Der er ingen tvivl om, at Grundtvig var glødende nationalist. Han hadede "Tysken", når en sådan var inden for Danmarks grænser, men det var mildt sagt også en anden tid, Grundtvig levede i. Krigens rædsler var dengang nærværende for en dansker på en måde, som vi ikke med rimelighed kan sætte os ind i i dag, selvom nationalister som fx. Søren Krarup har udtalt, at 'kampen' i dag er mere nødvendig end nogensinde.
Dog vil jeg påstå, at hvis bevidstheden om det dobbelte kærlighedsbud gennemsyrer en i marv og ben, og således hele ens liv, må ens politiske holdning nødvendigvis være uforenelig med nationalisme, da jeg vil påstå, at nationalisme er udtryk for en meget bevidst opdeling af samfundet/verden i ‘venner’ og ‘fjender’, eller i hvert fald en skelnen mellem et ‘os’ og et ‘dem’, i stedet for at se på samfundet som en gruppe medmennesker, som skal behandles efter behov, uden at det givne etniske tilhørsforhold (‘dansk’ som ‘ikke-dansk’) i sig selv giver anledning til forskelsbehandling.
Jeg mener derfor, at Jesu forkyndelse i sin grundvold er anti-nationalistisk.
Derfor anser jeg nationalstaten med dets tilhørende grænser, og et statsborgerskab, for den sags skyld, som rent pragmatiske størrelser. Et statsborgerskab skulle give en bestemt retsbeskyttelse. Dels at man ikke udleverer danske statsborgere til retsforfølgelse i andre lande, uanset forbrydelsens karakter. Og så burde et statsborgerskab, som den naturligste ting i verden, give en person ret til at bo sammen med den mand eller kvinde, han/hun måtte have lyst til. Sådan er det ikke i dag for de danske statsborgere, der er sammen med en udlænding, pga den stramme udlændingelov, vi har i dag.
