Prædiken til Anden Juledag, 2013 (Matt. kap. 10, v. 32-42). Holdt i Grathe Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
Dagens evangelietekst er der rigtig mange, som slår sig på, og det er der egentlig ikke noget at sige til, også selvom denne version er mere tilforladelig, end samme version fra Lukasevangeliet, hvor Jesus taler om at hade sin fader og moder. Her tales der dog kun om at elske Jesus mere, end sin familie.
Det er det såkaldte sværdvers, hvor Jesus taler om, at han ikke kommer med fred, men med sværd, og at han er kommet for at skabe splid.
Man kan som udgangspunkt sige, at det handler om at være inderligt overbevist om Sandheden, så meget, at alt andet må vige, uanset konsekvenserne.
I dag er det 22 år siden, at Sovjetunionen formelt set holdt op med at eksistere. En sandhed, en påstået sandhed, brød endegyldigt sammen, i hvert fald som officiel ideologi. Som bekendt gjorde regimet en hel del for at styre den kommunistiske sandhed, også overfor dem, der ikke ønskede den. Her er Berlinmuren vel det mest konkrete eksempel. Det skulle ikke være muligt at flygte fra styrets sandhed.
I morgen er det 35 år siden, at Spanien blev et demokrati. En anden type sandhed, som vi i Vesten plejer at hylde – så meget, at vi går i krig for den.
Totalitære sandheder som sovjetkommunismen, nationalsocialismen og den radikale islamisme ønsker ikke splid. Dukker den alligevel op – og det gør den som bekendt – så slås der ned på den, så den tilsyneladende ophører. Jeg hørte på folkeuniversitetet i Århus et foredrag om udviklingen i de postkommunistiske lande, hvor det blandt andet hed, at man under kommunismen helt naturligt var en del af det kommunistiske parti, hvis man havde en ledende stilling i landet.
Totalitære ideologier anerkender med andre ord ikke spild, da det truer ideologien.
I dagens evangelietekst konstaterer Jesus til gengæld, at spild er en helt naturlig konsekvens af hans forkyndelse. Når en sandhed er absolut, absolut sand, som det er tilfældet med Jesu forkyndelse, men til gengæld svært at sætte meget præcise ord på – som bekendt er kristendommen ingen lovreligion – når den på mange måder er så ukonkret, er der naturlig lagt op til mange konflikter, om det så er mellem familiemedlemmer, venner og bekendte, eller hvor uenigheder normalt opstår.
Vi udtrykker vores overbevisning om Sandheden på meget forskellige måder, og måske ikke altid lige elegant. Og da vi sjældent har samme baggrund, er der oplagt, at der vil opstå misforståelser, hvis vi lægger noget forskelligt i ord og udsagn.
Jeg har altid synes, at et adelsmærke ved kristendommen og Jesu forkyndelse er radikaliteten, og at den er så absolut. Derfor hører jeg til dem, der faktisk foretrækker Lukas' barskere version, hvor der som sagt ikke tales om at elske Jesus mere end sin mor og far, men at hade sine forældre og elske Jesus. Og det er naturligvis ikke fordi, at jeg synes man skal gå rundt og hade sine forældre, eller sin familie. Det siger sig selv. Men der er noget enten-eller over udsagnet. Det handler først og fremmest om, hvilket grundlag man har for sit liv. Man kan måske få lidt hjælp til forståelse, hvis man går til et andet udsagn af Jesus, det, som lyder: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, og få alt andet i tilgift. Man skal tage udgangspunkt i det absolutte, i den absolutte kærlighed, i Jesus, i Jesu forkyndelse. Man skal tage absolut udgangspunkt i det, som Jesus selv kalder det første og største bud, nemlig det dobbelte kærlighedsbud. Søger man først Guds rige og hans retfærdighed, så kan man få alt andet i tilgift.
Når jeg i forskellige sammenhænge har spurgt forskellige personer, hvorfra de har deres værdier, har jeg ofte fået svaret "fra mine forældre", og af en eller anden grund, har jeg tit undret mig over svaret. Hvorfor tager man så ligefremt for givet, at det er ens forældre, der sidder inde med de rigtige og måske vedvarende værdier? I hvert fald kan udsagnet om at hade sine forældre og elske Jesus tages som udtryk for, at man skal nulstille de værdier, man synes at have, og så sætte Jesu forkyndelse i stedet for, for se, alt er blevet nyt. Og det er selvsagt et meget radikalt bud, men det kan næsten ikke være anderledes, hvis man insisterer på at følge Sandheden. Med dagens evangelietekst in mente kan man jo så tilføje, at det ikke indebærer, at man ikke også skal elske sine forældre, blot at Jesu forkyndelse og den Sandhed, som den repræsenterer, i sagens natur altid må stå over, hvad man end har lært hjemmefra. Jeg kan simpelthen ikke se, at det kan være anderledes.
Men det er klart, at er man opvokset i et kulturkristent hjem, så er uoverensstemmelserne jo nok til at overse, og konflikten derfor ikke stor.
Dagen i dag kaldes også Stafanus' dag, da det er i dag, vi tænker tilbage på den første kristne martyr, den første kristne, der døde pga. sin tro. Her var en, der insisterede så meget på Sandheden, at han holdt fast på den, selv da den kostede ham livet. Og som bekendt var han ikke den første. Mange kristne er døde under forfølgelse pga. deres tro, og det sker også i dag. På hjemmesiden forfulgt.dk kan man faktisk følge med i, i hvilke lande, kristne har det hårdest. Her ligger Nordkorea, Saudi-Arabien og Afghanistan lige nu på første, anden og tredje pladsen, et forhold, som det tilsyneladende er et tabu at tale om i dag. At kristne igennem tiden har foretaget sig uhyrlige ting i Jesu navn, gør jo ikke kristenforfølgelser mere berettigede og forståelige i dag, selvsagt.
Derfor er det så fint at have netop denne tekst på denne Anden Juledag. I går fejrede vi Jesu fødsel - julenat da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød. Og når Sandheden kommer til Jorden, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, inkarneret i mennesket Jesus Kristus, så må man stille spørgsmålet: Hvilke konsekvenser har det for vore liv?
Hvis vi vækkes af troen, og gribes af troen, har det i hvert fald den konsekvens, at der ikke er nogen undskyldning for, at vi ikke ved, hvad der er det rigtige at gøre overfor vore medmennesker. Tidligere på måneden havde jeg om syndefaldet med konfirmanderne, hvor nogle af spørgsmålene fra mig lød, hvorfor Adam ikke adlød Gud, og hvorfor det er så fristende at gøre det forkerte. Her kom mange gode svar, blandt andet, at det ofte er sjovt at gøre det forkerte, og at vi mennesker sommetider bevæger os ud i det forbudte af ren nysgerrighed. Det kan der være noget om. Jeg mente engang, at det var sex, krige, og nysgerrighed, der drev historien frem. I dag vil jeg nok formulere mig anderledes. Men sandt er det, at nysgerrighed får os til at gøre mange ting, også dumme og forkerte ting. Sådan har det være siden syndefaldet, og sådan vil det fortsat være fremadrettet. Jesus kaldes derfor også den nye Adam, for med ham er det som bekendt omvendt. Jesus er som Guds søn, syndfri, og det vil sige fejlfri, ufejlbarlig. Hans handlinger og forkyndelse er per definition Sande og rigtige. Sådan vil det også være i al fremtid. Og med Jesu komme til jorden Julenat, er der ingen undskyldning for at vide, hvordan vi faktisk bør handle i vores liv.
Dels at vi både i ord og handling følger efter Jesu som hans disciple. Det er et spørgsmål om, i alle henseender at stå ved vor kristne tro. Om det så er ved en inderlig syndsbevidsthed, en bevidsthed om vor egen fejlbarlighed, eller bevidsthed om vor egen uformåenhed, eller en konstant kredsen om det dobbelte kærlighedsbud. De to ting hænger sammen. Jesus er både gave og opgave. Gave, fordi Jesus kommer til jorden uforskyldt og skænker os troen. Ganske ufortjent. Han kommer med nåden som en del af det daglige brød. MEN så sandelig også opgave, som forbillede. At Jesus her i juledagene først og fremmest er gave, må aldrig blive en sovepude for os protestanter, som så gerne vil fokusere på troen, og ofte kan have en tendens til at glemme gerningerne. Ganske vist får vi ikke point hos Gud for vore gode gerninger, men som Jesu disciple er vi naturligvis lige forpligtet på dem alligevel.
Eller sagt på en anden måde - griber man troen, bekender man sig til Jesus som Vejen, Sandheden og Livet, tager man ubetinget og absolut udgangspunkt i Jesu forkyndelse, når man forholder sig til alle aspekter af livet, både i holdning og i handling, ja, så vil man nok støde på udfordringer engang imellem, al den stund, at kristendommen også er en slags modkultur til det bestående. Der er for eksempel ikke meget fornuftigt i at elske vores fjender, som Jesus byder os. Men det er ikke desto mindre fordringen, når vi vil elske Jesus: At lade os omkranse af det dobbelte kærlighedsbud, og lade nåden bære os igennem livet, når vi alligevel gang på gang må erkende vor uformåenhed overfor vore medmennesker.
Amen.
