Den klassiske definition af racisme er, at udtrykket kun omfatter en egentlig racelære, hvor en biologisk race opfattes overlegen eller underlegen i forhold til andre. Men i dagligdags sprogbrug bruger mange i dag ordet racisme i en bred og mindre klar betydning, hvor det omfatter alle negative ytringer mod en bestemt gruppe mennesker, især minoritetsgrupper.
Da race er et omstridt begreb, er det ikke underligt, at der er uenighed om defitionen af racisme. Ordet race har siden den klassiske racismes fremkomst med Gobineau i 1800-tallet og især siden nazismen i 1930'erne været forbundet med en inddeling af menneskeheden i europæere, afrikanere og asiater, og evt. undergrupper. Men i ældre sprogbrug, og stadig på f.eks. engelsk, betyder race nærmest "slags", mennesketype, stamme, nation eller folk, uden den biologisk-genetiske betydning. Man kan derfor måske argumentere for, at ordet racisme skal have en udvidet betydning i retning af "lære, som bygger på at opdele mennesket i grupper/stammer", men dette er ikke den klassiske betydning af ordet. Nogle af de dagligdags betydninger af ordet racisme er bedre dækket af begreberne diskrimination (forskelsbehandling) eller xenofobi ("fremmedhad").
Det er med andre ord et spørgsmål om ordets betydning, der er afgørende for, om Dansk Folkeparti kan kaldes et racistisk parti. Men at Dansk Folkeparti deler menneskeheden op i grupper, er indiskutabelt. Helt åbenlyst, når der tales om muslimer som en generel gruppe, og den voksende uvillighed til at skelne mellem islam og islamisme. Og helt åbenlyst, når verden dels op i den vestlige, og tredieverdenslande. Dansk Folkeparti har bl.a. udtrykt ønske om en nytolkning af konventionerne, så mennesker fra den tredie verden ikke kan få samme rettigheder, eller i bedste fald slet ikke kan komme indenfor murene i den vestlige verden, og i særdeleshed i Danmark. Om der er tale om fremmedhad eller fremmedangst er nok en temperamentssag, men at Dansk Folkeparti ikke ligger skjul på ønsket om at forskelsbehandle forskellige grupper i samfundet er indiskutabelt.
Hvorvidt der er tale om racisme eller blot diskrimination kan meget hurtigt blive en akademisk diskussion. I hvert fald er det et faktum, at Pia Kjærsgaard tilbage i 2003 fik en højesterets dom for, at hendes holdinger kan kaldes racistiske. Denne dom slog fast, at ordet racisme ikke længere kun dækker nazisternes syn på arv, men også kan bruges til at dække nedsættende bemærkninger om alle på baggrund af arv, religion eller seksuel observans. Hun har også udtalt, at "der er kun én civilisation, og det er vores". I den stærk kritiske bog Stuerent? har Christian Braad Thomsen et indlæg ("Offermytologien"), hvor der er slag til både islam, Dansk Folkeparti og kristendommen (han læser biblen som Søren Krarup læser koranen). Sidst i indlægget har han følgende nøgterne observation:
"Jeg ved ikke, i hvor høj grad Krarup sympatiserer med den nynazistiske bevægelse, men både han og hans parti kunne i hvert fald have skrevet følgende afsnit i principprogrammet for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse: "Vi finder det naturligt, at ethvert folk ønsker at leve i overensstemmelse med det kulturmønster, det har skabt igennem generationer, og at bevare den jord, det har forsvaret med sit blod. Vi vil derfor bekæmpe enhver indvandring af folkeslag, som ikke er os biologisk og kulturelt beslægtede og tilstræbe en repatriering af allerede indvandrede"" (s. 138).
Det er i hvert fald påfaldende, hvad centrale medlemmer af partiet - bl.a. Jesper Langballe og Søren Krarup - kan komme afsted med at sige, uden at blive smidt ud af partiet, når man tænker på, at andre mindre kendte medlemmer har fået sparket for udtalelser, der nok har været ublu groteske, men ikke på højde med Langballe og Krarup. Og det skyldes helt sikkert, at disse to personer har en vis rygdækning blandt vælgerne. "På trods af DF's billede udadtil som stuerent støtteparti for den borgerlige regering er partiet del af et netværk både nationalt og internationalt med yderst ekstreme holdninger. Den danske forening fejrede sit 20-års jubilæum den 17. marts 2007. Søren Krarup, som var medlem af foreningen indtil 2002, hvor han sammen med Jesper Langballe og Søren Espersen meldte sig ud, holdt jubilæumstalen" (s. 8). Højreekstremister i Den Danske Forening kaldes ”nutidens sande helte” – og sammenlignes med besættelsestidens frihedskæmpere.
