Prædiken til Julesøndag, 2013 (Matt. kap. 2, v. 13-23). Holdt i Grathe Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.
"Da tidens fylde kom", således skriver Desmond Tutu med et udsagn fra Paulus i bogen "Ingen fremtid uden tilgivelse". Det er en hentydning til tiden omkring Murens Fald, Sovjetunionens sammenbrud og Apartheidregimets fald. Da pludselig en masse omstændigheder rundt omkring i verden faldt i hak på den helt rigtige måde, så blev dét muligt, som vi på hver vores breddegrader ikke havde set komme, måske endda ikke i vores egen levetid. Vi er mange, der synes det var uvirkeligt, da Muren faldt i 1989, og jeg er overbevist om, at mange sorte sydafrikanere oplevede det meget uvirkeligt, da de for første gang kunne stemme til et demokratisk valg i april 1994 i Sydafrika.
Der er rigtigt mange begivenheder, om det så gælder globalt, nationalt, lokalt, eller bare i vore egne helt personlige liv, som kan virke helt ude af vore hænder, selvom vi hver især kan sidde med alle vore gode intentioner og håb om noget bedre, hver med vores forskellige baggrunde og forudsætninger. Og så opstår pludselig en situation, hvor alt falder i hak, og radikale ændringer er mulige, og der bliver et før og efter. Vi har som bekendt et før og efter Murens Fald, et før og efter Sydafrikas første demokratiske valg på de breddegrader, en begivenhed, som vi er mange, der har mindes de sidste mange uger i kølvandet på tidligere præsident Nelson Mandelas død tidligere på måneden.
Fra vore egne liv kender vi det sikkert fra begivenheder, der viser sig at få stor betydning for vore liv, og som også virker lidt ude af vores hænder. Om det så er en forelskelse, hvor vi møder den rigtige ved et tilfælde, hvor alt tilsyneladende falder i hak, eller det er drømmejobbet der pludselig bliver muligt.
Nogle gange kalder vi disse begivenheder for skæbnen, andre gange lader vi os bare undre og fascinere over livets og verdens gang og dynamik.
"Da tidens fylde kom" er naturligvis - hos Paulus - en henvisning til Jesu komme. Og når vi tænker over Juleevangeliet, som vi har hørt for mindre end en uge siden, så er det også en ret utrolig begivenhed. Undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria. Født i en stald, lagt i en krybbe. Stræbt efter livet fra fødslen af. Det er også ret vildt, når man tænker over det.
Der er tilsyneladende begivenheder, der bare ikke kan stoppes, når de først er begyndt, og sætter sig igennem med al sin styrke. I de sidste par år er det såkaldte arabiske forår måske et godt eksempel herpå. Det er muligt, at det ikke går helt så godt i disse nordafrikanske lande, som vi i Vesten kunne ønske os, men ånden er ude af flasken, processen hen mod demokrati i en eller anden forstand kan nok forsinkes, men ikke bremses.
Man må ellers sige, at magthavere, som ikke bryder sig om tingenes tilstand, ikke bryder sig om at se situationen udvikle sig på en anden måde, end de i deres eget storhedsvanvid helst ser udviklingen forløbe, ikke er bange for at bruge brutal vold. Vi ser det for øjnene af os i disse dage i Syrien. Eller man ser det, når man iagttager det folkemord, man kan se spiren til i Den Centralafrikanske Republik.
At tyranner gør, hvad de kan, for at bevare kontrollen, for at bevare de magtstrukturer, som holder dem selv ved magten, er der absolut ikke noget nyt i.
Når noget virkelig giver genlyd på den negative måde, så bruger vi sommetider udtrykket "der lød et Ramaskrig", og det er en direkte henvisning til barnemordet i Betlehem, som vi hører om i dag. Det er måske den mest bestialske tekst i Det Nye Testamente, og det siger hel del om, hvilket indtryk en nyfødt frelser gjorde på sin samtids magthavere.
Og hvor er vi så selv i alt det her? Det er et rigtigt godt spørgsmål, og svaret afhænger unægteligt af perspektivet. Det store spørgsmål er nemlig, hvor langt vores ansvar rækker, hvor meget af det, som vi dybest set ikke har nogen direkte indflydelse på, hvor meget af det, må vi alligevel tage en del af ansvaret for? Løgstrup har et sted skrevet om det ansvar, der følger af at være en del af de givne politiske og samfundsmæssige forhold og strukturer. Jeg husker desværre ikke hans præcise formuleringer, men essensen er, som jeg husker det, at i det omfang vi enten stiltiende eller aktivt anerkender det samfund og de strukturer, vi er en del af, så vil vi også få et medansvar for dets konsekvenser. Om det så handler om retsstaten, markedsmekanismernes spil eller de folkevalgte politikeres måde at tænke politik og handle på. Jeg kan for egen regning huske, at jeg i forlængelse af nine-eleven den 11. september 2001 spekulerede over, hvad det dog var for politiske strukturer jeg var en del af, siden at en gruppe mennesker kunne hade os så meget, at de var villige til at sende et par fly ind i kapitalismens højborg, World Trade Center - og andre steder, hvor det skabte knap så meget ravage - i Pentagon, fx. Denne begivenhed skabte store ændringer i måden vores politikere - både danske og udenlandske - tænkte politik på, og som også betød, at mange i en overgang talte om før og efter nine-eleven, før og efter 11. september.
Uanset vores ståsted, hver især, så synes jeg altid det er sundt at forholde sig til, hvilket ansvar vi hver især har, for verdens gang. Det kan lyde meget tungt, for som sagt er det få ting, vi har nogen som helst direkte indflydelse på. Ikke desto mindre kan det være sundt at stille spørgsmålet, om konsekvensen af vores holdninger og handlinger altid er lige hensigtsmæssige. Det er jo ikke ligegyldigt, om vi hver især vælger politikere, der går ind for en såkaldt stram eller en såkaldt slap udlændingelov, om vi vælger politikere, der taler for eller imod brugerbetaling i sundhedsvæsnet, eller vi vælger politikere, der sender vore danske soldater i krig. Der er love og regler i spil, der har meget konkrete konsekvenser for de mennesker, der rammes. Hvor vi hver især står på disse punkter er jo et politisk spørgsmål, men illustrerer, at vores holdninger på et i grunden meget praktisk hverdagsagtigt niveau har konsekvenser for vore medmennesker. Og støtter vi krigen i enten Afghanistan, Irak, Libyen eller hvor det nu måtte være - har vi så ikke også liv på samvittigheden? Ja, det er i hvert fald et vigtigt spørgsmål.
Og hvad har alt det med dagens evangelietekst at gøre? Jo, Julenat, da vor Herre blev fød, og lyset sig tændte i mørkets skød, og tidens fylde kom, allerede dér var der magtfaktorer, der stræbte det lille Jesusbarn efter livet. Jesu mission synes næsten tabt på forhånd, da hans forkyndelse viste sig også at repræsentere en modkultur i forhold til det bestående - tag bare budet om fjendekærlighed. Intet under, at nogle magthavere kan have følt sig truet, uagtet at Jesus jo ville noget ganske andet end at være magthaver - Jesu rige er som bekendt ikke af denne verden, om end det kan opleves glimtvis i denne verden, i det kærlige møde med vor næste. Og det endte jo også med, at magtens strukturer korsfæstede ham med folkets billigelse, da der gik pøbelvælde i beslutningsprocessen.
Diktaturer og enevældige herskere har altid villet undertrykke det rigtige og gode. For det rigtige og gode giver frihed, frihed til at leve livet i kærlighed til sine medmennesker, og den giver lige værdighed, som heller ikke passer ind i et diktaturs logik. Og nu er jeg jo godt klar over, at der ikke er nogen af os, der ønsker et samfund, hvor en magtelite undertrykker flertallet, men et samfund, hvor vi alle er nogenlunde ligeværdige, så meget, som det er menneskeligt muligt. Men af samme grund tillod jeg mig det lidt provokerende spørgsmål: I hvor høj grad har vores egne holdninger og handlinger uheldige konsekvenser for vore medmennesker? For alle vore holdninger og ikke mindst handlinger har konsekvenser. Og når man tænker på, hvor tilbøjelig vi er til at sætte os selv og vores allernærmeste i centrum, er der en oplagt risiko for, at vor fremmede næste glemmes, eller ignoreres, da det som bekendt er så nemt så nemt at gå den brede vej uden om vor næste.
Magtstrukturerne på Jesu tid var en stadig trussel mod det lille Jesusbarn, og endte som bekendt med en korsfæstelse til sidst. Vi alle væmmes helt naturligt ved at læse om barnemordet i Betlehem, og tænker sikkert, at der stadig er mange steder i verden, hvor der er meget lidt respekt for liv, hvis andre interesser kommer i vejen.
Det vi hver især kan gøre, er at insistere på det første og største bud, som Jesus kalder det dobbelte kærlighedsbud, og forsøge i holdning og handling at integrere det i vores liv - i en åben erkendelse af, at vore holdninger og handlinger har konsekvenser, både for vores konkrete hverdag og de mennesker vi omgås dagligt, og for de strukturer vi selv er en del af, om det så er lokalt eller nationalt, politisk, religiøst, forretningsmæssigt, eller noget helt fjerde, og uanset hvor bevidste vi er om vor indflydelse i disse sammenhænge. Og så bede om nåden som en del af det daglige
brød, og glæde os over, at magtens strukturer ikke fik knust tidens fylde, da den kom til verden Julenat, men nåede at blive både gave og opgave for vores liv, hver især.
Amen.
