Som livet er // hvad nu hvis?
Kunne Danmarkgentage succesenfra 1992? Det var det store tema for Danmarks vedkommende, ved EM i fodbold 2012 i Polen/Ukraine. Og hvem vil ikke gerne gentage en succesoplevelse (den første forelskelse)? Vi er mange, der husker dagen 26. juni 1992 som en dag, hvor alt kunne lade sig gøre. Pga en ulykkelig omstændighed - borgerkrig i det daværende Jugoslavien - (den enes død er den andens brød), kom Danmark til EM i Sverige uden at have kvalificeret sig, og vandt det hele, ved dybest set 'kun' at vinde to kampe (i ordinær spilletid), ud af de i alt fem kampe vi spillede. Hvor heldig har man lov at være, kan man spørge sig selv, her i juliæumsåret 20 år efter. Dengang alt kunne lade sige gøre - som da en sportsjournalist kyssede en kvindelig politibetjent på kinden, mens Danmark ventede euroforisk på det hjemvendte danske landsholds 'karet'-kørsel igennem København.
Og allerede dét scenarie siger vel en del. Dels er vi i dag i en 'anden tid'. Et andet landshold, både hvad angår Danmark og de andre lande. Intet kan sammenlignes her. Og alene det, at vi går så meget op i, hvad der skete for 20 år siden, siger en hel del om vores odds. Det sker ikke så tit vi vinder noget stort i fodbold..... Og da det slet ikke er meningen, at små fodboldnationer som Danmark skal kunne vinde EM, ændrede UEFA turneringsformen, således at man ikke mere går fra gruppekampe til semifinale, men først til kvartfinaler. Så man skal vinde en kamp mere, for at vinde EM.
I puljen skulle vi møde to af de hold, vi også mødte i 1992 (eller rettere: to af de samme lande - men naturligvis helt andre hold). Vi synes, det lugtede af sensation, da Danmark i sin første kamp vandt 1-0 over Holland, med alt det held, der også skulle til (burde dommeren have dømt straffe mod Danmark?). Vi faldt lidt ned på jorden igen efter kampen over Portugal, som vi tabte tre minutter før tid. Og blev realister igen, efter nederlaget til Tyskland (men Danmark skulle have haft straffe?). Satire-sitet rokokoposten.dk skrev dagen derpå: "Men ved 23-tiden i går aftes efter, at Danmark havde tabt 1-2 til Tyskland, var æteren fuld af udsagn som “Det kan egentlig ikke overraske” og “Vi vidste jo godt, at tyskerne var bedre” efterfulgt af udredninger af et dansk hold, der blev for langt tilbage på banen og missede oplagte chancer. Dermed udviste kommentatorerne alle symptomer på klassisk realisme." (Kampen mod Tyskland blev i øvrigt den mest sete fodboldkamp i Danmark siden vi spillede mod Brasilien i VM-kvartfinalen i 1998. Gallup oplyser seertallet til Tyskland-kampen til 2.378.000.)
Når ovenstående er sagt, så er det ikke desto mindre yderst tankevækkende, hvor meget de små omstændigheder betyder. Danmark var måske ikke det bedste hold mod Portugal, men det ændrer ikke på, at vi på måltavlen tabte kampen tre minutter før tid. Og måske/måske-ikke var gået videre, hvis dét mål ikke var gået ind (det er jo kontrafaktisk historieskrivning at tænke sådan!). Jo, jo - tænker jeg, men det skete netop ikke. Men hvad nu hvis....
Samme situation så man i kampen mellem Rusland og Grækenland i en anden pulje, hvor Grækenland får scoret et mål i 1. halvlegs overtid. En stilling som det lykkes et hårdtkæmpende græsk hold at bevare (dagen før et skæbnevalg i Grækenland med betydning for hele Europas finansmarkeder!), og dermed sendte de storfavoritterne Rusland ud af turneringen. Grækenland kunne, nu er det Danmarks tur til at overraske mod Tyskland, hed det hos danske kommentatorer bagefter.....
Og så synes jeg i øvrigt, det er et fantastisk billede på livet, når man følger den sidste puljekamp, hvor de to kampe i de respektive puljer spilles samtidig. Hvordan går det i den anden kamp? Hvilken indflydelse får det for vores muligheder? Samtidig kan man ikke rigtigt planlægge efter det, da kampene netop spilles på samme tidspunkt. Ingen tvivl om, at Portugals mål til 2-1 over favoritterne fra Holland var et slag mod den danske optimisme. Vi skulle vinde over Tyskland, hvis ikke Holland vandt over Portugal. Igen en spøjs tankegang, og meget sigende for hvad, der har betydning, og den irrationelle måde vi tænker årsag-virkning på: Var det Portugals mål mod Danmark tre minutter før tid, der var afgørende for, at vi ikke gik videre? Eller var det deres mål til 2-1 mod Holland, der var det reelle dødstød, det som fik Danmark til at opgive håbet? Eller er Portugal og Tyskland (og Holland for den sags skyld!) bare bedre fodboldhold end Danmark? Som en fodboldkommentator så nøgternt udtrykte det: Hvis det skal gå Danmark godt i en turnering som EM - eller VM for den sags skyld - , så er holdet nødt til at overpræstere! Det modsatte var omvendt tilfældet for Holland. Med topscorerne fra Premier League og Bundesligaen på holdet, så var den - for så vidt realistiske - forventning til holdet, at det skulle vinde EM. Som bekendt endte Holland ikke desto mindre på fjerdepladsen i puljen, efter Danmark, og med NUL point! Markante individualister på et fodboldhold kan ikke gøre det, hvis ikke holdet fungerer som hold.
Også Spanien var tæt på at være 'uheldig', men var det (heldigvis for dem!) ikke. De havde svært ved at score mod Kroatien i den afgørende kamp (hvor Spanien kunne nøjes med uafgjort), og blot ét heldigt mål af Kroatien, havde sendt Spanien ud af turneringen (Spanien scorer dog tre minutter før den ordinære spilletids slutning). Mere kontroversiel blev kampen mellem favoritterne fra England og værtsnationen, Ukraine. Sidstnævnte scorede et mål, der ikke blev 'registreret' som et mål, og målet kunne have været gamechanger for Ukraine, der endte med at tabe 1-0, og dermed røg ud af turneringen. Siden hen er det dog blevet nævnt, at det pågældende mål under alle omstændigheder aldrig kunne være gyldigt, da der fejlagtigt ikke blev dømt offside, inden 'målet', som ikke blev godkendt.....
I en tid med sydeuropæisk gældskrise, og et Grækenland, der allerede én gang er gået teknisk bankerot, og på det nærmeste får dikteret betingelserne for deres økonomi af EU og Tyskland, var der politiske undertoner i kvatfinalen mellem Grækenland og Tyskland, som sidstnævnte dog vandt sikkert 4-2. Og vi var nogen, der håbede på en sejr til England mod Italien, for at få klassikeren England-Tyskland i semifinalen. Førstnævnte tabte dog kampen i straffesparkskonkurrencen mod Italien, som ikke ufortjent gik videre - selvom de var med til at levere den første 0-0 kamp i denne slutrunde (vi skal tilbage til 1988 for at finde den sidste slutrunde uden nogen 0-0 kampe).
Og selvom Italiens semifinalesejr over Tyskland på 2-1 var fortjent, var jeg meget spændt på og se, om ikke (evt. målmanden, som var trukket helt med op til Italiens mål til sidst), om ikke Tyskland tre sekunder inden 2. halvlegs overtids slut, alligevel ville få headet i målet til 2-2. Tysklands reducering til 2-1 foregik nemlig på straffespark omkring fem minutter før ordinær spilletids afslutning. Gad vide, hvad der var sket, HVIS det var sket. Et ikke usædvanligt scenarie for et tysk hold (som Gary Lineker har sagt det: "Fodbold er et simpelt spil: 22 mænd der løber efter en bold i 90 minutter og til sidst er det tyskerne, der vinder).
Og Angela Merkel kunne undgå at udstille sit hykleri ved - trods mere eller mindre implicitte udmeldinger om, at hun vil boykotte, om ikke EM, så i hvert fald Ukraine under EM - ikke at behøve at se finalen i Kiev, når Tyskland alligevel ikke var med. Det havde hun ellers sagt hun ville - se Tyskland spille finale i Kiev. Kampene i Ukraine var kontroversielle, pga menneskerettighedssituationen i landet, generelt. Den danske kulturminister drog som bekendt - imod et folketingsflertal - til Ukraine, dels for at tale med menneskeretttighedsaktivister o.lign., og dels for at se Danmarks kamp mod Holland. Det var til gengæld den rigtige kamp, han valgte!
EM-finalen blev altså et sydeuropæisk opgør mellem Italien og Spanien, som førstnævnte har vundet én gang før (tilbage i 1968, da det tredje europamesterskab blev afholdt), sidstnævnte to gange, sidste gang 2008. De var altså forsvarende europamestre. Italien vandt semifinalen samme aften/nat som det lykkedes begge lande - Italien og Spanien - at banke i bordet mht. forskellige for dem vigtige vilkår, under forhandlinger i EU om økonomi. Mens angriber Mario Balotelli scorede de to kanonmål for Italien, var det Italiens premierminister Mario Monti, der var med til at banke i bordet overfor Tyskland i EU. ("To Super-Mario'er" som Uffe Ellemann sagde i programmet "Ellemann / Lykketoft", som netop omhandlede EU-topmødet).
Og med Spaniens suveræne 4-0 sejr over Italien i finalen, skrev Spanien historie. Dels har et hold aldrig vundet en finale med så mange mål. Dels er det første gang et hold vinder tre turneringer i rap. Spanien er forsvarende verdensmestre fra 2010, og vandt som nævnt også EM i 2008. De er derfor også det første hold, som forsvarer Europamester-titlen.
Det fik en kommentator til at omformulere Gary Lineker-citatet til: "Fodbold er et simpelt spil: 22 mænd der løber efter en bold i 90 minutter og til sidst er det Spanien, der vinder".
