Prædiken efter teksten til Kristi Himmelfartsdag, 2014 (Luk. kap. 24, v. 46-53). Holdt på ældrecentret Bakkegården i Thorning, tirsdag 27. maj 2014
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Kristi Himmelfartsdags betydning kan ikke overvurderes. Også selvom det måske kan være svært at forholde sig til billedet af Kristus, som opløftes til himlen for at sidde ved Gud Faders den almægtiges højres hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.
Da jeg i sin tid fandt ud af, at man på Jesu tid brugte gravkamre til de døde, og ikke gravede de døde ned i jorden, som vi gør i dag, i hvert fald i folkekirken, kunne jeg bedre se opstandelsen for mig. At se Jesu for sig, som får sin livsånde tilbage, er jo mildest talt underfuldt, men selve billedet er ikke overnaturligt. Jesus, der rejser sig, og forlader gravkammeret er ikke noget mærkeligt eller avanceret billede.
Og med Kristi Himmelfart er grundfortællingen ved at være ved vejs ende - det bliver den til Pinse, hvorefter Trinitatis-perioden begynder, og hvor evangelieteksterne i høj grad har hverdagen som omdrejningspunkt.
Det hele startede Julenat, hvor Vor Herre blev født, og lyset sig tændte i mørkets skød. Herefter forkyndte Jesus som voksen i omkring tre år, hvor han i fastetiden blandt andet var udsat for fristelsen i ørkenen, som han som bekendt modstod. Gaven fik vi altså Julenat, og opgaven blev cementeret Påskesøndag, da det blev åbenbart, at Jesus virkelig var Guds søn. Hans ord står til troende som eviggyldige sandheder, og går vi til de ord, som han selv kalder de første og største, nemlig det dobbelte kærlighedsbud, er det også klart, hvad vi faktisk er forpligtet på. Med den pointe, at budet ikke siger noget om, hvad vi faktisk skal gøre. Det må situationen afgøre. Men at være der for vor næste det bedste vi kan, dét er i hvert fald fordringen. Jesus er både gave og opgave.
Som bekendt afsluttede Jesus sin opgave på jorden mellem opstandelsen og himmelfarten. Vores egen Grundtvig mente, at trosbekendelsen i denne periode var blevet overgivet til disciplene, og derfor kom direkte fra Jesu egen mund. Grundtvig havde sin såkaldte mageløse opdagelse i 1825, hvor han efter eget udsagn opdagede, at det netop var trosbekendelsen, som var Jesu egne ord, mens ordene i bibelen muligvis ikke var det. Og selvom trosbekendelsen af gode grunde er en central del af gudstjenesten, ved vi i dag, at den er lavet mange år efter bibelens tekster blev skrevet, og derfor ikke er Jesu direkte ord - hvilket omvendt, Fadervor, helt givet er.
Det skal dog nævnes, for fuldstændighedens skyld, at i bibelsk sammenhæng, kan udtrykket "40 dage" godt bare have betydningen "efter et stykke tid" eller noget tilsvarende. Ligesom når vi siger, at noget tager 100 år, mener vi som oftest, at noget tager lang tid, og ikke nødvendigvis lige 100 år.
Derfor er det en mulighed, at himmelfarten faktisk fandt sted påskesøndag, og det antydes da også i Lukasevangeliet.
Det er dog Apostlenes Gerninger vi har indrettet kirkeåret efter i det her tilfælde, derfor ligger dagen 40 dage efter Påskesøndag.
Og hvilken betydning ligger der så i selve himmelfarten? Hvorfor er denne dag så vigtigt for os?
Jo, ved himmelfarten bliver Jesus alt for alle, frem for blot at være rigtigt meget for en mindre flok efterfølgere. Man må tænke sig, at Jesus i meget konkret forstand kun kunne være et sted af gangen, da han havde sin gang på jorden. Så ville man være tæt på ham, skulle man følge ham i meget bogstavelig forstand.
Derfor træder kristendommen ind i en ny æra ved himmelfarten. For her bliver Jesus alt for alle. Man skal ikke været et særligt sted, for at være tæt på Jesus, eller for den sags skyld bede på en særlig måde. Vi er i den forstand sat fri, med Jesus som gave og opgave, kun bundet af det dobbelte kærlighedsbud.
OG mens vi sunder os over det, over himmelfarten, ville det efter min mening have været passende, hvis Store Bededag faktisk lå fredagen efter Kristi Himmelfart, for efter den begivenhed, er der i den grad brug for en bods- og bededag, en dag til at tænke over, hvad det vil sige at banke på, og søge og finde.
Imens må vi vente på pinsen, kirkens fødselsdag. Den ligger altid 10 dage efter Kristi Himmelfartsdag, og 50 dage efter Påske. Pinse betyder faktisk noget med 50.
Evangelieteksterne i denne periode er fra Johannesevangeliet, og tilmed nogle lidt kryptiske. De handler i høj grad om enheden mellem Faderen og Sønnen, og denne enhed bliver fuldbragt med Helligåndens komme Pinsesøndag. Og derfor hedder første søndag efter pinse for Trinitatissøndag, som netop er en henvisning til sammensmeltningen af Fader, Søn og Helligånd. Det er også der vi hvert andet år har den læsning, vi altid bruger ved barnedåb.
Men for nuværende, det glade budskab op til Kristi Himmelfart er, at Jesus her bliver alt for alle, han er lige meget tilgængelig for alle mennesker, han er gave og opgave for alle. Og så kan vi jo hver især overveje, om vi vil bruge fredagen på at tænke over, hvad det vil sige at bede, gøre bod, søge, finde og banke på - som Bededagen ligger så meget op til, men som passer allerbedst lige efter himmelfarten.
Amen.
