Det kaos som romerrigets sammenbrud skabte, kom kristendommen til gode.
“Medens i den gamle verden kristendommen trådte ind i en civilisationssammenhæng, der var færdigudviklet på sine egne præmisser, kom den til at virke civilisationsskabende i Europa (...) I det Europa, som antog kristendommen i århundrederne fra ca. 500-1000, var det et gennemgående fællestræk, at de institutioner og sammenhænge, som rakte ud over den svævert lokale, var svagt udviklede, lidet effektive, og sårbare over for kriser. (...) Netop i denne situation kunne det særpræg ved kirkelig kristendom, som allerede de senromerske kejsere havde haft blik for, dens kombination af livstolkning og organisation, få sin fulde vægt og gennemslagskraft. (...) Fra den udgik impulsen til en ny form for legitimation af statslig magt såvel som teknsik hjælp til dens udøvelse” (Balling, s. 132f)
Hermed er også lagt kimen til de magtkampe på alle niveauer - inden for kirken og i forhold til statsmagten - som skulle præge Europas kirkehistorie, vel i princippet helt op til i dag, i hvert fald op til midten af 1800-tallet, hvad Danmark angår (dvs. fra kristendommens indførelse i Danmark omkring år 1000).
I 600-tallet opstod en ny religion, som man godt kan kalde en kætterisk udgave af kristendommen. Den blev stiftet af Muhammad, som antageligt skulle have fået nogle åbenbaringer af guden Allah.
I Mekka, hvor Muhammad var født, blev hans forkyndelse afvist, hvorefter han flyttede til Medina, hvor han vandt tilslutning. Året hvor han flyttede til Medina - 622 - regnes for islams grundlæggelse.
Muhammed forkaster ikke Det gamle Testamente, men anser - ligesom jøderne i øvrigt - kun Jesus som en profet.
“Ordet islam kommer af den arabiske rodform “slm”, som betyder fred, harmoni, hengivelse og lydighed. I religiøs sammenhæng betyder ordet hengivelse under Guds vilje og lydighed mod hans lov” (Khader, s. 17) og “Grundlæggelsen af islam går efter islamisk opfattelse helt tilbage til Adam og skabelsen. Adam hengav sig under Guds vilje og var lydig mod Ham, ergo var Adam den første muslim. Noah hengav sig under Guds vilje, ergo var Noah muslim. Abraham hengav sig under Guds vilje, ergo var Abraham muslim. Moses og Jesus hengav sig begge under Guds vilje, ergo var de muslimer” (Khader, s. 21)
Muhammed mente, at eftertiden forfalskede Jesu budskab. De forskelle, der findes i evangelierne er efter islamisk opfattelse bevis på, at de oprindelige tekster er gået tabt - og Paulus betragtes som den store forfalsker af Jesu evangelium. Desuden mener man ikke, at Jesus faktisk blev korsfæstet.
De åbenbaringer Muhammed fik, anses for at være en sammenfatning og afslutning af alle tidligere åbenbaringer.
Naser Khader har i sin bog “Ære og skam” denne interessante beskrivelse af islams opfattelse af dommedag: “Efter disse overleveringer er et af de første tegn på Dommedagens komme kaos i verden med kun få og forfulgte rettroende. Gud vil på det tidspunkt sende en “Mehdi” (Messias), som vil bosætte sig i Jerusalem og herske (i overensstemmelse med Guds og Koranens forskrifter) i et årti over hele verden. På et tidspunkt vil der dukke en rival op. Denne rival er “Dajjal”, Antikrist, som vil tillade synd, og som (med hjælp fra Satan/Iblis) vil udføre “falske mirakler”, eksempelvis helbrede de syge. Atikrist får hurtigt mange tilhængere, og de rettroende bliver et lille forfulgt mindretal. Gud sender på det tidspunkt Jesus ned dels for at slå Antikrist ihjel, dels for at fjerne alle korsene fra kirkerne. (Muslimerne afviser, at Jesus døde på korset. Iht. den islamiske lære var det ikke selve Jesus, der blev korsfæstet, men en “stand-in”, en, der lignede Jesus. Jesus blev if. den islamiske lære hentet op til himmelen og er fortsat deroppe og vil vende tilbage sammen med Muhammad lige før Dommedagen). Dommedagen kommer først efter, at Jesus “renser ud” og begynder at herske over hele verden med hovedsæde i Palæstina. (Den meget store apokalyptiske betydning, Palæstina og Jerusalem har for muslimerne, skyldes først og fremmest dette lands store rolle i forhold til Dommedagen).” (Khader, s.34f)
Efter Muhammads død i 632 udvides det islamiske imperium, og den arabiske hær nåede også til Europa - først invaderede de Spanien, derefter fortsatte de ind i Sydfrankrig, hvor hæren blev slået af frankernes leder Marl Martél i slaget ved Poitiers år 732.
En af de mest ulykkelige perioder i kristendommens historie skulle da også blive et sammenstød med muslimerne - i forbindelse med det første kristne korstog, som gik mod det hellige land - Palæstina -, som muslimerne havde besat, og som de kristne korsriddere ville befri.
Det var pave Urban II som i 1095 fik krigere fra mange europæiske lande til at drage afsted, for at befri de undertrykte kristne. Det må dog betragtes som et søgt undskyldning for dette korstog, for selvom de kristne - og jøderne - var under muslimsk herredømme, var der faktisk religionsfrihed. Hvilket skyldes, at både kristne og jøder er ‘bogens folk’, dvs. to religioner, som har det hellige skrift, Det gamle Testamente, tilfælles.
Kirken formulerede fem principper for, hvornår en krig kan betegnes som retfærdig eller hellig (Fra artiklen “Den hellige krig” i Kristeligt Dagblad d. 1/11 2001):
1) Person: Professionelle slås mod professionelle - civilbefolkningen skal skånes.
2) Årsag: Krigen er berettiget, hvis de andre begyndte, eller hvis kristne er truet i Mellemøsten.
3) Genstand: Man må kun slås for noget, som retteligen tilhører én. Den kristne kirkes argument var, at Jerusalem var en kristen by.
4) Autoritet: Krig er ingen privatsag, det kræver en pave eller en fyrste at erklære krig.
5) Intention: Man må ikke føre krig for at erobre land, kun for at genoprette ordenen, normaltilstaden.
Man havde en forestilling om, at man ville opnå en belønning i himlen, når man deltog i en hellig krig. Det første korstog endte med Jerusalems erobring i 1099 efter en regulær massakre i byen.
Der fulgte siden seks korstog - det syvende i år 1270.
I 1212 fik man den katastrofale idé, at etablere et børnekorstog, ud fra den tanke, at børn var særligt beskyttet af Gud, men resultatet blev en total nedslagtning af børnene og deres ledsagende tjenere og slaver.
