Ikke uden grund er den prætentiøse, spektakulære og meget smukke film, nemlig Avatar, blevet kaldt verdens dyreste reklame for Greenpeace.
Halvdelen af filmen er ren naturoplevelse, så det er til at få tårer i øjnene af, planeten Avatars konfrontation med 'vores verden', som udtrykkes i filmen, siger en hel del om, hvordan vores forhold til natur og alt det uspolerede, både mennesker, dyr og natur, i virkeligheden er, trods alle flotte taler.
At det mest spektakulære, der umiddelbart kom ud af klimatopmødet i København 2009, kaldet Cop15, var afsløringen af nye magtforhold i verden, og den mest vellykkede ikke-voldelige happening længe, udført af Greenpeace, der afslørede banneret om, at 'Politicians talk, leaders act', er således ret så symptomatisk. Lidt opløftende er det derfor også, at man i Cancún, Mexico, hvor Cop16 blev afholdt i 2010, nåede længere end i København, hvilket har gjort selv Greenpeace mere optimistisk, selvom det nok er ud fra et relativt perspektiv. Pengene mangler endnu. Og ved Cop17 i 2011, som blev afholdt i Durban, Sydafrika, blev man enige om en køreplan, der skal sikre indgåelse af en global aftale i 2015 med ikrafttræden 2020. Det bedste man kan sige om Cop18, afholdt i 2012 i Doha, Qatar, er forlængelsen af Kyotoaftalen til 2020 (der dog kun gælder 37 lande, der samlet udleder mindre end 15 procent af de globale udslip). Og om Cop19, afholdt i Warszawa, Polen, i 2013, sagde Dan Jørgensen (socialdemokrat og MEP) ligefrem "Det er den mest sørgmodige COP, jeg har været til. Her er blottet for optimisme" (RÆSON 04/13). Det bliver her også nævnt (af Michael Zammit Cutajar), at både USA og Kina af historiske grunde har svært ved internationale forpligtelser - "Landet [USA] er født ud af en modstand over for andre, der fortæller dem, hvad de skal gøre" - og mens Kina investerer en masse penge i vedvarende energi, vil de heller ikke acceptere at få at vide af andre, hvad de skal gøre.
Og hvad har så alt det med kristendom at gøre, kunne man spørge. At det åbenbart er et spørgsmål til debat, afslørede den kirkelige diskussion om, hvorvidt kirkerne indenfor folkekirken skulle kime med klokkerne som en slags forbøn til klimatopmødet (i København), eller ej. Mig forekom diskussionen en anelse akademisk, og jeg har i mit stille sind undret mig over, at man ikke bare har henvist til første trosartikel om Gud Fader Den Almægtige som Himlens og Jordens Skaber, men jeg tror, at den ophedede diskussion har rod i den megen fokusering på Kristus som Ordet, som vi har i protestantismen. Anden trosartikel, om Jesus Kristus som Guds Søn, fylder betydelig mere i trosbekendelsen end både første og tredie trosartikel. Og det er i virkeligheden synd og skam, i virkeligheden burde første trosartikel udvides til at være en decideret hyldest til den skabte verden, som værende ikke bare vore naturlige omgivelser, men som noget, der ud fra en kristen tankegang har sin utvetydige kilde hos Gud Den Almægtige som Skaberen af alt mellem himmel og jord.
Tager man kristendommen på ordet har det aldrig været hensigten, at mennesket skulle skalte og valte med naturen, som det lyster, da ansvaret for naturen, med dets fauna og dyr, netop er betroet mennesket fra allerhøjeste sted, nemlig af Gud Den Almægtige selv. At mennesket skal herske over det, betyder nemlig, at vi, ligesom den gode kejser bør tage sig vel af sine undersåtter, skal tage os vel af det til os betroede. Det er det, som normalt kaldes forvalterrollen. Det er ikke vores eget, vi har ikke skabt det, det har Gud Den Almægtige, men vi har fået det overdraget som forvaltere, en rolle som vi tydeligvis ikke er os særligt bevidst, og en rolle, vi tydeligvis ikke udfylder særligt godt. En film som Avatar kan ses som et billede på vores decideret ikke-religiøse forhold til naturen. Skal vi have et andet forhold til vores natur, kræver det en decideret omvendelse. Vores hospitalsvæsen har rod i historien om den barmhjertige samaritaner, en nybesindelse på den skabte verden, og en ny måde at tænke samfund på (CO2-samfundet, som det hed i et nummer af Weekendavisen) kræver måske et helt anderledes fokus på den skabte verden, med alt dens dyr og fauna, som værende ikke bare vor omgivelse, men som givet af vort ophav, Gud Den Almægtige selv. Som vi skal tage vare på vort medmenneske, som en, der er skabt i Guds billede, således skal vi også tage vare på den skabte verden, som kommer fra selvsamme Skaber.
Her vil jeg henvise til filmen Tree Of Life (vandt Guldpalmerne ved Cannes 2011), som netop prøver at vise menneskets indfældethed i hele universet/den skabte verden og forholdet mellem mennesker. Som det hedder i en anmeldelse af filmen: "Er opgaven at leve indfældet i et univers, der i al sin magt og vælde på en gang truer med at knuse os og samtidig er dér, vi henter livet fra dag til dag? Eller er opgaven at skabe vores egen historie under brug af de ressourcer, som vi er så heldige ligger frit tilgængelige foran os?" (Mickey Gjerris i Dansk Kirketidende 06/11, s. 25).
En sådan nybesindelse kunne ligge i indførelsen af begrebet om den kosmiske Kristus, og selvom udtrykket er uvant, er indholdet af udtrykket for så vidt en kendt sag, og egentlig allerede nævnt: "Kristus gennemtrænger alt og er dets bestemmelse. Intet er unddraget Kristus. Det er blot ikke til at komme udenom, at talen om Gud de seneste 250 år er forsvundet fra område efter område, for i dag helt overvejende at lyde i bestemte mellemmenneskelige sammenhænge og i forbindelse med "livets store øjeblikke". Ved at kalde Kristus kosmisk betoner man, at Gud ikke blot hører til i et begrænset antal mellemmenneskelige sammenhænge [begrænset i forhold til helheden], men at Gud er al tings Herre. Erkendelsen af at Kristus er kosmisk, befrier kristendommen fra dens fangenskab under en antropocentrisme, som spærer kristendommen inde i mellemmenneskelige relationer. "Den kosmiske Kristus" kan være det, der fremprovokerer en dybere og mere autentisk kristendomsforståelse, som uden at underkende det mellemmenneskelige i kristendommen ser det i den langt mere omfattende sammenhæng, som kan begrunde og definere det menneskelige, og som kan bringe det i samtale med hele den mangfoldige ikke-menneskelige virkelighed, som det i tykt og tyndt er indlejret i" (Martin Ishøi: Klimaklar kristendom, s. 63 f.).
Som det fremgår af mit kristendomssyn, har jeg et uforbeholdent fokus på det dobbelte kærlighedsbud, hvorom forkyndelsen konstant må kredse. Jeg vil altid først tænke på at støtte Folkekirkens Nødhjælp før Verdensnaturfonden eller Greanpeace for den sags skyld. Men samtidig må jeg også erkende, at en sådan holding kun er holdbar fordi, der er rigtigt mange mennesker, der også støtter de to sidstnævnte. Men et nødlidende barn har altid gjort mere indtryk på mig, end en fugl indsmurt i olie eller et træ, der bløder, uagtet at de to sidstnævnte tilfælde naturligvis også er udtryk for ubesindig og tanketom menneskelig adfærd.
Schweitzer, som ovennævnte Martin Ishøi referer til, taler om 'det Liv, der vil leve' (s. 98), som det, der har etisk værdi, forstået på den måde, at vi som mennesker har et ansvar for at tage vare på det, på samme måde, som vi har ansvar for at tage vare på vor trængende næste. Lidt frit udtrykt kunne man i forlængelse af denne tanke omformulere det dobbelte kærlighedsbud således: 'Du skal elske Herren din Gud, og det Liv, der vil leve, som dig selv'. Udtrykket 'det Liv, der vil leve', inkluderer således både næsten, dyrene og naturen.
Det turde næsten være overflødig at bemærke, at han således totalt afviser en tidehvervsk forståelse af næste-begrebet, som reelt trækker moralen eller etikken ud af kristendommen. Næsten er her kun anledningen til at erkende vores ubodelige syndighed, og så leve et samfundsliv reguleret af love og regler, som hverken kan begrundes etisk eller religiøst (s. 130). Skal vi i dag agere som en samaritaner, må vi derfor gøre os politisk gældende, så politikerne kan træffe de forpligtende beslutninger, der skal til, for at holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Martin Høi tager udgangspunkt i den opfattelse, at klimaforandringerne i høj grad er menneskeskabte, og undertegnede ser ingen anledning til at udtrykke nogen alvorlig tvivl omkring dette.
Løsnet, som Høi ser det, og som er en uhyre interessant tankegang, er afskaffelse af en antropocentrisk vinklet kristendomsforståelse, som han i øvrigt mener er en meget moderne tankegang - "Både Biblen og den gamle teologi er induskutabelt teocentriske. Her er verden et hele, som er bestemt af Gud. Medmindre menneskets brug af verden er Gud til ære, er den misbrug. Imidlertid bliver den anropocentriske horisontforsnævring, som tager fart fra renæssancen og frem og gennemtrænger hele kulturen, med nogen forsinkelse også dominerende i teologien. Det er ikke forkert at sige, at antropocentrismen fandt sig bekræftet i det nye naturvidenskabeligt prægede verdensbillede, som "ikke behøver Gud"" (s. 144). Antropocentrisme vil altså sige - i kort form - at mennesket har en helt særlig stilling i universet, hvorfor det kun er mennesket som kan være etisk subjekt.
Afskaffelsen af den antroprocentriske tilgang er med andre ord ikke en fornægtelse af menneskets særstilling som bærer af Guds billede, som den, der er skabt i Guds billede, tværtimod. For som Gud af indlysende grunde må omslutte hele den skabte verden med sin allerstørste kærlighed, således må også mennesket, netop som bærer af gudbilledligheden, elske hele den skabte verden. Og kun sådan kan mennesket se sin indfældethed i den skabte verden, symbiosen med naturen, dyrene, faunaen, og kun sådan kan vi se, at den skabte verden kan være afhængig af vores gerninger, eller mangel på samme, i forhold til den. Den skabte verden ikke som et middel til vor tilfredsstillelse og nydelse, men som havende en værdi i sig selv, uanset dets nytteværdi i øvrigt. Og da vore medmennesker rundt omkring i verden på afgørende punkter er afhængig af naturressoucer, dyr, fauna, klimaet, med videre, på en måde, som idag er næsten fremmed for os hertillands, er det i virkeligheden ret klart, at det dobbelte kærlighedsbud, også som vi kender det, uden ovenstående omskrivning, de facto implicerer kærlighed til hele den skabte verden i øvrigt, da den skabte verden er en helhed.
Jeg kommer igen til at tænke på planeten Avatar i filmen af samme navn. Her er det åbenlyst, at der er en sådan symbiose mellem mennesker og natur. Dræbes naturen, dræbes mennesket langsomt - "Næstekærligheden repræsenterer en selvforståelse, som går til verden i et helheds- og enhedsperspektiv, der er fokuseret på det fælles bedste for hele skabningen, og som fremfor alt investerer sig selv i opgaven. For kærlighedens væsen er at give sig selv" (s. 149).
Hvordan kirken skal gå ind i klimakampen er nok en temperamentssag, og der er med sikkerhed nogen, der vil sige man blander politik ind i forkyndelsen. Det sker som bekendt altid, når nogen hævder, at kristendommen har noget at sige samfundet, om det så er et forsøg på at mane til besindelse i udlændingepolitikken, eller det gælder en nybesindelse på klima- og miljøspørgsmål.
Sidst i bogen skriver Ishøi blandt andet: "Under en "grøn kirke konference", støttet af Århus Stift og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd i 2008 opfordrede [daværende] klima- og energiminister Connie Hedegaard alle gode kræfter til at stå sammen i klimakampen. "Jo mere man har sat sig ind i forholdene, desto mere bekymret bliver man", sagde ministeren, og fortsatte med at sige, at det ikke var et spørgsmål på linje med alle andre dagsaktuelle og partipolitiske spørgsmål, men "en kategori for sig". Kirken må ifølge Connie Hedegaard ikke være bange for at appelere til folks ansvar, for "dér har kirken et religiøst sprog og et perspektiv, der rækker længere end mig mig mig."" (s.186).
Men at missionen er op ad bakke, samtidig med, at udfordringen er udtrykt for et kæmpe paradoks, udtrykker Lene Andersen (under pseudonymet Jesper Knallhatt) i 4. bind af værket Baade-Og meget præcist: "... en af de helt fundamentale sammenhænge som vi har mistet i vores kultur - og som over halvdelen af jordens befolkning må formodes at have mistet med os, eftersom det nu er over halvdelen af jordens befolkning der bor i byer og ikke på landet - det er vores forbindelse til naturen. Som art er vi blevet til i og af naturen, vi er tunet til at indgå i symbiose med den, og det har alle dage været et af vores grundvilkår at være underlagt den (...) Derfor nyder vi at sidde og kigge ud over havet eller op på skyerne eller hen over bølgende kornmarker. Det er den slags omgivelser vi er programmeret til at befinde os i." (s. 51).
