amen.
Prædiken i Tilst Kirke blev holdt 25. marts 2014, og indholdet var derfor marginalt anderledes pga. datoen.
