Noget af det, der fortæller mest om, hvordan et folk tænker og opfatter verden og hvilke værdier det måtte have, er måden vi taler sammen på og ikke mindst hvordan vi bruger og forstår ordene, som vi bruger. Det er nemlig oftest særdeles ureflekteret og derfor uhyre umiddelbart og måske endog 'ærligt'.
Her er det tankevækkende, at mange af de ord og udtryk, som i hvert fald nogen forbinder med noget særligt kristent, i dag ikke længere betegnes som forkerte endsige 'syndige' handlinger og forteelser, men måske ligefrem som egentlige dyder.
De ti bud er et sådan eksempel. Her vil jeg nævne de mest markante eksempler.
Når det i første bud hedder, at man ikke må have andre guder, er det påfaldende, at det overhovedet at nævne Gud i en sammenhæng, næsten kan opfattes som værende diskvalificerende. Her er det interessant, at dem som eksplicit siger, at de ikke tror på Gud, ikke interesserer sig for religion, og lignende udsagn, alligevel bruger Gud i hverdagsagtige udsagn som 'jeg håber ved Gud, at det ikke er rigtigt'. Det er selvfølgelig bare udtryk, hvor ordet 'gud' ikke bliver brugt i nogensomhelst religiøs sammenhæng. Alligevel er det morsomt, at Gud alligevel følger med.
De kristne helligdage er i dag ikke længere helligdage men feriedage, og budet om at ære sine forældre er også forældet. Det, der engang band en familie sammen, var den indbyrdes afhængighed. Når forældrene bliver for gamle eller besværlige sender vi dem på plejehjem i stedet for selv at pleje dem (vi har jo vores eget liv, som vi siger, og det er jo en dyd i dag), og staten klarer underholdet i forbindelse med børnenes uddannelse - med SU'en. Her er forældrene ikke nødvendige.
Det er en ofte fremført kommentar, at ét bud stadig står urokkeligt fast, nemlig budet om ikke at slå ihjel. Ikke desto mindre kan man få medalje for vellykkede krigshandlinger. Og en mand, der har dræbt sin utro hustru i affekt, kan vi næsten forstå, for i virkeligheden havde han en god grund og rigtig ond kan vi ikke kalde ham. Hvad angår bud nummer seks: Du må ikke bedrive hor, er det næsten trivielt at bemærke, at det i den grad er bleven en dyd i dag - og ofte et decideret adelsmærke at have været sammen med så mange som muligt, selvom det nok stadigvæk kan være decideret diskvalificerende for piger.
Bud nummer otte, som handler om utroskab, er heller ikke noget vi fordømmer så meget, som vi før har gjort. Vi kan sågar med et smil og glimt i øjet udtrykke, at julefrokoster er utroskabens højborg. Mest grotesk er de udsendelser, hvor synden bliver gjort til underholdning. I reality- (i 'skriftestolen'!), talk- ('her er mit liv': Her og her har jeg fejlet) og i Ricky Lake-shows, vrimler det med 'synds'-bekendelser. Medieforskeren John Mortensen har i en kronik "Over alle grænser" (Information 7.-8. dec. 02) på det nærmeste sammenlignet disse forskellige bekendelses-seancer med bekendelsen i den katolske skriftestol og ved de protestantiske bønnemøder. I disse shows har emnerne oftest med det private, det seksuelle og kroppen at gøre, skriver han.
Her et enkelt citat fra kronikken: "Der er også træk fra en religiøs praksis i reality tv: Andagt, opståen fra de døde (de begravede deltagere i Robinson!), bekendelse, forløsning, offer, tilgivelse - alt sammen præsenteret i skikkelse af et passionsspil. Der er en hellig bog fuld af regler, af påbud og forbud, som deltagerne skriver under på at ville overholde som betingelse for deltagelsen". Når vi bruger ordet 'synd' i dag, bliver det også ofte kædet sammen med mad og fedme, og vores tids fitnesscentre bliver en slags moderne kirker, hvor kroppen martres, så vi kan gå derfra med god samvittighed og spise videre!
Når det gælder 'syndsbekendelser' på tv, må en nyklassiker unægtelig være fra januar 2013, hvor Lance Armstrong, som normalt ses som en levende cykellegende pga. sine mange sejre i Tour de France, bekender sit dopingmisbrug og sine mange og årelange løgne til Oprah Winfrey.
Og for at tage det sidste bud med: Du må ikke begære, hvad der tilhører din næste. Hele vor kapitalistiske samfund med dets markedsøkonomi forudsætter, at vi faktisk begærer, hvad der tilhører vor næste. Vi må huske, at dette bud ikke handler om at stjæle, men netop kun begære, hvad vi således er nødt til at købe, eller fremskaffe på anden vis, hvis det er vigtigt nok for os.
