Ordet 'gudbilledlighed' er måske et tungt teologisk udtryk, og kan have mange betydninger. Her vil jeg koncentrere mig om menneskets godhed, eller mangel på samme. En ærkelutheraner vil sige, at mennesket har tabt dets gudbilledlighed fulstændigt ved syndefaldet. Det står med ryggen til Gud, og kigger i stedet på Djævelen. Ud fra det mennesket selv kan gøre, kommer kun fortabelse. Menneskets vilje er vendt bort fra Gud og vælger imod Gud. Efter syndefaldet stiler hele menneskeheden imod afgrunden. Selv i den frommeste har viljen retning imod selvet og er bortvendt fra Gud. Kun Jesus Kristus var i hele sit væsen vendte henimod Gud, parat til at gøre Guds vilje fuldt ud.
Grundtvig er mere optimistisk - eller i hvert fald mindre pessimistisk - på dette punkt. Vores gudbilledlighed er ikke tabt, blot sløret. Vi er ikke 'gode' mennesker, men er dog (glimtvis), når vi gør gode gerninger, i vort hele væsen, vendt mod Gud. Men det sker dog kun glimtvis. Og jeg mener, at det er det, Jesus giver udtryk for, når han siger: "Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham" (Matt. 7,11).
