Når man bor i Grundtvigs fædreland, med en gammel tradition for foreninger af alle tænkelige slags, andelsbevægelser, og andre folkelige bevægelser, samt de særlige danske folkehøjskoer, ja, så er der rigtigt meget, man tager for givet, hvad angår det rette sindelag. Men som Tine Damsholt (i "Det drejer sig om sindelaget") rigtigt siger: "Demokrati kan aldrig sikres nok og må aldrig tages for givet. Vi må ikke stole på dem, der hævder, at danskere i kraft af vores historie er særligt demokratisk indstillede. At vor nationalkarakter er demokratisk og i sig selv sikrer vort demokrati og gør indvandrere fra andre ikke-demokratiske kulturer til farlige elementer. Vi må derimod gøre os klart, at demokratiets værste trussel er at tro, at vi er hævet over den nødvendige demokratiske opdragelse. Derfor er Krogerup og andre højskoler ligeså nødvendige idag som på Grundtvig og Hal Kochs tid" (s. 210). En pointe er hos Hal Koch, at det demokratiske sindelag er vigtigere, og mere sammenhængsskabende, end fælles kultur og fælles religion og fælles livsanskuelser.
I forlængelsen af det er den historiske bevidsthed, som også Else Marie Boyhus (i "Det gamle historie - igen") er inde på, særdeles afgørende. For de fleste af ovennævnte foreninger og andelsbevægelser er igennem det tyvende århundrede enten fusionerede i hobetal og/eller reelt blevet professionaliserede, så de oprindelige idéer, og det oprindelige demokratiske engagement i disse sammenhænge, ikke er det samme idag. Der er ikke mange andelsmejerier tilbage, og sparekasserne er forlængst blevet til aktieselskaber. Men vi har dog en historie at forholde os til, og den viser netop, at det demokratiske sindelag, som blandt andet udspringer af forenings-danmark, ikke er en given ting, heller ikke i Grundtvigs fædreland.
Desuden, som Lillian Knudsen (i "Der er bud efter højskolen") skriver, så handler det ikke blot - i positiv forstand - om folkeoplysning og (efter)uddannelse. Det handler også om, ikke at tabe de socialt marginaliserede, i en verden af informationsstrømme, ny teknologi og almindelig forvirring. Det er selvsagt ikke kun de samfundsmæssigt engagerede personer, der hele tiden skal videre- og efteruddannes. Også den gruppe personer, der er stået af uddannelses-kapløbet efter folkeskolen, skal med på vognen, når det gælder folkeoplysning og uddannelse. Det er simpelthen forudsætningen for at vedligeholde sindelaget, og dermed et sundt demokrati. Det kan vi som nævnt godt risikere at tage for givet - og det skulle jo helst ikke, som Piet van Deurs (i "Demokrati, folkedemokrati og hva så?") skriver det, være sådan, at vi først vågner op, når vi "Gud forbyde det" ikke længere har demokrati længere. I forlængelse heraf kan Knud Poulsens kommentar (i "Den tyske besættelse og det danske demokratisk ophør") være værd at have in mente. Han gør gældende, at vi mistede lidt af vort demokratiske sindelag i forbindelse med besættelsen; at modstandsfolk, som man må formode især kæmpede for demokratiet, og mange andre ligesindede, accepterede et retsopgør efter 1945, der ikke havde meget med demokrati at gøre, er forstemmende. At gøre noget "i folkets navn" behøver ikke at have noget med demokrati at gøre. Han tænker især på indførelse af straffelove med dødstraf, som blev indført med tilbagevirkende kraft. Også Flemming Madsen (i "Gæst på Krogerup") nævner Hal Koch som en vægtig modstemme til det udemokratiske retsopgør efter besættelsen.
Og at det ofte er nemmere at tale og høre om demokratiet og dets væsen måtte K.E. Larsen selv sande (fortæller han i "Om forskellige former for demokrati"), da han - trods et møde med Hal Koch i sin tidligere ungdom - selv blev anset for en smule enerådig, da han var højskoleforstander. Han har mindst én gang måttet sige undskyld til en elev pga sin manglende evne til at lytte, trods hans egne store ord om retspleje og demokrati.
Holger Henriksen husker sit eget møde med højskolen som det sted, hvor han første gang stødte på samtalen som et rum, hvor man ikke behøvede at være politisk enige: "Troen på samtalen skyldets ikke det glade håb om harmoni og konsensus, det var ikke den instrumentelle samtale, det drejede sig om, men en fundamental agtelse for det enkelte menneske og dets forbundethed med et menneskeligt fællesskab. Dér ligger den demokratiske dialektik: Forholdet mellem person og fællesskab, som det nu kan formuleres i frihed og ansvar" (s. 240)
Lorenz Rerup sammenligner (i "Hal Koch og det nationale") Hal Koch med Sokrates og den sokratiske samtale. Hvor udgangspunktet er 'uvidenhed', og hvor man går til samtalen med henblik på at blive klogere, om ikke andet, så på sin modspillers synspunkter. "... uvidenhed og usikkerhed er imidlertid et uvurderligt gode, fordi den frigør os fra at fremture i enøjet bedreviden. Den tilskynder os til at tale med andre for at finde ud af mere" (s. 243).
Og Johnny Christensen skiver endelig (i "Læreren Hal Koch"), at "det grundtvigske levende ord findes kun i den sokratiske dialogs frihed" (s. 254).
