Prædiken til Langfredag, 2014. Holdt i Thorning Kirke
Jesu Kristi lidelseshistorie (afsnittene 17-23) læses i veksel med salme 191.
Hvordan skal vi egentlig tale om Gud i dag? Ikke bare i dag, Langfredag, men i det hele taget i dag, altså i vor tid?
Mit allerførste kendskab til Jesus og fortællingen om ham, fik jeg, udover i konfirmandundervisningen, da jeg i min barndom eller ungdom stødte på rockoperaen Jesus Christ Superstar. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har lyttet til det album, men i en lang periode havde jeg den tradition at lytte til det i påskeugen.
Jeg har derfor en meget lavgrundtvigiansk tilgang til kristendommen og Jesu forkyndelse, forstået på den måde, at det er mennesket Jesus, der altid har fascineret mig, med den udtrykkelige tilføjelse, at han som Guds søn, også er syndfri, altså uden fejl og mangler. Selvom lange samtaler om kristendom altid er velkommen, og selvom akademisk litteratur om Jesu forkyndelse i sagens natur har sin ret; så er det af afgørende betydning for mig, at man ikke gør kristendommen mere kompliceret, end den er.
Jesu Kristi lidelseshistorie er i grunden meget jordnær. Det er ret nemt at forholde sig til en person, der først bliver forrådt af en af sine nærmeste, dernæst bliver fornægtet tre gange af en anden af sine nærmeste. Dernæst får hele folket imod sig, da folkestemningen vender, og der går pøbelvælde i domfældelsen. Og ikke mindst er korsfæstelsen en meget konkret jordnær begivenhed.
På den baggrund har jeg faktisk tit været trist i påsken, når jeg har forholdt mig til lidelseshistorien, fordi det jo også er historien om, hvordan kærligheden selv, Jesus, den inkarnerede kærlighed, på så eklatant vis og så eftertrykkeligt bliver forrådt, fornægtet, ydmyget, forladt og forhånet, så det gør helt ondt at tænke på. Og hvis ikke den historie skulle gøre en i dårligt humør, så kunne man prøve at overveje, hvordan man selv ville have opført sig og reageret, hvis man selv havde været tilstede dengang. Ville man selv have opført sig meget bedre end hans disciple dengang gjorde? Næppe.
Kristendommen og Jesu forkyndelse bæres oppe af Påskeunderet, og på den baggrund er det Påskesøndag, der bærer det hele. Derfor har jeg spekuleret over, hvorfor det så er korset, der er blevet kristendommens symbol. Og ikke fx. et lyn eller en sol, som kunne symbolisere opstandelseslyset eller opstandelsesunderet.
Hvorfor er det korset, symbolet på Langfredags ydmygelser, hvorfor er det korset, der er blevet kristendommens symbol?
Jeg vil hævde, at det blandt andet handler om forholdet mellem tro og kærlighed, mens håbet handler om fremtiden.
Mens opstandelsesunderet kræver tro, så handler Langfredags hovedbegivenhed, korsfæstelsen, ikke om tro. Selvom der ganske vist er nogle hardcore ateister, der vil hævde, at den aldrig har fundet sted, så er det dog en begivenhed, som ikke er metafysisk eller overnaturlig. En korsfæstelse er jo netop en meget konkret og jordnær begivenhed.
Nej, det som er på spil Langfredag, er kærlighed, og det for fuld udblæsning. Og på flere niveauer, skulle jeg mene. Jeg har for ikke længe siden læst Lars Sandbecks bog "De gudsforladtes Gud", som handler om det, man med et fint ord kalder for postmoderne teologi. Dét er dog ikke så vigtigt i denne sammenhæng.
Her hedder det blandt andet, at "Gud møder os og er nærværende i vores tvivl og vantro, ensomhed og fremmedgørelse, sorg og lidelse. Måske kan man sige, at Gud er tilstede i den kærlighed, som trodser vores lidelser, forladthed og fortvivlelse (...) Guds "sted" eller "himlen" er det magtfri mellemværende, vi kalder kærlighed, og som gør det muligt for os at være sammen uden vold, uden undertrykkelse, uden tvang, men ikke uden den lidelse, kamp, fortvivlelse, sorg og magtesløshed, som hører med til det at elske".
Lars Sandbeck skriver om en tid, altså vores, hvor kristendommen ingen rolle spiller som legitimeringsgrund, altså som det man henviser til, når man skal gøre sine argumenter ekstra stærke, og hvor Gud i den forstand er død. Han hævder så, at netop Jesu død på korset, og ikke mindst hans følelse af gudsforladthed, når han råber ordene "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?", bærer bud til en gudsforladt og gudløs tid som vores.
Gud er, hvor hans skabninger er. Gud er Gud for de gudløse, for alle tvivlerne, alle dem, der ikke rigtigt kan finde ud af det, alle de vantro og fremmedgjorte. Den gudsforladte Gud, er Gud for de gudsforladte. Paulus siger faktisk noget tilsvarende i Romerbrevet, hvor det hedder, at han gør den ugudelige retfærdig.
Jesu korsfæstelse er det ultimative udtryk for hans kærlighed til os alle sammen, så ultimativt, så radikalt og så bastant og selvudslettende, at det menneskeligt set er meget svært at forstå.
Den danske præst Leif Bork Hansen har engang udtrykt, at hver gang vi afviser et andet menneske, så korsfæster vi kærligheden.
Det burde ikke være Jesus, der hang på korset, det burde være os. Men den eneste person, der som syndfri og ufejlbarlig kun havde kærligheden på sinde, dén person endte på korset i vores sted, så vi andre kunne gå fri. En frisættelse, som til gengæld forpligter, men netop sætter fri.
Går man i tvivl og anfægtelser - og det gør vi alle nok engang imellem - så føler man sig paradoksalt nok ikke længere borte fra Gud, selvom det måske burde være en naturlig følelse i en sådan situation. Men når Herren selv på korset kan råbe "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig", når Herren selv på korset kan råbe sådan, ja, så er det også helt i orden, at vi andre engang imellem, måske, kan have det sådan.
Gud er med os, selv i gudsforladtheden, han kender tomrummet og fortvivlelsen, dødsangsten, fordi han selv har været der.
Han har vist os, at selv efter en historie med svigt, forråelse, fornægtelse, og ydmygelser på stribe, ja, så er der ingen vej tilbage, så er han vedholdende, ja, lige indtil døden på korset, hvor han også identificerer sig med de gudsforladte.
Det er ret stort, og ret ufatteligt at tænke denne kærlighed til ende, fordi den er så umenneskelig, fordi den er guddommelig. Følt og udtrykt af et menneske af kød og blod som alle os andre, og derfor et forbillede til efterfølgelse. Med samtidig en overjordisk kærlighed, som ingen syndere kan efterligne, fordi vi - modsat Herren selv - altid har en sidste tanke på os selv, hvor lille denne tanke på os selv end kan gøres i nogle heldige situationer.
Men ikke desto mindre en overjordisk kærlighed - eller absolut kærlighed, om man vil - som forpligter. På dette tidspunkt i historien ved vi ganske vist ikke, at hans holdninger og handlinger også er vores opgave, for først med Påskeunderet bliver det cementeret, at Jesus er Guds Søn. At Jesu kærlighed er selvopofrende, kan der dog ikke sættes spørgsmålstegn ved, Jesus på korset er det ultimative udtryk for denne absolutte kærlighed, og derfor må det nødvendigvis været korset, der er kristendommens symbol, for størst af alt er kærligheden.
På den baggrund passer Langfredagens begivenhed godt til vor tid, for selv det moderne menneske kan forholde sig til et menneske, der går hele vejen, når det gælder den ultimative kærlighed. Vi har alle et forhold til forråelse, fornægtelse og svigt, også selvom vi måske ikke har personlig erfaring med disse ting, og en person, der er så overbevist om sin sag, og er så opfyldt af kærlighed, at han ender med at gå i døden for den, er noget, som selv mennesker i vor tid kan forholde sig til.
Måske er det derfor, at så mange trods alt bakker op om kirken og kristendommen, selvom man måske ikke er jævnlig kirkegænger.
Jeg vil slutte min prædiken her, Langfredag er ikke rigtig dagen til at bede om og håbe på nåden som en del af det daglige brød, jeg har i hvert fald svært ved det i prædiken, det virker underligt en dag, hvor vi markerer korsfæstelsen, gudsforladtheden, og hvor flaget er på halvt og alterlyset slukket, og derfor er der heller ingen altergang. Selve Langfredag er der ikke megen håb at skue. Vi har alle sammen et medansvar for ikke at korsfæste kærligheden, vi har alle pligten til at lade os omfavne af det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder det første og største bud.
Og mens vi venter på Påskeunderet, så kan vi passende bruge tiden til at reflektere over tiden op til Langfredag, måske i morgen tænke på Grundtvigs salme "I kvæld blev der banket på Helvedes port", hvor han forestiller sig Jesus nede i dødsriget, hvor han øser ud af tilgivelsen til alle dem, der var før ham. Og så se frem til at ønske hinanden en glædelig påske, på søndag. Og i vort stille sind, hver især, bede om og håbe på, nåden som en del af det daglige brød, fordi vi ikke kan lade være.
Amen.
