Lad mig først understrege - jeg er demokrat. Og min positive opfattelse af demokratiets dyder og nødvendighed er blevet kraftigt skærpet efter læsning af Benazir Bhuttos bog Forsoning. Islam, demokrati og Vesten.
Demokratiet er ganske vist ikke opfundet af kristendommen, men jeg mener denne styreform ligger helt i forlængelse af kristendommen. Vi er alle lige meget syndere for Vor Herre, den ene politiske holdning er - som udgangspunkt i hvert fald - ikke mere korrekt end en anden. Jeg mener dog, at nationalismen er uforenig med kristendommen.
Historisk set har kristendommen dog ikke været nogen garanti for demokrati, og alene det faktum, at kristendommen var på europæisk jord halvanden tusind år før de første moderne demokratier, er tankevækkende.
Helt uproblematisk er styreformen dog ikke, og jeg vil tillade mig at kalde det den mindst dårlige styreform i verden, i hvert fald, hvad vi kender til.
Allerede koryfæer som Kierkegaard og Grundtvig var skeptiske over at gå fra oplyst enevælde, som de kendte til, og over til demokrati. Kierkegaard frygtede at det hele ville ende med populisme, leflen for vælgerne, demagogi, kortsigtede løsninger og laveste fællesnævner. Grundtvig mente, at oplyst enevælde var en bedre garant for individets frihed - "For Grundtvig var friheden langt vigtigere end flertalsstyret. Han frygtede, at flertallet ville tyrannisere mindretallet og foretrak derfor enevælde frem for flertalsstyre. Det ændrede sig dog, da flertallet valgte ham selv (!), først til den Grundlovgivende Rigsforsamling, siden til Folketinget, hvor han endte som flertalsstyrets mest ivrige fortaler, da reaktionen satte ind efter nederlaget i 1864" (fra Bertel Haarders indlæg i "Demokrati" fra Krogerup). Han blev altså mere positiv, da han selv endte i politik.
