Som grundtvigianismen selvsagt har rod i Grundtvigs kristendomsforståelse, og Indre Mission havde sin egen hellige høvding, nemlig Vilhelm Beck, der som en diktator bestemte, hvad rigtig kristendom var for en størrelse, er der ikke nogen ‘leder’ eller åndelig vejleder i tidehvervs-bevægelsen. Det ville i virkeligheden også være særdeles anti-tidehvervsk.
Spiren til bevægelsen begyndte, da især næstformanden i Danmarks Kristelige Studenterforbund, N.I. Heje, på sommermødet i 1924, angreb den sentimentale, følelsesbetonede og moraliserende kristendomsforkyndelse, der prægede studenterforeningen/-erne og den patetiske kirkelige aktivisme.
Kritikken medførte et ramaskrig, og foreningen blev splittet i to i 1928. Dels en konservativ forening - “Kristelig Adademisk Forening”. Og professor i teologi N.H.Søe overtog magten i studenterforeningen, som i øvrigt opløstes i 1931.
Som nævnt er der ikke nogen egentlige hovedmænd i denne teologiske bevægelse, så hvis man skal have et indtryk af den tidehverske kristendomsforståelse, må man fx. ty til tidsskriftet Tidehverv, som udkom første gang i 1926. Og i øvrigt til de tidehversk sindede teologers prædikener og bogudgivelser.
Selvom P.G.Lindhardts bog Det evige liv er skrevet et par årtier ind i tidehvers-bevægelsens historie, vil jeg alligevel citere uddrag fra den, da den er et meget godt udtryk for den tidehverske tone. Derfor en fyldigt uddrag. Om nadveren:
“Men Jesus siger: “Jeg er livets brød, den som kommer til mig, skal ikke hungre, den, som tror på mig, skal aldrig tørste”. Hans nadver bygger altså på tro og ikke andet. Altså skal man da alligevel tro på, at dette brød og denne vin er Jesu legeme og blod, enten i en ubegribelig bogstavelig eller i en billedlig forstand? Ja, forsåvidt det gælder, hvad De i så henseende skal tro på, d.v.s. have en mening om, så kan De, min tilhører, tro på, hvad De vil. Hvad De vil mene om dette brød og denne vin, det bliver ganske Deres egen sag. De kan anlægge den anskuelse, der passer til Deres temperament og stilling i samfundet, ganske som De har lyst til. Og skulle De komme i vanskeligheder med en anskuelse, der passer Dem, så har jeg kendskab til en ret omfattende litteratur, som behandler nadveren, og det skulde da være mærkværdigt, om vi ikke i dette velassorterede lager af anskuelser kunde finde en, som også De kunde være fornøjet over at gå rundt med. Men der var jo måske også den mulighed, at De, højtærede samtidige, for en gangs skyld kunne høre efter, hvad der blev sagt: Jeg er livets brød, den, som kommer til mig, skal ikke hungre, den som tror på mig, skal aldrig tørste. Jeg - siger han - ikke dette brød, ikke denne vin, ikke disse anskuelser derom, ikke disse forklaringer derpå - men jeg, jeg er livets brød. Og da er det, der sker ved nadveren, ikke sært og mærkeligt, i alt fald kun af den grund, at nadverens triste historie har gjort det sært. Ham alene drejer det sig om, ham alene er det, som forkyndes ved denne handling, som han forkyndes ved vore ord ham alene. Med brød og vin sker der ingenting; med dem, som samles, heller ingenting; brød er brød, og vin er vin, og de mennesker, som fik det, går hjem, som de kom. De fik ikke attest for dydig optræden eller for oprigtig tro, de blev ikke sikret på nogen som helst måde, de blev ikke lidt mere hellige end før, der blev ikke opbygget en stump af opstandelseslegemet i dem, så de lidt bedre kan klare dødens istaphånd, den skal nok kvæle dem endda; de blev heller ikke optændt af nogen påfaldende kærlighed til hinanden; med dem skete der kort sagt så lidt som med brød og vin, men de fik et ord at høre, et ord fra ham, der er livets brød. Det blev sagt til dem, som hele hans liv og al hans tale skulde sige til alle. De troede måske, at de gik til alters for at opleve det særlige, men de gik hjem og vidste, at de havde fundet det almene, det almengyldige. Og da var det jo tænkeligt, at man en dag slet ikke med altergang forbandt alt det, som man skal tro på og have rigtige meninger om, og det kunde tænkes, at man slet ikke mere lagde nogen vægt på, hvor personlig og hvor inderlig denne tro var, og hvilke udslag den gav sig i stemning og følelse. Det kunne tænkes, at man i den grad kom til at se sandt på sig selv, at man glemte alt andet, alt det, man havde brugt til at betrygge sig med og slet ikke vidste af andet end det ord fra en gammel nadversalme: “det er mig nok, hans ord at tro”. Tro, ja, høre hans ord og tage sig det til hjerte, med hele sin tillid holde sig til ham, der siger: Den, som tror på mig, skal ikke hungre” (s.33-35).
Dogmatiske forestillinger om synd og dåb (barne- eller voksendåb? Bedøvende ligegyldigt, for der kræves under alle omstændigheder ingen særlige forudsætninger for dåben; her antages man ‘blot’(!) som et Guds barn og får syndernes forladelse) og nadver og andre væsentlige kristne begreber er i grunden uden nytte - for der er at forstå kristendommen på menneskets egne præmisser. Igennem Ordet, som det lyder i prædikenen, ved dåbens og nadverens sakramente, lyder det glædelige budskab (evangeliet) om syndernes forladelse, for det at være menneske er at være synder, da det ikke er i stand til ubetinget at svare an over for næstens krav, dvs. at elske næsten. Og så er den - strengt taget - ikke længere. Det er i hvert fald tidehvervsk kristendomsforståelse sat på en spids: “Syndernes Forladelse er Kravet om, at Mennesket midt i sin Fejghed, Frygt og Raadvildhed skal frygte, elske og forlade sig paa Gud alene”, som K. Olesen Larsen skriver. Nemlig den Gud som har sat den enkelte i livsfællesskab med næsten, den næste, som vi aldrig kan elske ubetinget uden forbehold, og deri består vor skyld: “en absolut, uselvisk Næstekærlighed løsrevet fra det sanselige er en Umulighed; Selvet (ogsaa det sanselige) er altid med. Ved forsøg paa at opfylde Bjergprædikenen [hvor de til bud bliver radikaliseret] bliver Resultatet kun, at vi besvarer den absolutte Fordring med noget, der skal tage sig ud af noget absolut, men ikke er det: den religiøse Nidkærhed og Hjælpsomhed iblandet en stor Portion Herskesyge og Selvglæde faar Navn af Næstekærlighed. Og den selvopofrende Næstekærlighed er som oftest mest generende for den, det gaar ud over, for Modtageren. Hvis det er en mere moralsk Fuldkommenhed, det drejer sig om, bliver Næsten et Middel til, at vi kan faa vor egen Dyd frem”, skriver K. Olesen Larsen. Og at hævde, at Jesu fordring er urimelig, er nok menneskeligt, men så meget desto mere oprør mod Gud.
Den eneste grund til, at kristendommen og forkyndelsen er som den er, er at det står skrevet, og at det som tilsiges den enkelte, tilsiges den enkelte og ingen andre. Og føler man ikke, at det vedkommer en, så er det ens eget problem - eller lykke om man vil.
Endvidere kan der - inspireret af den tyske teolog Rudolf Bultmann - stilles spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan tage Bibelen alvorligt som den er skrevet - for kan vi overhovedet påstå, at vi faktisk forstår budskabet? Giver det mening at tage om Gud uden man er bleven ramt af den anfægtende tiltale? Men betingelsen for, at tiltalen høres, er selvfølgelig at man lytter.
Bultmann er nok mest kendt for sine tanker om afmytologisering af det nye testamente, og især evangelierne. Jesu forkyndelse skal ikke anfægte intellektet (‘man kan ikke forvandle vand til vin’!), men eksistensen. For eksempel lyder det fra Jesus, at man ikke kan dyrke to herrer på en gang - Gud eller Mammon. Er du anfægtet af dette udsagn? Hvis ikke, er det helt i orden, man kan blot leve videre, og fortsætte med at dyrke de andre guder, man måtte have valgt - måske, og det er nok mest sandsynligt, sig selv og sine egne sværmeriske idealer og ideologier. “Det afgørende i N.T. er netop, at Guds naade ikke er en idé, ikke noget selvfølgeligt, noget vi af os selv kan tilsige os; Gud maa selv tilsige os den, hvis den skal blie virkelighed for os - og N.T. paastaar nu, at Guds naade er kommet til os, til mig i Jesus Kristus”, skriver Tage Wilhjelm.
Men er du anfægtet af Jesu tiltale igennem evangeliet og ønsker dine synders forladelse, kan du få den igennem Ordet, hvis du tror. “En synder, der omvender sig, er et menneske, der bliver tvunget til stadig at høre denne tale om tilgivelse, og derved altid er nødt til at høre om noget, der kaldes Guds vilje. Mennesket skal leve under Guds tilgivelse, ikke for at faa bragt et forsvar i stand og blive reddet i egen bevidsthed, men for at leve med ansvaret for sit liv”, skriver H.I.Heje. Og Gud kender dine behov, før dig selv. Man kan måske udtrykke det på den måde, at hvor Grundtvig holdt sig til trosbekendelse og Vilhelm Beck til dåben, der var nødvendig for troen, så holder den tidehverske kristendomsforståelse sig til Ordet om syndernes forladelse - som den lyder i prædikenen, ved dåben og under nadvergangen, da Ordet altid og ubetinget kun kan og skal pege mod Kristus og syndernes forladelse og intet andet.
Og allehånde spekulationer om, hvad evigt liv, opstandelse og dets lignende egentlig er for størrelser, skal vi ikke spilde vor tid mener P.G. Lindhardt, for det vil altid ende i fantasier og drømme - måske endog om en bedre verden (hinsides?), i stedet for at holde sig til det, vi er skabt til, nemlig at leve det såkaldt almindelige hverdagsliv, tro mod jorden i sin udleverethed til næstens krav og fordringer.
Hvor indremissionæreren moraliserer, der forkynder evangeliet: Den, der er syndfri, kaster den første sten. Man skal ikke ‘bære med smil sin byrde’, men leve livet bærende næstens byrder. Føler man sig ikke i stand til det - kan man tro syndernes forladelse. Hvis altså man tror, forstås.
Og dommedag? Ja, det er jo i dag, den yderste dag, for hver dag er den yderste dag, for hver dag skal du - i ethvert givent øjeblik, hvor du vandrer - svare an overfor din næstes krav. Bekymr dig ikke om morgendagen, men vær i dag - den har nok i sin plage!
Måske kan den læser, der har et minimalt kendskab til Kierkegaards opbyggelige taler, høre ham bag det mest grundlæggende tidehverske ‘dogme’(!). Formuleret frit efter Kierkegaard:
Det glædelige ved det at være menneske er, at over for Gud har mennesket ALTID uret.
Anfægter evangeliet det enkelte menneske, kan det måske forhindre mennesket i at leve i en illusion om, at det nogensinde kan have sikkerhed - og heri har mennesket sin sikkerhed!
I nøden har mennesket sin sikkerhed, og ordet Gud er et nødråb, som fik sit ultimative udtryk i Jesu korsord min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Det underlige ved tidehvervs måde at tale om kristendom på, er, at man taler meget og længe - i øvrigt både sarkastisk og humoristisk - om det, som man selv mener, det ikke giver mening at tale om, nemlig kristendommen - og Gud.
Men så meget mere præcist er det jo at kalde Gud for et nødråb.
