Prædiken til 5. søndag efter Påske, 2014 (Johs. kap. 17, v. 1-11). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«
Det er i år 200-året for både folkeskolen og Bibelselskabets begyndelse. Sidstnævnte er den virksomhed, som har eneret på at trykke de autoriserede bibler i Danmark.
Det skal siges, at allerede i 830 ser man det ældste vidnesbyrd om skole i dansk sammenhæng, som er Ansgars undervisning af 12 drenge, der skulle oplæres til forkyndelse af det kristne budskab. Men det er først i 1814, at vi får den første landsdækkende skolereform med lov om almueskolevæsenet, som betyder skolepligt af alle børn i kongeriget Danmark.
Bibelselskabet blev oprettet 22. maj 1814, og umiddelbar herefter kom den første oversættelse på dansk af Det Nye Testamente med såkaldt kongelig autorisation. Helt præcist i 1819 var det. Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes, at den første oversættelse af Det Nye Testamente overhovedet blev lavet tilbage i 1524.
Der er med andre ord noget at fejre i år, for skole og bibel har længe hængt sammen. Det var først så sent som i 1975 at koblingen blev kappet med skolereformen, der kom i det år, hvor det hed, at der nu ikke længere skulle undervises i religion, men om religion. Altså ikke forkyndes, med andre ord, men kun oplyses om, eller hvordan det nu kan formuleres.
Det har dog altid været, og er stadig, et åbent spørgsmål, hvordan der egentlig skal forkyndes - hvordan læse i biblen, kunne man også spørge.
Man skal jo være opmærksom på, at den bibel vi sidder med, jo netop er en oversættelse. Taler vi om Det Nye Testamente, så er det en oversættelse fra græsk, og det oprindelige græske dokument eksisterer ikke længere, så det er en kopi af en kopi af en kopi, - og så videre - som der er brugt i oversættelsen til dansk.
Desuden er det en banal konstatering, at der er fire evangelier, som ikke fortæller helt den samme historie. Især Johannesevangeliet skiller sig markant ud, og dette evangelium er - i modsætning til det sprogligt noget ubehjælpsomme Markusevangelium - noget nær et litterært mesterværk.
Det handler med andre ord i høj grad om teologi, hvad man vælger at lægge vægt på, når man læser teksterne. Jeg kan huske, da jeg første gang læste Johannesevangeliet på græsk, hvordan jeg næsten var ved at gå ud af mit gode skin af begejstring, så fantastisk det var at læse. Det var lige før, jeg mente, at dette evangelium var alt nok. Men, det er det selvfølgelig ikke. Man kan fx. svært forestille sig kristendommen uden Bjergprædiken fra Mattæusevangeliet, eller historien om den barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliet.
Ikke desto mindre er vægtlægningen vigtig, og den vil altid være der. Når man i debatter diskuterer spørgsmålet om frelse og fortabelse, ja, så er der steder i Det Nye Testamente, hvor der tydeligt tales om både frelse og fortabelse, og andre steder, hvor der tales om alles frelse. Det er altså ikke entydigt, man bliver nødt til at tage teologisk stilling.
Nogle gange giver disse refleksioner så megen genlyd, at de skaber nye retninger. Da Martin Luther i 1500-tallet protesterede mod afladshandel og gerningsretfærdighed, gav det genlyd så meget, at vi i dag - blandt andet i folkekirken - mener, at gode gerninger ikke giver point hos Gud, selvom vi naturligvis stadig skal gøre dem som en naturlig del af den tro, som frelser alene.
Og det gav genlyd i Danmark i 1800-tallet, da Grundtvig opdagede - ved at læse skrifter af Irenæus - opdagede, at kirken var før biblen, og at det måtte få betydning for sin læsning af biblen. For Grundtvig endte det med, at trosbekendelsen reelt blev vigtigere end det skrevne ord i biblen. Det levende ord frem for det døde bogstav, for at udtrykke det både poetisk og polemisk.
Og Løgstrup forsøgte i 1956 at tale om kristendommen på en såkaldt humanistisk måde, hvor det dobbelte kærlighedsbud blev til den etiske fordring, og hvor en væsentlig pointe var, at biblen ikke kunne fortælle os, hvordan vi skulle leve vort liv, forstået på den måde, at den etiske fordring - kærlighedsbudet - var tavst, det fortalte os, at vi skal elske vor næste, men intet om, hvordan vi faktisk i den konkrete situation skal gøre det. Det må vi selv finde ud af.
Og hvad med det evige liv? Tilbage i 1952 skabte teologen P. G. Lindhardt røre, da han i et foredrag på Askov Højskole aflyste det evige liv. Han sagde blandt andet: "Den kristne tro er et håb til Gud, men den indeholder ikke løfter af nogen art om en fremtidig tilværelsesform. alle forventninger derom er drømme, som må stå for ens egen regning. (...) evigt liv er nutid og ikke fremtid og (...) fremtidsdrømme ikke er kristendom".
At sige, at han afskaffede det evige liv, er selvsagt noget af en tilsnigelse, dels har han i sagens natur ikke magten dertil, og dels var det den traditionelle opfattelse, han angreb. Hans pointe var vist nok, at vi ingenlunde har krav på noget evigt liv. At komme i kirken og betale sin kirkeskat giver ingen garanti for evigt liv. Og en overfokus på livet hinsides vil uvægerligt fjerne fokus fra at leve livet med næsten i det liv, vi har for os, her og nu.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at når der tales om evigt liv i Det Nye Testamente, så er det også noget hinsides.
Men dagens evangelietekst er et fremragende eksempel på, at evigt liv i Johannesevangeliet overvejende forstås som noget, der finder sted lige nu og her: "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus". Det er jo næsten en trosbekendelse. At kende Faderen er at have evigt liv. Man kan selvfølgelig indvende, at man først kender Faderen fuldt ud, hinsides, men det er ikke det, som står i selve teksten.
Jeg vil hævde, at det, som et kristenliv også handler om, er et forsøg på at lære at kende Faderen. Eller at kende Kristus, som er det samme, sagt på en anden måde. Fader, Søn, og Helligånd er ét. Det er derfor vi netop døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Hvordan vi lærer Ham at kende, er nok forskelligt fra person til person. Måske vi i begyndelsen lærer om Ham, når far eller mor læser fra en børnebibel. Måske man gør det under konfirmationsundervisningen. Personligt er jeg ret begejstret for Bibelselskabets musikprojekt "Lydspor fra Biblen", som de har taget initiativ til i anledning af deres jubilæum, hvor man har bedt forskellige danske sangere om at nytolke en selvvalgt bibeltekst. Indtil nu er navne som Anne Linnet, Sys Bjerre, Dicte, og forsangeren fra Hymns from Nineve bleven nævnt i den forbindelse, og man kan i øvrigt høre de første numre på bibelselskabets hjemmeside.
Og det er jo ikke fordi, vi ikke skal tale om evigheden, livet hinsides døden, men jeg kan nu godt lide Folkekirkens Nødhjælps gamle slogan: Fordi vi tror på et liv før døden. Og en dag som i dag, hvor vi skal holde barnedåb, er det jo også livet her og nu, det liv, som er lige foran os, som er i fokus.
Johannes Møllehave skriver et sted, at Søren Kierkegaard har skrevet om at stå i evigheden, og høre stueuret slå. Det var i øvrigt en salme af Møllehave vi sang inden prædiken, ligesom den første salme "Uberørt af byens travlhed" også er af nyere dato.
Man kunne måske kalde evigheden, dén evighed, vi kan opleve nu, for oplevelsen af livsfylde, meningsfuldhed, måske ligefrem lykke. Men i hvert fald en oplevelse af, at være en del af et større fællesskab, ultimativt, fællesskabet med Gud og næsten.
"Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi", siger Jesus. Dåben har mange betydninger, men en af dem er i hvert fald, at det nydøbte barn bliver en del af et større fællesskab, og ved dåben cementeres det, at det også er et Guds barn.
At vi så i vort selvfokus ofte bevæger os bort fra dette fællesskab med Gud og næsten, oplevelsen af evigheden dennesidig, er givet et eksistensvilkår. At synde betyder at ramme forkert, eller gå fejl af målet, og hvis det sande mål er fællesskab med Gud og næsten, er denne syndsforståelse et eksistensvilkår. Så er det, at vi dagligt kan bede om, og håbe på, nåden, som en del af det daglige brød, så vi forhåbentlig alligevel tør kaste os ud i livet med vor næste, trods alle vore fejl og mangler. Og huske, at vi alle er Guds børn, en relation, der altid bliver cementeret, når vi holder barnedåb.
Amen.
