Spændingen mellem jøderne og de (jøde)kristnes forkyndelse gav selvsagt anledning til uro, også i Rom.
De jødekristne blev for en kort tidsperiode udvist fra Rom pga tumulter.
Og 15 år senere, den 19. juli 64 udbrød der brand i Rom nær et område, hvor jødiske og orientalske og jødiske købmænd holdt til. Blandt de kvarterer, der blev skånet, var de jødiske boligkvarterer, hvilket unægteligt var en indicium på, at branden var påsat af jøderne.
Men da der gik rygter om, at det faktisk var den tyraniske kejser Nero, der havde påsat branden, kastede han hurtigt skylden på de kristne. “[J]øden Alitútus [...] virkede som skuespiller ved hoffet. Han skulle have haft stor indflydelse på Nero. Også han kan have påvirket ham [til at skyde skylden på de kristne - og ikke jøderne]. Jødernes almindelige uvilje mod de kristne og faren for selv at blive syndebukke turde være motiv nok for i stedet at henlede kejserens opmærksomhed på de kristne” (Ottosen, s. 36).
Dødsstødet for jøderne, som unægtelig var anden part i de religiøse uroligheder i det ellers - efter samtidens forhold at dømme - så fredelige Romerige, kom under Den Første Jødiske Krig i år 70, hvor romerne satte ild til Templet, som var selve nerven og samlingspunktet for jøderne (Kun vestmuren stod tilbage, alias "Grædemuren", som jo også står i dag, og som - ikke overraskende - har nogenlunde samme betydning for jøderne, som mekka har for muslimerne. Uden nogen sammenlig i øvrigt).
I år 200 blev jøderne fordrevet fra Jerusalem, og da de senere vendte hjem, var det svækket og splittet.
Men kristendommen søgtes også udryddet igennem kristenforfølgelserne, hvor det ofte var selve navnet “kristen” der var forbrydelsen, og som den kristne under forhør hos romerne skulle afsværge. I den forstand er de kristne nogle af de første ateister. Man var nemlig pligtig at tilbede kejseren som en gud igennem kejserkulten (for at sikre pax et vénia deórum - fred med guderne, så de ikke gjorde staten fortræd), men denne pligt kunne den kristne selvsagt ikke opfylde, da det ville blive et klart brud med det første af De Ti Bud. Insisterede den kristne på, at det var Kristus, der var hans gud, faldt dommen øjeblikkeligt. Og de blev pint og tortureret, brændt eller kastet for løverne til massens underholdning i areanerne.
Hos de kristne blev denne martyr død nærmest en befrielse. Martyrdøden var ofte særdeles eftertragtet, nogle kunne endog trygle om den, glæde sig til at blive flået af dyrene i manegen, når kejseren holdt fest!!
Der er først og fremmest tale om tre store forfølgelsesperioder, indtil kejser Konstantin den Store sluttede fred med de kristne, igennem Pax Christiana.
Den déciske forfølgelse 250-251 (under Kejser Décius)
Den Valeriánske forfølgelse 257-260 (under Kejser Valerián)
Den diokletianske forfølgelse 303-306/11 (under Kejser Diokletián).
Kejser Décius udstedte et edikt, som påbød alle at ofre og nyde både offerkød og offervin, inden en bestemt dag.
I forbindelse med den déciske forfølgelse, opstod således tre “grupperinger” af frafaldne:
1) sacrificáti. De havde helt reel ofret.
2) thurificáti. De havde ‘blot’ kastet et par røgelseskorn i offerskålen.
3) libellátici. Som havde erhvervet sig en offerattest - hvor de havde fornægtet Kristus som deres Herre..
Efter den déciske forfølgelse (Décius faldt i kamp 251) dukkede spørgsmålet op, om genoptagelsen i kirke af de frafaldne. Det skulle afgøres, hvordan og hvorvidt de frafaldne overhovedet kunne genoptages. Med andre ord: Hvor stor en synd havde den enkelte frafaldne begået?
“Da forfølgelsen ophørte, og Cyprian kunne vende tilbage [fra sit eksil], afholdt han en afrikansk synode i 251: libellatici kunne genoptages efter individuel behandling og bod; sacrificati kun på dødslejet. Da der senere var udsigt til, at forfølgelsen ville blive genoptaget, gik man i 253 i Afrika endnu videre og gav mulighed for, at allelapsi kunne genoptages efter bod. Denne praksis optog Rom nogle år senere” (Ottosen, s. 108).
Roms nye biskop, Novatián, afviste derimod at genoptage de frafaldne, så længe forfølgelsen stod på.
Efter forfølgelserne blev imidlertid Cornelius valgt som den nye biskop, men Novatián skaffede sig ordinationen som modkandidat, idet Cornelius beskyldtes for at værelibellaticus.
Novatianerne, og presbyterne, som var blevet ekskummuniceret på en synode i 251, søgte således at blive anerkendt på bekostning af Cyprian og Cornelius. Hvilken for Cyprian til at udforme sit biskoppelige kirkebegreb, hvor det blandt andet udtrykkes, at i kirken er den den lovligt indsatte biskop, der har den fulde magt til at give absoluton for alle synder. Saligheden kan kun vindes i lydighed mod ham. Alle bisper står principielt lige, og romerbispen var ikke primus inter páres (den første blandt ligemænd).
I august 257 udstedte kejser Valerián ediktet, der forbød de kristne at holde gudstjenester og besøge deres kirkegård, og deres kirkebygning skulle konfiskeres. Og i 258 udstedtes edikter, der bød at henrette biskopper, presbytere og diakoner. I denne forbindelse blev også Cyprian henrettet (den 14. september 258).
I 260 faldt Valerian i persisk fangenskab.
Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes.
Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag, og det var da også først i forbindelse med dennes uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.
Som det fremgår af ovenstående, har kirken allerede på dette tidspunkt indtaget en ganske betydelig magtposition.
Og når man tænker på den enorme magt, som kirken med den ‘rigtige’ autoritet, dvs. den katolske, således uundgåeligt havde over den ‘rettroende’ kristen, var det for kejseren oplagt at lave en slags alliance med kirken.
EKSKURS: Om Romerrigets nedtur i det 3. årh. skriver John Haywood (s. 70f): “I det 3. århundrede begyndte det at gå ned ad bakke med rigets velstand. Et stigende pres på grænserne nødvendiggjorde en styrkelse af forsvarsværkerne. For at skaffe de nødvendige penge til aflønning af hæen nedskrev man møntfoden. Fok begyndte at tage flere penge for deres varer, og inflationen hærgede. En kejser, som ikke levede op til forventningerne om militære sejre og krigsbytte, risikerede nemt, at hans soldater satte ham fra bestillingen og henrettede ham. Rivaler til magten var der som regel nok af, så det voldte sjældent besvær at finde en efterfølger. Borgerkrige hørte til dagens orden. Germanerne og perserne invaderede riget på skift. Af de 26 kejsere, som regerede mellem 235 og 284, blev alle, på nær én, slået ihjel”. Det endte med, at Diokletian i 286 delte Romerriget i to, en østlig og en vestlig del, da han indså, at riget var alt for stort til, at én mand kunne holde trådene samlet. Hver del fik nu sin egen kejser, og en ny hovedstad blev oprettet. Udover Rom i vest, fik man Konstantinobel i øst (324).
