Prædiken til Hellig Tre Kongers Søndag, 2014 (Matt. kap. 2, v. 1-12). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Da jeg læste teologi, lærte jeg et lidt specielt ord at kende, som jeg kom til at holde af, selvom det også var og er ret tungt. Det var ordet "omkalfatring". Omkalfatring. Det handler på mere almindelig dansk om at vende alle værdier på hovedet. I stedet for at have som dyd eller ideal at dø gammel og mæt af dage, som fx. er en stor dyd i Det Gamle Testamente, kunne et ord som ydmyghed måske være at vende denne værdi på hovedet - altså, at det er nok at være menneske, og ikke hvor mange besiddelser man har, som ellers er en værdi i Det Gamle Testamente. Hvis man fx. synes, at det er noget ganske særligt, og en ganske særlig dyd at have magten, så ville det selvsagt være at vende denne værdi på hovedet, ved i stedet at være andres tjenere.
Jeg mener personligt, at netop dette ord - omkalfatring - dette, at vende alle værdier på hovedet, rummes i hele Jesu forkyndelse. Og det er også helt sikkert en af hovedgrundene til, at Jesu disciple gang på gang i evangelierne viser sig igen og igen at have misforstået, eller ikke kunne forstå Jesus og hans lignelser. Det sker som bekendt mere end en gang, at Jesus skælder dem ud, fordi de opfører og udtaler sig så uforstandige, til trods for, at de går op ad Jesus hele tiden.
Det starter som bekendt Julenat, da vor herre blev fød, og lyset sig tænkte i mørkets skød. Hvor Jesus bliver født i en stald, og lagt i en krybbe, fordi de - Josef og Maria - ikke kunne finde plads andre steder. Det er mildest talt ikke et oplagt sted at forvente verdens frelser komme til verden. Tænk engang på de forhold, vort eget kongehus har, når der ventes en fødsel på vej. Der bliver spærret en hel afdeling af på fødegangen, og så bliver både moder og den nyfødte behandlet som - nå ja, prinser og prinsesser. Det er unægtelig anderledes beskedne forhold, der kommer det lille Jesusbarn til gode. Samtidig med, at magthaverne fra fødslen af, ønskede det lille Jesusbarn til livs.
Denne nye måde at tænke værdier på, viser sig også i dagens evangelietekst. De vise mænd ønsker at tilbede den lille ny jødernes konge, og opsøger selvfølgelig Jerusalem, og venter grangiveligt at finde den nye konge hos Herodes. Hvor skulle man ellers vente at se en nyfødt konge, andre steder end i Jerusalem, på kongeslottet? Det står ikke direkte i teksten, men er antydet.
Herodes bliver selvfølgelig forfærdet, han ser selvfølgelig sin egen magt truet. Man kan stille spørgsmålet, hvad der dog gjorde de vise mænd, vise. For de bruger jo helt almindelig logik, når de søger efter den nye jødernes konge. De virker ikke specielt vise, hvis man spørger mig. Herodes forsøger tilmed at lokke dem til at afsløre stedet for Jesu fødsel, når de selv har fundet det.
Og som nævnt indledningsvis, og som det er blevet fortalt igennem 2000 år, så viser det sig, at denne nye konge, jødernes konge, kommer til verden i en stald, og lagt i dyrenes ædetrug, altså en krybbe.
Jeg tror, at de vise mænd mener deres tilbedelse helt oprigtigt. Ud over, at de overgiver de berømte fødselsdagsgaver, guld, røgelse og myrra, til Jesusbarnet, har de vise mænd sikkert lige som mange af deres landsmænd senere, et håb og et ønske om, at nu er jødernes konge, frelseren, messias, endelig kommet til verden, som det har været profeteret længe i Det Gamle Testamente. Men dagens tekst viser også - lige som mange af beretningerne i evangelierne - at de har misforstået, hvem eller hvad, Jesus er for en konge, hvad han er for en frelser. De ser sikkert for sig, at nu er den frelser endelig født, som skal frelse, forløse og befri jødernes fra romernes besættelse. Nu er undertrykkelsen og ufriheden endelig på vej til at blive kastet over bord. Nu er jødernes nye konge født.
Sådan blev det som bekendt ikke. De vise mænd får hjælp til at finde det lille Jesusbarn, ved at en af stjernerne på himlen opfører sig ganske særligt, og bliver en ledestjerne for de vise mænd. Når menneskene har misforstået, hvilken konge, og hvilken frelser, der er kommet til verden, må Vor Herre hjælpe lidt til, ved at vise den rigtige vej, bort fra kongeslotte og kongekroner, hen mod en stald, hvor Jesusbarnet og dets forældre havde fået lov at være, fordi der ikke var plads andre steder.
Hele denne omkalfatring, hele denne mission med at vende alle værdier på hovedet, bliver i hele Jesu forkyndelse det gennemgående. Dels er magt og indflydelse som regel plusord, men det er lige præcis, hvad Jesus frasiger sig - ikke mindst under fristelsen i ørkenen, og når han flygter fra folkemængden, der vil krone ham. Det er en meget normal menneskelig tilbøjelighed at tænke i os-og-dem termer, nogle gange uskyldigt, andre gange kan det grænse til racisme, eller være det. Jesus, derimod, taler om den helt umulige fjendekærlighed, hvor han endda bryder logikken i vort sprog - for vores sprog kan ikke altid indeholde Jesu forkyndelse. Jeg mener, man kan jo ikke elske sine fjender, så var det netop ikke fjender. Men den menneskelige logik kan Jesus som bekendt ikke bruge til så meget, når Sandheden skal forkyndes. For vi skal elske vore fjender.
Det viser sig endvidere under fodvaskningen i Johannesevangeliet. På Jesu tid var det slavernes opgave at vaske fødderne på deres herre. Man må forestille sig et klima, hvor fødderne blev ganske beskidte efter de lange vandringer, eller de lange rideture, iført sandaler. Men her tager Jesus som bekendt tjenerens, slavens, rolle på sig, og vasker disciplenes fødder, og giver dem dermed et uudsletteligt forbillede på, hvordan de skal opføre sig over for hinanden og deres medmennesker. Ved at tjene.
Det sker altså ganske mange gange i løbet af evangelierne, at Jesus vender de kendte og, stadig i dag, gængse værdier på hovedet. Palmesøndag viser i øvrigt, at folket stadig ikke har forstået budskabet. De modtager Jesus som en konge under Jesu indtog i Jerusalem, selvom det netop er det, Jesus ikke er. Hans rige er netop ikke af denne verden, om end vi kan opleve den glimtvis i det kærlige møde med vor næste.
Derfor er dagens evangelietekst en vigtig reminder, en vigtig husker til os alle sammen. For den viser, at også godtroende og oprigtige mennesker, der gerne ville hylde den lille ny frelser, tilsyneladende havde misforstået, hvilket menneske de havde med at gøre, allerede fra starten af. De opsøgte byen, hvor slottet lå. De skænkede det selvsagt ikke en tanke, at han skulle findes i en stald, i en krybbe. Derfor måtte de ledes på vej af en stjerne.
Hele teologi- og kirkehistorien er i øvrigt fuld af netop diskussioner om, hvem Jesus egentlig var, og det er desværre ikke altid, at disse diskussioner er gået lige stille af sig.
En af de vigtigste af disse diskussioner, mener jeg også bliver forenet i dagens tekst. Jeg plejer - og har også gjort det overfor konfirmanderne - at gøre et stort nummer ud af at fortælle, at Jesus både er sand Gud og sandt menneske på en og samme tid. Her er julen altid et godt billede på, at Jesus var og er sandt menneske. Han har nemlig fødselsdag som alle os andre. Og det viser sig igennem evangelierne, at han både kan føle dødsangst, give udtryk for at han ønsker kærlighed, og føle sig svigtet.
Og jeg plejer at nævne påsken, som eksempel på, at Jesus samtidig med at være sand menneske, også er sand Gud. For når vi skal bestemme, hvornår vi skal fejre opstandelsen, så er vi nødt til at kigge til himlen. Påskesøndag falder altid den første søndag efter, at vi har set fuldmånen på himlen efter 21. marts, altså første søndag, efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Påskesøndag fejrer vi det største under, netop opstandelsen, hvor Gud bekræftede Jesus som sin søn, Guds søn.
Derfor er dagens tekst også god til at runde julen af med. For her fremgår det jo både, at Jesus bliver født, og dermed har fødselsdag, som vi på vore breddegrader vælger at fejre aftenen før julenat. Men for at de godtroende og oprigtige vise mænd skal have nogen mulighed for at tilbede den lille ny, ja, så er de også nødt til at se op til himlen, så de kan lade sig lede af stjernen. Det menneskelige og det guddommelige i en kort fortælling.
Så når vi hver især kæmper med at forstå og tage denne radikale omkalfatring til os, tage til os, at Jesus i sin forkyndelse vender alle værdier på hovedet, i hvert fald i forhold til meget at det, som vor fornuft tilsiger os, når vi kæmper med at forstå og tage Jesu forkyndelse til os, og sommetider har mest lyst til at gå den brede vej uden om næsten, fordi det er så nemt så nemt, så kan det være sundt engang imellem lige at lade blikket søge mod himlen, gerne en stjerneklar aften, og lade os overvælde af himmelhvælvet og de mange stjerner, og tænke, at der er en, som er så meget større end os, at vi ikke kan begribe det, og tænke på, at en af de mange millioner af stjerner, for en nat for omkring 2000 år siden, blev en ledestjerne for de vise mænd, så de kunne tilbede det lille Jesusbarn det rette, men uventede sted, og siden har kunnet bære historien videre, også til os i dag.
Amen.
