Marcus Schmidt: Har vi demokrati?
Kritik af det repræsentative demokrati og et forsvar for det direkte demokrati.
"Jeg vil påstå, at det er en falliterklæring for en styreform, der gør krav på at blive kaldt demokratisk, når den ikke kan garantere alle led i samfundet den samme adgang til demokratisk indflydelse!" (s. 18). Og det er jo netop ikke tilfældet ved det repræsentative demokrati.
Helt konkret foreslår han, "at vi indretter et elektronisk andetkammer, bestående at [trykfejl: af] 70.000 tilfældigt udvalgte borgere, svarende til en befolkningsårgang, der i en periode på et år skulle stemme om (godkende) alle de lovforslag, der i dag bliver vedtaget i Folketinget. Det bærende princip er, at alle danskere engang i deres liv i en vis periode får mulighed for at agere samfundsmæssig beslutningstager" (s. 22). Forudsætningen er bl.a., at de får tilsendt nødvendige baggrundsinformationer i god tid forud for en beslutning.
Således vil 35.001 borgere i dette andetkammer kunne stoppe ethvert lovforslag, som fremsættes i Folketinget.
Det er jo ikke direkte demokrati i egentlig forstand, men lever op til præmissen, at alle led i samfundet i hvert fald i en periode får direkte adgang til demokratisk indflydelse, uanset baggrund og forstand, mv.
Henning Koch: Om tolerancens grænser
Lighed for loven
I paragraf 70 i grundloven hedder det: "Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt" - "På disse to grundpiller: tro og herkomst hviler det statsretlige lighedsprincip" (s. 27). Fremhævelsen er min egen. Disse to ord blev tilføjet ved grundlovsændringen i 1953.
Tilføjelsen til grundloven er utvivlsomt foretaget under indtryk af Anden Verdenskrigs jødeforfølgelser og Holocaust. Men i forlængelse af tanken om lighed for loven, nævner han, at nazismen ikke skal underlægges forholdscensur, men naturligvis strafferetsligt forfølges, i det omfang ytringer bære til ved racismens bål: "Den fællesmenneskelige erfaring i dette århundrede har vist os, at den offentlige udtalte, propaganderende intolerance over for andre menneskers tro, race og hudfarve, der i følge sin natur generaliserer, før eller siden uværgerligt bærer ved til hadets bål. Intolerance nærer racediskrimination, der igen tænder racismen" (s. 27f.).
Poul Bjerre: Aristokratisk demokrati
Retten til ikke at tage politisk stilling, når de bedste leder landet
Han bruger ordet 'aristos' i den oprindelige betydning, nemlig i betydningen af 'de bedste'. Det handler om, hvorvidt tilgangen skal være problem- eller personorienteret. Skal man vælge den person, man har mest tillid til er den bedste? Eller skal man selv forholde sig til tidens politiske spørgsmål, og ud fra sin egen politiske overbevisning vælge den polititiker, eller det parti, der giver udtryk for cirka de samme holdninger som en selv?
Forudsætningen for at kunne vurdere, hvilke politikere, der er bedst til at varetage Danmarks interesser, altså dem, man i så henseende har mest tillid til, er, at man på et vist niveau kender dem. "nogle mennesker arbejder sammen og vælger en leder. Gruppelederne indgår samtidig i en overordnet gruppe, der også vælger en leder, som dermed vælges til at indgå i en endnu højere gruppe osv. opefter. Hele tiden vil man vælge "de bedste", og undervejs i opstigningen må de højere ledere så kvitte deres lavere poster" (s. 31f). Således skal man først, lokalt, vælge den person, som man efter daglig omgang har mest tillid til. Og derefter skal denne, som også indgår i en overordnet gruppe, være med til at vælge den iblandt dem, som de har mest tillid til, og så fremdeles, højere og højere oppe, og til sidst har vi en statsminister, som er valgt, da vi simpelthen har mest tillid til, at denne har de bedste evner og forudsætninger for at lede landet.
For som han skriver: "I et godt demokrati skal man også kunne være fri for at tage politisk stilling. Det ville overanstrenge mine evner og kede mig halvt ihjel, hvis jeg skulle sætte mig ind i landets årlige finanslov. Og hvis jeg så levede i et godt demokrati, hvor der var politikere, som jeg havde fuld tillid til, ville ethvert behov for, at jeg selv skulle tage stilling til finansloven, falde væk. I et godt repræsentativt system er man i væsentlig udstrækning fri for selv at tage stilling til problemerne. Man tager stiling til personer, som man kender og har tilld til, og overlader resten til dem. Gode politikere er aristokratiske tillidsmænd, som overager de problemer, vi ikke selv kan klare. Men det forudsætter, at vi kan have tillid til vore politikere, og alt, der modarbejder en sådan tillid, modarbejder demokratiet" (s. 33). Han nævner, at fagforeningernes opbygning, minder om denne struktur.
En debatkultur, hvor man i de politiske grupperinger og i de partipolitiske magtkampe konsekvent søger at udtrykke mistillid til og give udtryk for, at ens politiske modstandere er idioter, der ikke magter opgaven, vil således modarbejde demokratiet.
Og når vi mister tilliden til de ellers folkevalgte politikere, opstår behovet for, selv at tage stilling.
Tøger Seidenfaden: Det forkerte demokratibegreb
Faren ved en kvalitativ demokratiopfattlse
Hvis fokus tages (helt) væk fra de formelle spilleregler, der normalt karakteriseres som en af definitionerne af et demokrati, som fx. flertalsafgørelser, er der risiko for, at mere totalitære styreformer også vil kunne legitimeres ved et demokratibegreb. I den sovjetiske demokratiteori byggede man således på et interesse-kriterium. "Afgørende for, om et system var demokratisk, var i følge Lenin hvilke klasseinteresser staten varetog. Var det proletariatets, var staten dybest set demokratisk uagtet at statsformen kunne (og burde) være diktatorisk." (s. 36).
Seidenfaden retter kritikken mod Hal Kochs demokratiopfattelse, hvori de formelle spilleregler nok indgår, men ikke er de væsentlige. Demokrati som livsform og samtale, var nemlig hans fokus. Med andre ord et kvalitativt begreb.
Problemet er dybest set, at det bliver meget kontekstuelt og nationalt bestemt, hvorvidt man med rette kan kalde en styreform for demokratisk, når man bruger et kvalitativt begreb, og Kochs begreb forudsætter, hvis det skal være realistisk, et meget homogent samfund (som det danske). Fokus på de mere kvantitative kriterier er omvendt altafgørende for, at man kan vurdere et lands styreform ud fra objektive kriterier - "Her er det særlige ved de formelle spilleregler, at respekten for dem lader sig konstatere nogenlunde objektivt, altså uafhængigt af mere langsigtede og vidtløftige ideologiske mål og postulater. Det gør dem anvendelige for meget forskellige politiske kræfter. Det gør dem værd at forsvare for både flertal og mindretal, liberale og socialister" (s. 38).
Oplagte objektive kriterier, som der er rimelig konsensus omkring, kunne være: Frie valg, ytrings- og pressefrihed og flertalsafgørelser. Er disse aspekter ikke tilstede i et land, er der ikke tale om demokrati, uanset hvad det pågælde land selv måtte postulere.
Bertel Haarder: Demokrati er ikke samtale
Samtalen må ikke guddommeliggøres
Han mener ikke, at samtale og dialog kan indgå i selve definitionen af begrebet demokrati. I demokratier som Storbritanien og USA er der i udpræget grad tale om flertalsstyre, uden megen reel dialog (det er sikkert også derfor, at blokpolitik er et skældsord i Danmark). Han nævner også et skrækeksempel fra Tvind-skolerne, hvor samtalen er det bærende - men her "er samtalen og opdragelsen blevet blevet det autoritære princip (...). Her sidder man i timevis i store og små grupper og taler og taler, indtil de svage ikke længere kan huske, hvad de mente og følte, før samtalen startede" (s. 44).
Og videre: "Samtale er godt, men man skal også kunne blive fri for samtalen, hvis man har truffet sin beslutning og hellere vil foretage sig noget andet. Ellers bliver samtalen autoritær" (s. 44).
Han refererer også til det danske demokrati, hvor vi ikke har flertalsstyre på samme måde som i Storbritanien pga den store tradition i dansk politik for forlig. Eller rettere: Helt præcis, hvilken politik vi får, er ikke soleklart, når vi sætter vort kryds. I et regulært flertalsstyre ville man være rimelig sikker på, at SF intet ville få at gøre med DF. Men sådan hænger det ikke sammen i Danmark. Nej, det centrale ved et demokrati er, at selvom der måtte være flertalsstyre, så skal mindretallet naturligvis have helt de samme rettigheder som flertallet. Det er med andre ord ikke demokratisk, hvis et (valgt) flertal vælger at fratage mindretallet nogle af deres rettigheder. Samtalen er nok et vigtigt led i beslutningsprocessen, men kan ikke være noget kriterium for, hvorvidt beslutningen kan siges at være demokratisk. Samtalen må aldrig guddommeliggøres. Det er kun Vor Herres ord, der skaber hvad de nævner, vore ord gør ikke.
Han nævner også et udsagn der kunne være en definition: "Demokrati er at give andre samme ret, som man kræver for sig selv - og så afgøre sagerne ved afstemning".
Jan Ifversen: En antipolitisk klassiker
Er det moralen eller loven, der sætter grænserne?
Hvor går grænsen for, hvad vi vil acceptere i pluralismens navn? Hvor går grænsen for, hvad vi vil acceptere i demokratiets navn? To spørgsmål, der næsten er ens. Er det først og fremmest moralen, eller først og fremmest landets love, og dermed retten, der sætter grænsen? Hal Koch ville begrunde demokratiet i moralen, ikke i love, regler, flertalsafgørelser. Men kan man det?
Ifversen mener nej. Helt principielt giver det ingen mening. "Hvor mange morallove, man end kunne udlede af livet, så ville de aldrig kunne blive til love i juridisk-politisk forstand. For at blive til love må de retsliggøres. I et demokrati er en sådan retsliggørelse underlagt en procedure for politisk viljedannelse, der udtrykker folkets selvstyre" (s. 50).
Man kan med afsæt i moralen - som udganspunkt sin egen moral/sin egen overbevisning - føre samtale og dialog, debattere, argumentere, osv.
Men selve moralen kan ikke i sig selv sætte grænsen for, hvad man vil acceptere i et demokrati. Det er først når denne moral også er retsliggjort, og dermed blevet til en lov, at det kan lade sig gøre. Så er en ytring eller handling, som overskrider moralen, nemlig ikke længere bare - som den enkelte kan se det - amoralsk. Så er den - i demokratiets navn - ulovlig.
Men det er altså først når den pågældende moral er blevet gjort til en lov. Og det kan kun ske, hvis et flertal stemmer for.
