Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis, 2013 (Matt. kap. 7, v. 15-21). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«
Det er i morgen præcis to år siden, at en såkaldt kristen fundamentalist begik det største massedrab i nyere nordisk historie. Denne dag, som var en fredag, er siden gået under navnet Norges Langfredag, og hændelsen skete som bekendt især på den lille ø, Utøya.
I begyndelsen troede de fleste vist - belært af bombesprængningerne i London og Madrid, og for den sags skyld, Bali - at det var islamister, der var på spil, men det viste sig, at det var en blond nordmand, som stod bag drabene. En ung mand, som efter eget udsagn bekender sig til kristendommen. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så har kristendommen også sine falske profeter.
Og når en amerikansk præsident som Bush den yngre taler om korstog mod terrorisme, så bruger han en kristen sprogbrug, som vækker ubehagelige historiske minder om de såkaldt kristne korstog, blandt andet mod muslimer, som da også følte sig ramt af retorikken efter 11. september 2001, da islam blev omtalt meget generelt. Præsidenten måtte da også hurtigt besøge en moske efterfølgende, for at vise, at det ikke var alle muslimer, han var efter.
Desuden er angrebene mod abortklinikker i USA, som er kristent begrundet, heller ikke ligefrem noget, der pynter på kristennavnet.
Eller når nogle lande i fx. Afrika debatterer, om homoseksualitet, som mange steder er ulovligt, skal give dødsstraf, bl.a. med henvisning til selektive citater fra især Det Gamle Testamente, så er det, jeg i hvert fald har lyst til at råbe fra tagene, at det intet har med kristendom at gøre.
Jeg hører også ateister begrunde deres ateisme med, at religion aldrig har ført til noget godt. Tag bare konflikten i Mellemøsten - selvom den strengt taget ikke har noget med kristendommen at gøre - dog, mange jøder begrunder deres ret til Israel med henvisning til Det Gamle Testamente. Eller konflikten i Nordirland, hvor det var - og er - protestanter og katolikker, der ikke helt kan enes, selvom det nok mere er en etnisk konflikt eller en klassekonflikt, frem for en religiøs konflikt.
Jeg husker en satireserie, hvor den ene herre ønsker at skabe en helt ny religion. Men hvordan gør man? "Hvad plejer religiøse ledere at gøre?" spørger han den anden herre. "Går i krig", er det polemiske svar.
På avisen Politiken sidder en blogger, som bruger næsten alt sit krudt på at kritisere og angribe kristendommen. Hans kritik er sjældent særligt begavet, men en enkelt gang havde han et indlæg med titlen "Er Jesus den store fredsfyrste?", hvor hans eget svar var et nej. Lidt paradoksalt gav han i sit indlæg mange begrundelser for, hvorfor han tager fejl. En af hans pointer var, at det først er i nyere tid, at Jesus er blevet set som det gode menneske, fredsskaberen, det gode eksempel til efterfølgelse.
Det er selvfølgelig noget vrøvl, forstået på den måde, at kristne igennem hele historien har været initiativtagere til oprettelsen af skoler, hospitaler, og aktive i alverdens nødhjælpsarbejde. I bogen "Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet?" kalder Jo Hermann ligefrem kristendommen for en af verdens største sociale bevægelser, og hun er endda ateist.
Forfatteren til bloggen, Jens André Herbener hedder han, har dog ret så langt, at det først er inden for de sidste 100-150 år, at muligheden for, over en bred kam, også folkeligt, at læse Jesus som fredsfyrsten, for alvor har været til stede. Historisk set, har menig mand jo slet ikke haft mulighed for at læse i biblen på egen hånd, i det meste af kristendommens historie. Det var først med humanismens frembrud, og trykpressens opfindelse, og, ikke mindst, Luthers reformation, at muligheden for at læse, hvad der faktisk stod i biblen, langsomt langsomt kom ud til flere almindelige mennesker. Og altså ikke kun paven, og den politiske elite, der først og fremmest brugte en selektiv læsning af biblen til at lokke undersåtterne ud i krig på såkaldt bibelsk grundlag, hvad selvsagt er en selvmodsigelse. Budet om fjendekærlighed må i hvert fald være gået hen over hovedet på dem. Har man set en film som Nicolas Winding Refns "Valhalla rising", er her en beskrivelse af nogle nykristne korsfarere, der er på vej til Jerusalem omkring år 1000. De er lige så brutale som de hedninge, de gerne vil omvende, og de har næppe læst i biblen, for de har næppe kunnet læse. Og selvom Winding Refns film er en kunstfilm, så er skildringen af brutaliteten helt i overensstemmelse med virkeligheden på det tidspunkt. De oprindelige skildringer af korsfarernes blodrus i Jerusalem, som filmen dog ikke viser, da de farer vild undervejs, er i hvert fald ikke for sarte sjæle. Eller hvad med de såkaldte hekseafbrændinger, som der for nylig var et program om på DR-K. Vi havde den sidste hekseafbrænding i Danmark i 1693. De blev bl. a. begrundet med et citat fra 2. Mosebog.
Og for ikke længe siden så jeg i tv et program fra USA om et forældrepar, som belærte deres børn, at hvis de flyttede hjemmefra, så havnede de i helvede. Og når paven tordner mod prævention med den konsekvens, at bekæmpelsen af HIV-smitten i fx. Afrika har været en opgave op ad bakke. Så tænker jeg: Det er ikke småting, man har på samvittigheden, har et medansvar for, når man kommer med sådanne ytringer. Meget med kristendom at gøre har det i hvert fald ikke.
Falske profeter er der altså nok af. Personer, som med det ene eller andet motiv for øje, udlægger, taler om, eller udlever kristendommen på en måde, hvor man hurtigt og intuitivt tænker, hold op det er langt ude, det har intet med kristendommen at gøre.
I virkeligheden er det hele meget enkelt, hvis man spørger mig, hvilket dagens evangelietekst sådan set også er et skoleeksempel på. Hvordan kender man den rette tro? Jo, det gør man på dets frugter. Og hvad skulle gerne være troens rette frugter? Jo, Jesus kalder selv det dobbelte kærlighedsbud for det første og største bud, så troens rette frugter må unægtelig være kærligheden. Det hedder jo heller ikke "størst af alt er troen", men netop "størst af alt er kærligheden" i kærlighedens højsang hos Paulus.
Og man kan med rette spørge, om der er megen kærlighed over at starte en krig, begå massemord, kaste bomber mod abortklinikker, true ens børn med helvede for at få dem til at bo hjemme, eller tale mod andre religioner, frem for at tale FOR kristendommen. Uanset hvilke motiver man måtte have til disse handlinger, så har det i hvert fald intet med kristendom at gøre, for på frugterne skal troen kendes, og troens frugter er kærlighed.
Der er selvfølgelig en fare for at blive rethaverisk, især hvis man tror, at man selv sidder inde med den helt rigtige tolkning eller version af kristendommen, og alle andre har misforstået det hele. Her plejer jeg selv at sige, at jeg ikke HAR sandheden, men bekender mig til en som ER Sandheden, Vejen og Livet. Men det må dog være rimeligt at sige, at hvis kærligheden ikke er frugten af troen, så har det ikke meget med kristendom at gøre.
Hertil kan man så med rette spørge sig selv, hvor mange vi så er, der faktisk lever som kristne. Jeg mener, hvis det er rigtigt, at troen skal kendes på sine frugter, og troens frugter er kærlighed, ser det så ikke sort ud for rigtigt mange af os. Jo, det er faktisk min overbevisning. For selvom vi i en luthersk folkekirke gør et stort nummer ud af, at det er troen, der er i centrum, så giver tro uden gerninger altså ingen mening. Jesus er både gave og opgave. Selvom gerningerne ikke giver nogen point hos Gud - det har Luther jo lært os - så hænger de dog uløseligt sammen med troen.
For selvom vi heldigvis i det kærlige møde med næsten, glimtvis kan opleve Gudsriget, så er det netop ofte kun glimtvis. Vi har normalt alt for megen fokus på os selv, vi har en grundlæggende selvopholdelsesdrift, som nærmest er et eksistensvilkår.
Derfor er det så saligt med nåden som det daglige brød, og derfor er det så saligt at tænke Jesus som den endelige dommer. Jeg er nemlig helt overbevist om, at vi alle, når tiden er inde, vil overgive os til Jesus, vi vil slet ikke kunne lade være. I dagens evangelietekst truer Jesus ganske vist med bål og brand, og hvis det er den straf, han ønsker at give os, kan han naturligvis det. Men med troens og kærlighedens fortegn giver det blot ikke nogen mening for mig at tænke den tanke til ende. Men jeg kan naturligvis ikke vide det, det er mit eget håb i troen på Jesus som fredsfyrsten, som med en kærlighed, stor og uudgrundelig, vil suge os alle ind i hans rige i Guds fremtid, som kun kan være god, da det er Guds.
Amen.
