Prædiken til Alle helgens dag, 2011 (Matt., kap. 5, v.1-12). Skrevet til denne hjemmeside
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse © Det Danske Bibelselskab 1992.
I mandags var det reformationsdag (494-året), og i søndags 375-året for den lutherske reformation i Danmark. Det betød en epokegørende og revolutionerende ny måde at tænke kristendom på. Jeg tror grundlæggende ikke, at vi nutidsmennesker har noget begreb om, hvilken lettelse det nye budskab må have været for mange kristne. Man skal nok forestille sig en verden, hvor man aldrig kunne være sikker på at være god nok. Mennesket kunne og skulle hjælpe til for at tilvejebringe muligheden for frelse, og således undgå at havne i Helvede – eller eventuelt en tur igennem skærsilden. En verden, hvor man var nødt til at lytte til, hvad paven sagde. Dels fordi, at det hellige skrift ikke fandtes på modersmålet, hvis man da overhovedet kunne læse. Og dels fordi, at hvad paven sagde, var det rigtige.
Luther er blandt teologer måske mest kendt for hans motto om "Sola scriptura", hvilket er latin for ”skriften alene”. Altså, at al udenomssnak, som fx hvad paven måtte mene, kirkens traditioner og mange sakramenter, helgendyrkelse og andre ting, som ikke fremgik klart af skriften, at alle disse ting ikke havde nogen gyldighed, i hvert fald ikke for frelsen. Luther mente, at kun dåben og nadveren fremgik af skriften, derfor er det disse to sakramenter, vi har i folkekirken, som jo netop er luthersk.
Nogle hundrede år senere, på dansk jord, kom så Grundtvig (i 1825) og lærte os, at skriftsfundamentalisme er en umulighed. I Luthers dage var Luthers princip om "skriften alene" et frontalt opgør med den katolske kirkes udenomssnak. Vi må tage udgangspunkt i biblen, i skriften alene. Hvad Luther tilsyneladende ikke vidste, men som Grundtvig altså opdagede, var, at Guds levende ord, som det lærtes og forkyndtes i de kristne menigheder, var før biblen. Vi er selvfølgelig nødt til at tage udgangspunkt i biblen, når vi skal fortælle og forkynde kristendom. Det siger sig selv. Men begynder man at tale i bibelcitater, er der noget man har misforstået. For så tager man udgangpunkt i de døde ord, og ikke Ordet, som det altid lever blandt levende mennesker. Og så er et citat altid taget ud af en sammenhæng, et forhold, der til stadighed er en udfordring, når man skriver en prædiken! I forrige århundrede (1956) satte den danske teolog Løgstrup det yderligere på spidsen - vi kan ikke bruge Jesu forkyndelse som rettesnor for vort liv. Jo, vi skal elske Gud og næsten, handle til fordel for næsten. Men hvad det rent faktisk vil sige at handle til fordel for den næste, vi ser eller står overfor, må vi selv finde ud af.
Personligt mener jeg, at det mest epokegørende og nyskabende ved reformationen, er det, der med teologisprog kaldes retfærdiggørelseslæren. Hvor den katolske kirke belærte den kristne, at han skulle være god og gøre gode gerninger for at kunne stå retfærdiggjort over for Gud, som en betingelse for frelsen. Så siger retfærdiggørelseslæren det modsatte. Du kan intet selv gøre for frelsen. Du kan kun modtage den i troen, og i troen retfærdiggøres du af Gud. Man skulle altså ikke gå og være bange for, at man ikke var god nok, for det gjorde alligevel ingen forskel overfor Gud. Som Luther skulle have sagt – gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger. Selvfølgelig skulle man gøre gode gerninger – det var en del af det at være kristen – men nåden kom af selve troen på Gud som man møder Ham i Kristus. Når du ikke længere skal bruge dine gerninger for at gøre dig fortjent til frelsen, så brug dem overfor din næste i stedet, sagde Luther.
Men så er der det forhold ved denne retfærdiggørelseslære, altså det, at man ikke får point hos Gud for at gøre godt, men alligevel i troen får del i nåden, at denne tanke muligvis bærer kimen til sekulariseringen. I misforstået udgave naturligvis. For i denne forstand bliver den lutherske lære en sovepude. Hvis ikke vi får noget ekstra ud af det, når vi gør godt, hvorfor skal vi så gøre det? Når man ikke længere er bange for ikke at være god nok, så ligger tilbøjeligheden til at slække på ambitionerne lige for. Man vil ikke føle samme behov for tilknytning til en kirke, hvis overhovedet. Jeg læste engang en historie om et rum, jeg husker ikke om det var i en kirke eller på en skole, men bagerst hang et billede, der forestillede dommedag, hvor det tydeligt fremgik, hvad det skete for dem, der endte i Helvede. Det var for skræmmende at kigge på, så det blev pillet ned, eller malet over. Mange år senere blev det restaureret og hængt op igen, uden at nogen bemærkede det. Og det er måske et meget godt billede på, hvordan angsten for dommedag bliver forvandlet til noget, der næsten ligner ligegyldighed. Men det er også en misforståelse af Luthers lære, for Jesus er både gave og opgave. Det sidste glemmer vi ofte, og det er synd og skam. For frugten af Luthers lære er, at vi istedet for, at vi går og er bange for dommedag, kan koncentere os om vor næste. Hvad kan vi som kristne mennesker næsten ønske os mere? Næsten er jo også ægtefællen, kæresten, vennen, vore børn. Og selvfølgelig den fremmede udenfor vor dør.
I søndagens tekst er det bemærkelsesværdigt, at Jesus hele tiden taler om det, som gives. Det næsten proklameres, hvilke sindstilstande og gerninger vi mennesker til tider kan være i og handle ud fra. Han taler til de sagtmodige, de fredsstiftende, dem, der tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, osv. Som handler som de gør, som en naturlig del af det liv, man stræber efter at leve, uden dog at få point for det hos Gud. Og i forlængelse af det, men ikke som fortjeneste, alt det, som vi mennesker modtager ufortjent af Herren selv – retfærdighed, barmhjertighed og trøst. Ufortjent, for uanset, at vi stræber efter at gøre alt det rigtige for vore medmennesker – og kristentroen realiseres i forholdet til vore medmennesker – så ved vi nok alle sammen, hvor tit vi kommer til kort, fejlbarlige som vi er.
Og da kristendommen handler om vort forhold til Gud og vore medmennesker, er denne søndag, denne Alle Helgen Søndag, også en oplagt anledning til at erindre, alt det, som vore kære afdøde har givet os. I nogle kirker læses alle i indeværende år afdøde personer op, typisk indenfor sognet. Det synes jeg selv er en rigtigt god idé. I kirken skal vi ikke være bange for at tænke på døden, og tænke på vore kære afdøde, for i kirken, i kristendommen, tror vi på, at livet får det allersidste ord.
Selvom det selvfølgelig ligger mest ligefor at tænke på de mennesker, vi selv har haft en relation til, bør vore tanker på denne dag omfatte alle, som er gået bort. Man skal naturligvis ikke begynde at selektere, hvem der er værd at huske på, men tænke på alle de gode ting, vi kender til i vort liv og vort samfund, og tænke på de generationer, der var før os, og som har været med til at give disse muligheder videre til os. Om det så gælder en taknemmelighed over vort velfærdssamfund, på trods af alle sprækkerne, om det gælder en taknemmelighed over de kristne personligheder, det være sig Luther, Grundtvig, Løgstrup, og andre, der har sat deres afgørende aftryk på kristendommen, som vi kender den i dag. Eller det bare bliver en skærpet bevidsthed under nadveren, er jo op til den enkelte. En bekendt fortalte mig engang, at den bue foran alteret, vi knæler sammen foran, under nadveren, skulle man tænke sig fortsætte bag alteret, så buen ender i en cirkel, således, at de afdøde knæler med. En fin tanke, som kunne være meget oplagt netop på Alle Helgens Søndag.
Tak for alt det vi har fået givet. Med ønsket om en god søndag i eftertankens tegn.
