"Hvis nogen skulle finde på at spørge mig, hvad jeg synes er særligt dansk, kunne jeg finde på at svare Grundtvig og Store Bededag. Bededag er en lidt kunstig konstruktion, forstået på den måde, at selvom det er en helligdag på lige fod med andre helligdage i løbet af kirkeåret, så knytter der sig ikke en specifik hændelse i Jesu historie til dagen, hvad der ellers er normalt for en helligdag. Man kan også spørge, om navnet er særligt heldigt, for er alle søndage egentlig ikke at betragte som store bededage?". Således indledte jeg engang en prædiken på Store Bededag.
I første omgang er det spøjst, at vi har en helligdag, der ligger så fuldstændig umotiveret, som St. Bededag gør. Eneste begrundelse for, at vi stadig har Store Bededag, er ret beset, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreformen af 20. oktober 1770, hvor 9 af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a. helligtrekongersdag, 3. påskedag, 3. pinsedag, 3. juledag, kyndelmisse, Skt. Hans' dag, mortensdag og mikkelsdag, og 2 helligdage blev flyttet.
Men jeg synes, at St. Bededag bør flyttes til dagen lige efter Kristi Himmelfartsdag, hvor den giver mere teologisk mening. For her er der i den grad behov for en bods- og bededag.
Efter Jesu lideleshistorie og efter de 40 dage (iflg. NT) på jorden efter opstandelsen, og efter, at han viser sig en sidste gang og flyver til himmels (iflg. NT), så er der i den grad behov for en dag til at reflektere over, hvad det vil sige at søge og finde og banke på, mv.
Med en anden placering vil der blive meget mere kant over St. Bededag, i stedet for den noget umotiverede og ubehjælpsomme placering den har nu.
Der vil også være samfundsøkonomiske gevinster ved dette forslag (dagen efter Kristi Himmelfart bliver de facto ofte en halv til en hel fridag på mangearbejdspladser, og der er heller ikke undervisning i mange af landets skoler).
Min egen begrundelse er dog teologisk, da jeg mener der er bedre teologi ved at have den efter Kristi Himmelfart, end hvor den er i dag.
