Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk. kap. 16, v. 1-9). Holdt i Thorning Kirke, og i Grathe Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«
Noget af det, der er så fantastisk og forrygende ved at læse om Jesu forkyndelse i evangelierne, er, at han altid overrasker, eller vender vores menneskelige logik på hovedet, eller vender op og ned på gængse menneskelige værdiopfattelser, når han kommer med sine pointer og formaninger.
Lad mig blot nævne tre eksempler. Der er fortællingen, hvor Jesus bliver spurgt, om man skal betale skat til kejseren. På Jesu tid blev det at betale skat til kejseren, som næsten var en halvgud for undersåtterne, det blev betragtet som, eller kunne tolkes som, at man anerkendte kejserens guddommelighed, hvilket selvfølgelig ikke helt harmonerede med at holde det første bud om ikke at have andre guder. Så hvis Jesus svarede ja, ville han blive fanget i at tale blasfemisk, og hvis han svarede nej, ville han kunne blive fanget i at være oprører - altså en, der ønskede at sætte sig op mod kejseren. Men han svarer overraskende "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er". En raffineret måde at skelne mellem det verdslige, og det decideret religiøse.
Eller da han fortæller historien om den barmhjertige samaritaner. Her bliver han som bekendt spurgt af en farisæer, der ville retfærdiggøre sig selv, hvem næsten er. Men Jesus svarer ikke på spørgsmålet. Udover at fortælle lignelsen, så ender han med at sige, - vær næste for din næste. Farisæerens spørgsmål var med andre ord et tragik-komisk eksempel på hykleri. Han var ikke interesseret i sin næste, blot i at blive bekræftet i, hvor god han var.
Og endelig kunne historien om tolderen og farisæeren være et eksempel. På Jesu samtid ville man helst holde med farisæeren i historien, da tolderen blev anset for værnemager, en person der opkrævede skat for besættelsesmagten, nemlig romerne. Men ligesom Jesus provokerer og overrasker ved at gøre den af jøderne forhadte samaritaner til helten i sidstnævnte historie, så bliver det her tolderen, der står som helten. Han står lige over for Gud, og bekender sine synder, mens farisæeren absolut skal sammenligne sig med andre, for at vise hvor god han er - og står altså ikke lige overfor Gud. Sammenligningens forbandelse, ville Søren Kierkegaard kalde det.
Når man læser disse historier med overraskende og provokerende pointer, som er så svært at afvise, alene fordi de kommer fra Guds Søn selv, så kan man ikke lade være at tænke - ja, jeg ynder normalt ikke at tale om Jesus på den måde, men Jesus er altså lidt cool.
Og hvad har vi her, i denne søndags evangelietekst. Endnu en historie, hvor man undres og forarges. For hvad har han lige gang i her, den gode Jesus? Det er godt nok svært at fange den moralske pointe i hans lignelse i dag. Mener han seriøst, at det er fornuftigt at skaffe sig venner igennem uærligt mammon?
Tja, lad os se på lignelsen. Der er tydeligvis tale om en person, for hvem det ikke går særligt godt. Om den uærlige godsforvalter er doven, ligeglad, eller bare dårlig til sit arbejde, fremgår ikke, men han har tydeligvis ikke styr på sin arbejdsgivers formue. Der er derfor ikke så meget at sige til, at han får fyresedlen.
Og hans reaktion? Ja, han begynder tydeligvis med det samme at tænke på sin fremtid. Og hans metode er ikke helt efter bogen. For han tager sig selv den myndighed at eftergive en hel del af den gæld arbejdsgiverens skyldnere har til netop arbejdsgiveren.
Og hvad er arbejdsgiverens reaktion? Slæber han sin tidligere forvalter i retten, eller kræver pengene tilbage, eller andre logiske og meningsfulde reaktioner på forvalterens bedrag? Nej, han roser ham, og siger, at forvalteren har handlet klogt.
Og hvad siger han så: "For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør". Den tankegang, som vi kristne ynder at have, bliver i hvert fald vendt på hovedet. For det han dybest set siger her, er, at alle ateister handler langt klogere, end denne verdens kristne. Det kunne man måske næsten være tilbøjelig til at give ham ret i, men det mærkelige er, at det bliver rost.
Nærlæser man lignelsen, viser det sig, at den nok alligevel giver mere mening, end ved første øjekast. Vi bemærker nemlig, at arbejdsgiveren er rig. Nu kan det selvfølgelig aldrig være noget argument for at bestjæle ham, men ikke desto mindre kunne man stille spørgsmålet: Hvad har denne herre mistet? Formentlig temmelig meget, hvis det skal sammenlignes med, hvad en almindelig lønmodtager tjener. Men kan han overhovedet mærke, at han er blevet mindre rig. Ikke fattigere, men mindre rig? Nej, lige så lidt, som denne verdens finansfyrster sikkert ikke mærker det store, hvis de taber en milliard på aktiemarkedet.
Der er med andre ord - på en underlig barok måde - tale om, at alle vinder ved forvalterens handling. Der er i hvert fald ingen tabere. Den rige mand har en masse mellemværende med adskillige forskellige personer. Deres situation kender vi ikke, ikke udover, at de skylder den rige mand en masse. De får eftergivet en stor del af deres gæld, og kan givet tænke mere på at leve deres liv med glæde, når de ikke skal tænke på deres gæld hele tiden. Den rige mand mister ikke rigtigt noget, ikke noget der kan mærkes i hvert fald. Og forvalteren opnår - ud over at sprede en masse glæde blandt den rige mands skyldnere - opnår at få en masse positiv opmærksomhed hos dem, han eftergiver gæld.
Men er det ikke amoralsk? Hvordan kan det dog blive et eksempel til efterfølgelse? Det kan det også kun, hvis man anerkender, at det er en lignelse. Og det er sjældent meningsfuldt at tage en lignelse bogstaveligt. Men forestil jer, at vi har fået til opgave at forvalte en masse kærlighed, den kærlighed, som vi må tro, er grundvolden i ethvert menneske, som Kierkegaard siger et sted. Og forestil jer, at det ikke går særligt godt med at forvalte denne kærlighed. Det går faktisk så dårligt, at vi dumper, og at vi bliver fyret fra denne forvalterrolle. Forestil jer en masse mennesker, som står i gæld til den rige mand. Nu begynder vi så - intuitivt - at eftergive deres gæld. Vi fortæller dem, at de ikke skal bruge al deres energi på at arbejde efter at få deres gæld eftergivet helt efter bogen. Det kan nemlig ikke lade sig gøre. Der er intet i vejen for, at de har i baghovedet, at de skylder en masse, men det skal ikke være det, der fylder i deres hverdag. Og det bliver rost af den rige mand, for det var hele pointen. At forvalte efter bogen, det døde bogstav om man vil, skabes der ikke liv af. Så gør man bare sin pligt, uden at komme nogen vegne. Men hvis man forsøger at hjælpe andre til et mere autentisk liv, hvor man ikke skal gå og være bange for, at man faktisk ikke kan indfri sin gæld, så handler man klogt, altså klogt i kristen forstand. Og lur mig, om ikke det er på den måde, at den rige mand er blevet rig på.
Man kunne sige, at man bruger den fornuft, der ligger hos denne verdens børn, når den kan skabe liv og glæde. Men at vi som lysets børn gør det i overført betydning. Når man skaffer sig venner med den uærlige mammon, så bruger man af denne verdens muligheder for at skabe kærlighed og hjælpe vor næste til et autentisk liv, hvor man ikke er belastet af en masse skyld, så man kan leve livet med Gud og næsten, og det er det, vi er sat i verden for. Når denne verdens muligheder er opbrugt, ja, så venter livet med Gud og næsten, i de evige boliger.
Vi skal som altid lade lyset fra det dobbelte kærlighedsbud, som Jesu selv kalder for det første og største bud, lyse over hele Jesu forkyndelse. Det giver sikkert ikke mening for denne verdens børn, men for lysets børn, der har lyset fra opstandelsestroen, er det det eneste fornuftige.
Kristeligt forstået, naturligvis.
Amen.
