Første gang “Jesus-tilhængerne” blev kaldt kristne, var i hedningemenigheden i Antiokia, en menighed som, blandt mange andre, Paulus havde stiftet. At det var Paulus, (der blev omvendt fra at være kristenforfølger, ved hans berømte Damaskus-oplevelse), som oprettede de første kristne menigheder og sendte breve til tugt og opbyggelse til disse, er årsagen til, at han med en vis ret kaldes kristendommens egentlige grundlægger.
Et af de væsentligste elementer i Paulus’ forkyndelse, er hans forkastelse af lovtrældommen.
For selvom Jesus (især i Bjergprædiken) havde forkastet Moseloven som frelsesvej, og havde radikaliseret (For eksempel: Ikke nok med, at man ikke må slå ihjel, som Moseloven siger, men det er endnu værre at vredes på sin broder. At slå ihjel er noget meget konkret, ydre, fysisk. At vredes på sin broder er noget ‘diffust’, indre og, som vi ville sige i dag, sjæleligt ødelæggende. I første tilfælde dør man bare. I andet tilfælde dør man døden, den langsomme død), og universaliseret (Moselovens bestemmelser gælder i princippet kun for folket Israel. Det er landets lov, som er autoriseret af Jahve/Gud. Man måtte fx. gerne slå sine fjender ihjel - i et sådant tilfælde gjaldt De Ti Bud “selvfølgelig” ikke. Mens Jesus som bekendt siger, at man skal elske sine fjender - for hvis man kun elsker dem, der står en selv nær, hvad særligt gør man så? - spørger Jesus provokerende) De Ti Bud, faldt hans disciple tilbage i Moselovens rammer, herunder tanken om en skarp adskillelse af rent og urent i forbindelse med fx spisevaner - som således umuliggjorde bordfællesskab med ikke-jøder. Absurd, når man tænker på Jesu forkyndelse, hvor de ydre forskrifter (som Moseloven repræsenterer) i sig selv ikke bringer den enkelte nærmere Gud.
Paulus er kristendommens ypperste hedningemissionær, da han kæmpede for, at en ikke-jøder (dvs. en hedning) ikke skulle tvinges til at lade sig omskære, for således at blive ‘jøde’, førend han kunne blive kristen. Det er blandet andet på denne baggrund, at Paulus så tit understreger, at det er troen, der er forudsætningen for frelse, ikke lovgerninger - som fx at lade sig omskære, som Moseloven påbyder.
Derfor skelner man i de første mange årtier efter Jesu død mellem jødekristne og hedningekristne. De jøder, der var konverteret til kristendommen, havde stadig rod i deres jødiske kultur og Guds-forståelse. For dem kunne man ikke være sand kristen, hvis ikke man først havde konverteret til jødedommen.
De hedningekristne, derimod, havde ikke rod i jødedommen og havde derfor intet forhold til den jødiske kultur - i hvert fald ikke på samme måde som jøderne. Paulus mente, at når det er troen, som frelser og ikke lovgerninger, var det absurd at tvinge hedningene til at lade sig omskære - og dermed signalere at omskærelsen faktisk betød noget.
Problemet var betydeligt. For hvis ikke hedningene først konverterede til jødedommen, kunne jøderne ikke have bordfællesskab med dem. Ifølge jødisk tankegang er alle ikke-jøder ‘urene’, og sådanne måtte jøderne ikke omgås.
“Eftersom Kristus-troen på dette tidspunkt først og fremmest var en jødisk sekt, betød omvendelse til Kristus ikke, at man forlod jødedommen - eller rettere sagt: det jødiske folk. De jødekristne var lige så meget jøder som andre jøder, og de skulle fortsat kunne omgås de ikke-Kristus-troende jøder familiemæssigt og forretningsmæssigt, socialt og religiøst. Derfor kunne de ikke omgås ikke-jøder - og altså heller ikke de hedningekristne; for gjorde de det, ville de pådrage sig kultisk urenhed, som ikke ‘kun’ var et religiøst fænomen, men i lige så høj grad et socialt fænomen. Den kultisk urene var udelukket fra omgang med andre jøder, da urenheden ellers ville blive påført de kultisk rene, eftersom urenhed blev overført ved berøring. De jødekristnes fortsatte samliv med de ikke-Kristus-troende jøder fordrede, at de hedningekristne også blev jøder, hvis de skulle kunne omgås dem i menighederne” (Fatum m.fl., s. 89f).
Når man tænker de kristne som en særlig jødisk gruppering, som det var i Paulus’ samtid, kan man ikke objektivt set sige, at Paulus’ forkyndelse, at hedningerne ikkeskulle bindes af Moseloven, men at troen på Kristus som frelser var ‘nok’, var mere sand, end de jødekristnes, som fordrede at man først blev ‘jøde’ inden man kunne blive kristen.
At det alligevel var Paulus som fik ‘ret’ ses af det faktum, at han endte i den nytestamentlige kanón, dvs. Det nye Testamente, om end det ikke var helt uden problemer. Når jeg således taler om kristendom, tænker jeg på den paulinske version, hvor betydningen af renhedsforskrifterne og fordringen om omskærelsen i princippet var annulleret. Det, der betød noget, var troen på Kristus som frelser.
De moralistiske formaninger, man finder i Paulus’ breve, kan også forstås på denne baggrund. For når troen på Kristus som frelser (eller mere paulinsk udtrykt: troen på Kristus, som korsfæstet) er ‘nok’ - hvad så med ‘etikken’? Den etik, som Paulus udtrykker i sine breve er i virkeligheden ikke særlig unik. Også i dag virker Paulus’ etik næsten som common sense (Måske bortset fra især to punkter: Fordømmelsen af homoseksualitet. Og et seksual-syn, som forekommer stærkt asketisk - selvom sidste indvending kun er delvis rigtigt).
Men når man betragter hans dyds- hhv. lastekataloger, springer en væsentlig ting i øjnene: Dydskatalogerne udtrykker i høj grad tilstande, mens lastekatalogerne udtrykker egentlige gerninger (måske særligt tydeligt i Galater-brevet). Forklaringen kan være, at troen på Kristus som frelser, fra hvem kærligheden og livet fremspringer, ved Helligånden vil skabe en ændring i den troendes holdning. Og har man denne nye holdning/sindstilstand i sig, vil man automatisk afholde sig fra de slette gerninger, og i stedet helt automatisk gøre kærlighedsgerninger.
Det er også vigtig at huske, at når Paulus taler om den kristnes frihed fra loven (først og fremmest Moseloven, men det gælder i princippet også en hvilken som helst anden lov), så mener han i virkeligheden, at den kristne i frihed skal gå ind under Kristi lov i stedet for - nemlig det dobbelte kærlighedsbud.
Så selvom det første evangelium - Markus’ - første bliver til omkring år 70, og Paulus’ breve er fra begyndelsen af 50’erne, er Paulus’ forkyndelse i nogenlunde overensstemmelse med Jesu forkyndelse. Jesu forkyndelse er dog betydelig mere radikal. Paulus forkyndelse har i sær ét kæmpe problem. Mens det dobbelte kærlighedsbud hos Jesus indeholder fjendekærlighed, udtrykker Paulus sommetider (fx. i Galater-brevet), at man især skal elske sine trosfæller. “It is surprising that in the N.T. epistles there are so many references to the mutual love of the brotherhood (...) and so few to the love of all men, since Jesus taught the latter so clearly (...) Probably the ghetto existence of Christians together with their strong feeling that they were a family promoted the interest in love for one another leading eventually to the ‘new command’ (love one another) in the Johanine literature. It is easier to love those who love us and loving within the hristian commuty may then be a school for learning to love those outside” (Best, s. 149).
Hos Paulus:
“Den paulinske kristendoms kærne ligger i den påstand, at Gud ved at vedkende sig Jesus og oprejse ham fra de døde havde gjort al menneskelig visdom og præstation til skamme og åbnet en vej til frihed, fællesskab og glæde, som Moseloven havde spærret. Ikke kravet, men barmhjertigheden udtrykte Guds inderste, egentlige vilje” (Balling, s. 18).
En af de væsentligste betingelser for kristendommens hurtige udbredelse, var den jødiske diaspora (“adspredelsen”), små jødiske synagoge-samfund, udenfor selve Palæstina. Her var der mulighed for at forkynde det nye budskab til jøder, der besad betingelserne for at forstå den nye forkyndelse om opstandelsen og Gudsriget. Læren om den jødiske historie og messiasforventningerne var jo blandt andet en naturlig del af jødernes kulturelle opdragelse. Men selvom betingelserne var tilstede, var antagelsen af kristendommen, som nævnt, ikke uproblematisk.
Muligheden for effektiv mission var tilstede i og med det romerske riges veludbyggede infrastruktur, og desuden har mange jødiske handelsfolk formentlig konverteret til kristendommen (den paulinske), simpelthen fordi, at den muliggjorde sameksistens med ikke-jøder, som man således ville være i stand til at handle med. Om de også har vist sig i de kristne menigheder er et åbent spørgsmål. Og hvis, er de ganske givet blevet irettesat pga. deres misforståelse af, hvad det kristne liv indebærer (se fx. Paulus polemik mod velhaver-delen af menigheden i Korinth - i 1. Korintherbrev).
Fællesskabet om troen på Jesus som den forventede Messias, og ham, som blev opvakt af Gud, blev blandt de kristne udtrykt i små forsamlinger, der til forveksling kunne ligne de jødiske synagogefællesskaber. Her “brød de brødet” (for de kristne, en allusion til nadver-handlingen), sang salmer og bad sammen.
Jøderne og de kristne adskilte sig mere og mere fra hinanden, i en søgen efter deres særegenheder, og særlige identitet. Fx. blev De Ti Bud ikke længere reciteret hos jøderne, for ikke at antyde, at kun disse bud var gældende og ikke resten af Moseloven. Og de kristne stoppede ikke deres sabbat før midnat, som jøderne gjorde, men fortsatte, så de ramte søndagen - opstandelsesdagen.
