Prædiken til Kristi Himmelfartsdag, 2014 (Luk. kap. 24, v. 46-53). Holdt i Grathe Kirke, og i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Kristi Himmelfartsdags betydning kan ikke overvurderes. Også selvom det måske kan være svært at forholde sig til billedet af Kristus, som opløftes til himlen for at sidde ved Gud Faders den almægtiges højres hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.
Da jeg i sin tid fandt ud af, at man på Jesu tid brugte gravkamre til de døde, og ikke gravede de døde ned i jorden, som vi gør i dag, i hvert fald i folkekirken, kunne jeg bedre se opstandelsen for mig. At se Jesu for sig, som får sin livsånde tilbage, er jo mildest talt underfuldt, men selve billedet er ikke overnaturligt. Jesus, der rejser sig, og forlader gravkammeret er ikke noget mærkeligt eller avanceret billede.
Det er muligvis vanskeligere at forestille sig Jesu Himmelfart.
Men, lad mig nu forsøge at fortsætte et helt andet sted.
Der var engang, hvor jeg yndede at sige, at alt er relativt. Jeg husker ikke helt, hvorfor jeg i en periode havde det slogan for mig selv, men det har muligvis forklaret noget om den jordiske tilværelse for mig selv. Og det er jo et langt stykke hen af vejen sandt, for når man hører om forskellige begivenheder rundt omkring i verden, eller hører statistikker om det ene eller det andet, både når det gælder økonomi og andre politiske områder, så er det meste jo relativt - vurderingen af, hvorvidt noget er for stort, for småt, om noget er for galt, eller passende, om man skal blive forarget, eller pragmatisk, osv., vurderingen er ofte baseret på konteksten, på situationen, og derfor relativ.
Billedkunstneren Tanja Nelleman Poulsen har i en ordkollage stillet spørgsmålet "Hvor uenige kan vi være om den ramme vi hylder som demokrati?". Spørgsmålet satte, da jeg så det, en hel del tanker i gang hos mig, for hvis der er noget, vi i Danmark - og i den vestlige verden i det hele taget - gerne kalder en særlig vestlig værdi, så er det unægtelig demokratiet. Den tidligere politiker Naser Khader, som fra sin barndom i Syrien har prøvet at leve under en noget andet styreform end netop demokratiet, har efter sigende tatoveret ordet 'demokrati' på sin ene arm, skrevet på arabisk.
Skal vi altså nævne en vigtig fælles værdi i den vestlige verden, må det være demokratiet. Sagen er blot, at det faktisk ikke siger så forfærdelig meget, udover, at de stemmeberettigede borgere i det pågældende land, med jævne mellemrum får mulighed for at stemme til folketings- eller parlamentsvalg. Hvad det i øvrigt indebærer at tale om demokrati, er ingenlunde klart. I nogle lande, fx. USA, er der kun to partier, hvilket vi ville synes var en demokratisk svaghed, hvis det foregik i Danmark. I Tyskland er spærregrænsen meget høj, sammenlignet med danske forhold. Vi ville sikkert synes, at det var en demokratisk svaghed at have en grænse på hele 5 procent, som de har i Tyskland. Kan fortælle, at De Konservative ikke ville have været repræsenteret i folketinget, hvis det havde været grænsen i vor udgave af demokratiet. Der har lige været valg til Europaparlamentet, vi havde vores i Danmark i søndags, og der er som bekendt delte meninger om, hvor demokratisk EU egentlig er, for at tage et helt aktuelt eksempel. Der er dem, der mener, at demokratiet er totalt fraværende i denne sammenhæng, og andre, der bemærker, at det trods alt er gået den rigtige vej siden 1979, hvor vi havde det første direkte valg til Europaparlamentet.
Så hvis man stiller spørgsmålet "Hvor uenige kan vi være om den ramme vi hylder som demokrati?", så er svaret faktisk, at det kan vi i grunden været ret uenige om. Der vil endda være dem, der anser det repræsentative demokrati, som er den form, vi normalt forbinder med demokrati, som et falsk demokrati, og kun anser direkte demokrati for et rigtigt demokrati.
Samme spørgsmål kan man stille omkring ytringsfriheden, som jo også er en værdi, vi vægter højt. Hvor langt ytringsfriheden egentlig rækker, og hvor meget selvcensur, det er rimeligt at acceptere, bliver som bekendt også jævnligt diskuteret.
Min pointe med disse eksempler er at vise, at der faktisk er en hel del, der er relativt. Selv centrale begreber, som både kristne, jøder, muslimer, og andet godtfolk, kan være enige om, i større eller mindre grad, selv disse værdier kan diskuteres i et væk; og bølgerne kan gå ret højt i disse diskussioner, fordi vi hver især mener, at der er meget på spil, når vi taler om fx. ytringsfrihed og demokrati.
Jeg husker engang, jeg stødte på teologen Rudolf Bultmann, som blandt andet talte om, at et af de vigtigste aspekter ved evangeliet, var det eksistentialistiske element, altså de elementer af evangeliet, der grundlæggende fortæller om menneskets eksistensvilkår. Som afslører vores allesammens grundvilkår som menneske. Og en af disse tanker gik på, at evangeliet hindrer os i at leve i illusionen om sikkerhed. De fleste af de ting, vi klynger os til i en moderne verden, er menneskelige konstruktioner, herunder demokratiet, og at tro, at vi kan føle os sikker, når vi har disse holdepunkter, som grundlag, der ikke kan diskuteres, og som ikke kan rokkes ved, så lever vi i en stor illusion. Alt er relativt, alt kan diskuteres. Demokratiet kan bryde sammen, og der har under finanskrisen også været røster, der faktisk har talt om demokratiets krise, og der gik da også rystelser igennem Europa i søndags, ikke mindst i Tyskland, der trods deres historie fik valgt en nynazist ind i Europaparlamentet med 300.000 stemmer. Ved dette valg havde Tyskland ophævet deres normale spærregrænse, så én procent var nok. I Danmark viser meningsmålinger, at flertallet hverken ønsker Helle Thorning eller Lars Løkke som statsminister, hvilket ikke er noget imponerende udgangspunkt for et folketingsvalg med netop disse to som statsministerkandidater. Det er faktisk et ret deprimerende udgangspunkt for et demokrati.
Det, som kendetegnede vilkårene for Jesu forkyndelse, de år, Jesus for et par tusinde år siden gik på jorden og forkyndte for sine disciple og andre efterfølgere, var - helt lavpraktisk - at han jo kun, som den inkarnerede Guds Søn i kød og blod, som menneske, kun kunne være ét sted af gangen. Muligheden for at følge personen Jesus var i sagens natur begrænset. Man var nødt til at være i nærheden, hvis man løbende skulle lytte til hans undervisning og forkyndelse. Ikke at man ikke kunne bede til Gud, hvor man var, selvfølgelig kunne man det, det er jo også en væsentlig pointe i Jesu forkyndelse, at gudsdyrkelsen ikke er begrænset i tid og rum. På den måde blev Himmelfarten faktisk forjættet, forud profeteret, i selve den nye bønspraksis og gudsdyrkelse, som også er indbegrebet i Jesu forkyndelse.
Og man kan sige, at den blev cementeret i Jesu Himmelfart. Fra at være noget stort for mange, hvor Jesus i sin meget konkrete fysiske tilstedeværelse bevægede sig rundt, mens han prædikede på jorden, blev han ved Himmelfarten med ét alt for alle, i stedet.
Jesus, som er vejen, sandheden og livet. Jesus, som er det eneste sande og meningsfulde holdepunkt i tilværelse, hvorfra alt andet udspringer. Jesus som den absolutte sandhed, som i den grad forkynder alt tings relativitet og forgængelighed. Jesus som tilgivelsens og kærlighedens mulighed, hvorfra vi kan forvente os alt godt.
Jesus som kalder os ud af vor sikkerhed, kalder os bort fra vores illusion om at være på sikker grund, når vi bygger vort liv på jordiske relative ting. Om det er forhold i privaten som karriere og ægteskab. Eller i det større perspektiv som ytringsfrihed og demokrati. Det er relative ting, som kan diskuteres i en uendelighed, da disse ting ikke er faldet ned fra himlen - selvom det sommetider kan lyde sådan, når man hører diskussioner om disse vigtige værdier.
Når alt er relativt, når vi nok kan have en overbevisning om, at fx. demokrati og ytringsfrihed er vigtige værdier i et moderne samfund, må vi altid huske, at de ikke er faldet ned fra himlen; når alt på denne måde er relativt, så er det glade budskab, at med Jesu forkyndelse har vi Jesus som det absolutte at læne os op ad. Det kunne han forkynde og berette om, da han som den inkarnerede Guds Søn gik rundt på jorden og prædikede for et par tusinde år siden. MEN med Kristi Himmelfart er det glædelige budskab, et budskab der ikke kan overvurderes, at med Himmelfarten er Jesus blevet alt for alle, Himlen er kommet nærmere. Som jeg sagde i min prædiken på Store Bededag, ville det være passende, hvis Store Bededag lå i morgen fredag, da Himmelfarten netop ville være en oplagt anledning til en bods- og bededag, ovenpå Jesu forkyndelse på jorden som Guds Søn. Og når Jesus med Himmelfarten er blevet alt for alle, kan vi glæde os til, og se frem til Pinsen, nu hvor grundlaget er lagt for kirkens fødselsdag, som vi jo fejrer med Pinsen.
Amen.
