Selvom Bertel Haarder kan have ret i, at samtalen ikke må guddommeliggøres, er det svært at se et repræsentativt demokrati for sig, uden samtale. Jesper Hoffmeyer har (i "Samfundsmylderets træge kreativitet") nemlig en god pointe i, at det direkte demokrati har det problem, at samtale og argumentation strengt taget er unødvendigt. I et repræsentativt demokrati, derimod, bliver den enkelte politiker nødt til at argumentere for sine synspunkter, og gøre det tilstrækkeligt overbevisende. Ellers kan han ikke forvente at blive valgt til Folketinget. Det er en kæmpe styrke ved det repræsentative demokrati. Og så er der den ganske væsentlige pointe i samtalens natur - som Preben Wilhjelm (i "Demokratiets selvfølgelighed") er inde på: "Grundlæggende bygger den vestlige demokratiopfattelse på, at vi ikke helt udelukker, at modparten kan have lidt ret" (s. 153).
I det bedste af alle demokratier ville det nok foregå sådan cirka sådan her: "Det er billedet af et samfund, hvor borgerne taler livligt med hinanden. De sidder i mødelokaler og skolestuer, i sale og på kamre. De går frem og tilbage på gange, ad stier og veje, mellem grønne marker, under høje træer, hvor sollyset filtreres gennem bladkroner. De taler og lytter, alle besjælede af den samme gode vilje tl at prøve at forstå hinanden og i fællesskab finde de løsninger, som tilgodeser helheden uden at svigte mindretallene. Demokratiet fungerer i familien, og over hele landet er der et netværk af folkelige bevægelser og forsamlinger, hvor alle kan lade deres stemme lyde" (s. 68).
Det er åbenlyst ikke sådan det foregår i virkelighedens verden. Vi har jo også andet at lave end at tale sammen og debattere! Desuden er megen debat flyttet til tvmediet (jvf. Claus Hagen Petersen "Demokrati på TV"), hvor det tidligere var på valgmøder o. lign. arrangementer, hvor den politiske samtale fandt sted i forhold til borgerne. Og i den forbindelse kan man, som Ove K. Pedersen (i "Medier, magt og demokrati"), stille spørgsmålet om, hvilken politisk magtfaktor medierne egentlig spiller i forhold til demokratiet, og om hvem der har givet dem denne magt? Den er i hvert fald ikke tildelt ved en afstemning.
Hvis det da overhovedet nytter noget i den store sammenhæng. I "Samtalen og den store maskine" skriver Jørgen Knudsen, at det er begrænset hvor meget politik egentlig styrer verden, og at det er vor egen skyld. Vi gør ikke som vi "egentlig" bør gøre. Vi er urokkeligt fanget i Den Store Maskine, som vi alle er en del af, og derfor også medskyldig i: Det er markedskræfterne og forbruget, der driver verdens gang. "Money makes the world go 'round" er ikke nogen kliche.
Jørgen Knudsen er lige lovlig sortsynet til min smag, og selvom der kan være en sandhed i det, og selvom vi måske ikke altid handler og agerer som vi ved, vi burde gøre, så har vi dog større og større forståelse for, at vi indgår i en større sammenhæng (ifølge Hanne Marie Svendsen i "Demokratiets tavse sprog"), og kan dermed agere derefter - "De, der ikke argumenterer offentligt, er blevet mere bevidste om, at meninger også kan fremsættes gennem demokratiets tavse sprog, det, der ytrer sig som manifestation af solidaritet med civilbefolkninger i andre lande, forbrugerboykot, konsumentoprør, markering af ansvar over for klodens bærekraft. Budskaberne er tydelige og kan ikke overhøres" (s. 72).
At vi i vor daglige omgangstone ikke altid giver udtryk for demokratisk sindelag, kan ses på hvordan en familie fungerer - her ser familiefaderen sjældent nogen anledning til at bruge tid på at argumentere for, hvorfor knægten ikke skal have lommepenge i tide og utide (jvf. "Scener" af Claus Flygare).
Desuden kan man måske spørge - hvilken forståelse? I hvert fald skriver Rasmus Bech Hansen, at uanset hvor mange politiske diskussioner han har ført med venner og bekendte, så ved han stadigvæk ikke, hvillket parti, han bør stemme på. Og det aktive politiske engagement halter, da 'vi jo har det meget godt'.
Hvis ikke man føler, at politik handler om den konkrete hverdag, noget der virkelig gør en forskel - ja, så forsvinder engagementet. "- Og regeret bliver der alligevel", som hans indlæg hedder, så gør det en forskel? På den baggrund er det faktisk ret imponerende, at vi til danske folketingsvalg normalt har en stemmeprocent på næsten halvfems procent. Så det lader til, at det repræsentative demokrati fungerer?
