Dette er i missionske kredse især begrundet i Det nye Testamentes 1. Korintherbrev, kap. 14, v. 34-35: "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden"
Jesus nævner intet om kvindelige præster i evangelierne. I det hele taget er enhver form for undertrykkelse ukristeligt.
Dette forbud er også efter min mening en krænkelse af den lutherske tanke om det almindelige præstedømme, hvor intet medlem af menigheden har nogen særlig ret til at prædike. Selvom om nogen forkyndere selvfølgelig er bedre uddannet end andre, er det nemlig ikke den enkelte præsts kvaliteter eller mangel på samme, der gør forkyndelsen gyldig i en luthersk sammenhæng. Det er Guds Ord, som forkyndes, som ved tro virker syndernes forladelse. Uafhængig af, hvem der er præst.
Luther ville ikke være enig i mit udsagn, da et sådant lærerembede for ham er forbeholdt mænd. Selvom jeg synes det bryder med hans eget udsagn om det almindelige præstedømme, kan hans holdning måske forklares med, at han sætter Paulus' breve som autoritet lig med evangeliernes (og dermed Jesu ords) autoritet. Luther må have fortrængt modsætningerne.
'Onde' mennesker må i princippet også gerne prædike!
Desmond Tutu udtrykker sin kritik af forbudet mod kvindelige præster således: "For kristne er den mest radikale handling, der kan overgå et menneske, at blive medlem af Kristi menighed. Hvis køn ikke kan være en barriere for dåben, som gør alle kristne repræsentanter for Kristus og deltagere i hans majestætiske præsteskab, kan køn ikke være en barriere for ordination" (Gud har en drøm, s. 53).
Jeg vil udtrykke det endnu hårdere: At forhindre kvinder i at prædike fra prædikestolen er at miskende hendes dåb. Iflg. luthersk tankegang er alle døbte i princippet præster. Alle døbte udgør det han kalder 'det almindelige præstedømme'. Alle har princippet lige meget ret til at prædike fra prædikestolen. Men nogle bliver så 'kaldet' af den ene eller anden grund fra dette almindelige præstedømme. Men hvis kvinder på forhold af afskåret fra denne kaldelse, er de jo ikke noget fuldtgyldigt medlem af det almindelige præstedømme. Det må betyde, at deres dåb ikke tillægges rigtigt gyldighed. Er det ikke udtryk for bespottelse af Helligånden?
Muligheden for kvindelige præster er faktisk ret ny i Danmark. Loven, der gjorde det muligt blev fremlagt 1919, men først vedtaget i Rigsdagen i 1947. Bispefrihedsloven af 1948 har siden gjort det muligt for præster at nægte samarbejde med kvindelige præster.
