Dåb/nadver

 

Mandelas lære

 

Etik uden Gud?

 

Michael Jackson, m.fl.

 

Gud er kærlighed?

 

Næstekærlighed?

 

Avatar og klima?

 

Mit kristendomsyn

 

Synd tappert!

 

Big Bang, m.v.

 

Dommedag

 

Gode gerninger?

 

GT og Jesus?

 

Hvem er næsten?

 

 

Menneske til menneske

 

 

Prædiken til 7. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk. kap. 19, v.1-10). Holdt i Vium Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« 

 

 

Der findes mange fantastiske beretninger i Det Nye Testamente, og især i de fire evangelier. Der bliver ofte talt i lignelser, eller i hvert fald billedsprog, mange gange ret lige til, fx i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, formentlig den mest kendte i Det Nye Testamente. Og andre gange i et mere esoterisk sprog, hvor der skal tolkes på livet løs, da betydningen overhovedet ikke giver sig selv – her er Johannesprologen et godt eksempel, altså de første mange vers af Johannesevangeliet.

Dagens tekst er påfaldende enkel i sin opbygning. Jesus er kommet til Jeriko. Her er der en rig mand, en overtolder, der meget gerne vil se Jesus, og da han ikke er særligt høj, løber han i forvejen, og kravler op i et træ, så han bedre kan se. Jesus beder ham komme ned, da han ser ham, da han gerne vil besøge ham i hans hus. Alle dem, der ser scenen, bliver forarget, men Jesus går alligevel ind i overtolderens hus. Her fortæller han Jesus, hvordan han bruger sine mange penge, og det vækker tydeligvis billigelse hos Jesus.

I dagens tekst er der altså en person, en overtolder, som var dybt foragtet af jøderne. Han hjalp nemlig besættelsesmagten, romerne, med at indkræve told og skat af sit eget folk. Om han indkrævede lidt mere end han var forpligtet til, fremgår ikke af historien, men hans embede havde i hvert fald gjort ham stenrig. Man kunne forestille sig, at han har holdt sig nogenlunde indenfor lovens rammer, men ikke desto mindre handlet amoralsk i folkets øjne. Man kunne måske sammenligne ham med de personer, der har hovedansvaret for finanskrisen. Folk der har holdt sig inden for lovens rammer, om end måske på grænsen, men hvis grådighed har taget overhånd, og bragt andre til fald. Det kunne være velhavende direktører, der får gyldne håndtryk, selvom firmaet er gået i betalingsstandsning. Dem vi forarges over, selvom de strengt taget holder sig inden for lovens rammer. Vi kender det måske også fra vores eget liv, hvor vi gør, hvad vi kan, for at øge vor indtægt. Søger tilskud til dette og hint, bruger de fradrag, vi har ret til, selvom det betyder, at skattevæsenet betaler, drømmer om en lavere skatteprocent, selvom det risikerer at gå ud over den fattigere del af befolkningen. Enhver er sig selv nærmest.

En sådan person hører om Jesus, selvom det måske ikke er en person som Jesus, der normalt interesserer overtolderen, men han har jo hørt om ham, her og der. Og han bliver så set af Jesus, af Kærligheden selv, som insisterer på, at han vil besøge ham i overtolderens eget hus, selvom det vækker tydelig misbilligelse hos alle andre. Overtolderen spørger ikke Jesus, hvordan han kan få evigt liv, eller lignende, som vi ellers hører om i en anden historie. Nej, han fortæller uopfordret, hvad han gør for at hjælpe de fattige. Han giver halvdelen af sin formue væk, fortæller han. Man kan måske synes, at det er lige lovligt selvglad at sige sådan. Men hvem af os kan sige sig fri for, sådan lige i flæng at nævne, hvad vi gør for at hjælpe andre. Og det, der er så befriende i denne historie, er, at Jesus anerkender ham, cementerer, at denne overtolder også er en del af Abrahams børn. Han er med andre ord også en af Guds børn, han får også del i frelsen, selvom han normalt er foragtet af sine medborgere, og måske kan virke lidt selvgod. Jesus plejer normalt at sætte tingene på spidsen i sin forkyndelse, men det er som om vi i denne historie, kan trække vejret lidt for en gangs skyld. Ultimativt, som det fremgår af en anden historie, skal vi jo give alt, hvad vi ejer og har, til de fattige. Det er et enten-eller. Men i hverdagssituationer, hvor vi måske ikke går og tænker på Jesus og hans forkyndelse hele tiden, er det dog et positivt tegn, at vi dog gør et eller andet godt, for at vise, at vi er Guds børn, Jesu disciple, syndere som vi er.

Forskellen på kristendommen, Jesu måde at handle på, og en mere pragmatisk - nogle vil måske endda sige mere forståelig - tilgang til livet, er meget godt illustreret i den danske film af Søren Kragh-Jacobsen "I lossens time" med Sofie Gråbøl i hovedrollen. I al sin korthed handler den om en ung fyr, der sidder spæret inde i en lukket institution, der også er et fængsel. Det er sådan et sted, hvor udsigten til, at de kommer ud, reelt er lig nul. De har en uforståelig aggressiv adfærd, og hører til de mennesker, som vi siger er til fare for sig selv og andre mennesker. I forbindelse med et projekt, der ikke er gået helt efter planen, tilkaldes en præst til stedet. Det er meningen, at hun skal tale med den unge fyr om hans situation, blandt andet fordi, at han taler om Gud på en meget personlig måde. Som om, at han mener, at Gud har en særlig plan med ham, der blandt andet kan risikere at indebære selvmord. Det skal helst stoppes. Og det er tydeligt i filmen, at præsten har en helt anden tilgang til ham, end det øvrige personale. Psykologen, som er involveret, lytter ikke rigtigt til den unge fyr, synes hele tiden at ville dreje den noget ubehjælpsomme samtale med ham i en særlig retning. Mens præsten i nogle tilfælde slet ikke siger noget - "en præst, der er helt tavs", lyder det undrende fra den unge fyr. At hans meget konkrete tanker om en gud, der synger til ham, har rod i nogle tidlige barndomsoplevelser, hvor vejrets tag på telefonledningerne lød som sang fra oven, er en historie for sig. Men hvor en af de ansatte, der har været på stedet i femten år, siger ligefremt, at de indsatte her, aldrig kommer ud, så tager præsten muligheden for givet. Og det lader også til, at denne tilgang til den unge fyr er årsagen til, at han faktisk åbner sig op for denne præst.

Jeg kan selv huske, da jeg i sin tid blev tilknyttet Røde Kors' fængselsbesøgstjeneste - en tjeneste, der desværre først lige er kommet rigtigt i gang - jeg kan huske, at vi blev spurgt af en fra fængselspersonalet i arresten, om vi ønskede at have en overfaldsalarm med, når vi skulle besøge og tale med en indsat. Lederen af tjenesten dengang sagde selvfølgelig nej tak, på en meget forsonende og diplomatisk måde - vi møder de indsatte, som menneske til menneske, sagde hun vist. Nu kan man nok ikke bebrejde et fængselspersonale at have det forhold til de indsatte - også selvom de i en arrest ikke er dømt endnu -, jeg tænker, at man nok bliver arbejdsskadet. Men alligevel siger det noget om tilgangen, måden at forholde sig til disse mennesker på. Dog, at spørge personer fra Røde Kors om vi ønskede en overfaldsalarm på os, når vi kom til arresten som besøgsvenner, synes jeg alligevel havde komikkens skær over sig - men fred være med det.

Inden man bliver godkendt af Røde Kors, skal man også svare på, om der er nogen kriminelle, man ikke ønsker at besøge. Jeg svarede i sin tid nej, men jeg må tilstå, det er svært for mig at vide, hvordan jeg faktisk ville reagere, hvis jeg fik at vide jeg skulle besøge en pædofil eller en anden sexforbryder. Man får dog som udgangspunkt ikke at vide, hvad de sidder inde for, men alligevel - hvordan vil jeg reagere? Tja, det bliver i hvert fald en udfordring til idealet om at møde ethvert andet menneske, som menneske til menneske, uden at være fordomsfuld og fordømmende. Og dét er jo fordringen som besøgsven - og kristen, ikke mindst.

Hvad har det med evangelieteksten at gøre? Jo, jeg har nævnt nogle nutidige situationer, hvor man kan se forskellen på den umiddelbare tilgang, og kristendommens tilgang. Alle forarges på Jesus, fordi han behandler overtolderen som et menneske, til trods for, at han betragtes som kriminel af omgivelserne. Men Jesus ser kun muligheder. Han ser også overtolderen som et menneske, og derfor er det helt naturligt at være under hans tag, som en næsten lige partner.

Og dét er evangeliet til os i dag. Til trods for alle vore synder, til trods for, at vore handlinger i forhold til vor næste burde betragtes - i hvert fald i kristendommen lys - som kriminelle, som noget, der burde straffes af Gud. På trods herfor, bliver vi mødt af Gud som de mennesker, vi også er. Bliver man mødt som kriminel, som et udskud, som en person, der ikke passer ind i samfundet, så forbliver man i denne kategori. Bliver ikke rigtigt betragtet som et medmenneske med absolut værdi, alene fordi, man er et menneske.

Men stående lige overfor Jesus, er vi bare mennesker af kød og blod, med de fejl og mangler, som vi alle har, i større eller mindre grad. Og vi kan oplevede det glimtvis, i det kærlige møde med vor næste. Og bede om, og leve af, nåden som det daglige brød.

Således er det muligt at være menneske og synder på en gang.