Jeg vil bede jer blive siddende, da jeg ikke læser fra De Hellige Skrifter, men tekster af Nelson Mandela og Regin Prenter.
Fra Nelson Mandelas forsvarstale fra 1964, skrevet umiddelbart inden, han blev idømt fængsel på livstid:
"Jeg nåede frem til den konklusion, at når vold her i landet var uundgåeligt, ville det være urealistisk at fortsætte med at prædike fred og ikkevold. (...) Jeg kan kun sige, at jeg følte mig moralsk forpligtet til at gøre det, jeg gjorde.
Der er fire mulige former for vold. Der er sabotage, der er guerillakrig, der er terrorisme, og der er åben revolution. Vi valgte den første mulighed. Sabotage ville ikke medføre tab af menneskeliv og gav det bedste håb for det fremtidige forhold mellem racerne. Ufordrageligheden ville blive holdt på et minimalt niveau, og hvis politikken lykkedes, kunne der være udsigt til en demokratisk regering. (...) Vi vurderede, at vi med vores planlagte ødelæggelser af kraftværker og forstyrrelse af jernbanedriften og telekommunikationen kunne skræmme kapitalen væk fra landet og derved tvinge landets vælgere til at tage deres synspunkter op til fornyet overvejelse. (...) [Vi] gennemførte (...) første aktion 16. december 1961, da regeringsbygninger i Johannesburg, Port Elizabeth og Durban blev angrebet. De udvalgte mål beviser den politik, jeg har beskrevet. Havde vi ønsket at angribe menneskeliv, ville vi have valgt mål, hvor mennesker var samlet, og ikke mennesketomme bygninger og kraftværker".
Uddrag fra Regin Prenters tekst "Kirken og retten", der blev udsendt i marts 1944, og som blev bifaldet af flere teologer, heriblandt Løgstrup og en modstandsgruppe blandt de danske præster, som hed Præsternes uofficielle Forening:
"Naar Kirken i Dag skal følge Ordinationsløftet og formane til Lydighed mod den rette Øvrighed, Barmhjertighed mod de elendige og Kærlighed til Næsten, staar den i en meget vanskelig Situation. Retsforholdene i vort Land har i de sidste Maaneder udviklet sig i en Retning, som gør det vanskeligt for Kirken at tale konkret baade om Lydighed mod den rette Øvrighed og om Barmhjertighed mod Næsten. Retstilstanden er i Øjeblikket saadan, at det er svært at afgøre, om vi virkelig har en ret Øvrighed at adlyde" [og videre]: "Kirken ønsker ikke at blande sig i Statens Sager, men netop at respektere Staten i dens Suverænitet som den Guds Tjener, den er (Rom.13,4). Men dette betyder dog ikke, at Kirken ikke har noget at sige Statsmagten. I det Øjeblik Statsmagten truer med at forlade Rettens Grund og opløse sig selv i et Vilkaarlighedens Despoti, er det Kirkens Pligt at kalde til Værn om Retten. Kirken blander sig ikke ind i Statsmagten paa den Maade, at den ønsker at autorisere en bestemt Statsform som den eneste kristelige. Kirken kan leve sit Liv under en hvilket som helst Statsform undtagen den, der gør sig til eet med Lovløsheden. Naar den faktiske Statsmagt "befaler at synde, da bør man adlyde Gud mere end Mennesker" (C.A. Art XVI)".
SALME 484 "Du, som vejen er og livet"
Jeg vil igen bede jer blive siddende, da jeg ikke læser fra De Hellige Skrifter, men et kort uddrag fra Peter Seebergs roman "Fugls føde":
Personen Hiffs taler til hovedpersonen Tom:
"Virkeligheden er ikke ligegyldig, (...), enhver må finde et udgangspunkt i fortvivlelse og så søge sig frem så godt, han kan (…). Men jeg kan ikke belære dig, for du magter ikke at gøre dine erfaringer til uforfalsket rettesnor og skabe dig et brugbart selv"
Tom har fundet ud af, at han savner sin kone, som tilsyneladende har forladt ham. Hiffs, som også taler om frihed, fortæller Tom, hvad indholdet af denne frihed kunne være for Tom: ”løb ind til byen og fortæl hende [altså konen], hvad du er kommet til klarhed over, tag en fast stilling, byg hus og avl børn, og dyrk hende trofast, til døden skiller jer”.
TROSBEKENDELSEN
