Prædiken til 4. søndag i Advent (Joh. kap. 3, v. 25-36)
Skrevet til denne hjemmeside
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede over ham«. Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
Teksten tager udgangspunkt i en diskussion, der har været omkring renselse. Der står intet om, hvad diskussionen handler om, men at den handler om jødiske renselsesritualer og tilsyneladende peger videre hen mod dåben, er vist givet. Dåben bliver betragtet på afstand, og bliver ikke yderligere kommenteret – men nu er der ikke længere tale om en Johannesdåb, men om en dåb af Jesus ”han, som du har vidnet om”. Han døber nu selv, siges det.
Her protesterer Johannes. Som han selv, da han døbte, pegede hen mod Jesus, som ham, der kommer efter Johannes selv – således kan Jesus heller ikke døbe selv, også han døber, fordi dåben er givet ovenfra. Det er i øvrigt et forhold Jesus selv ofte gør en dyd ud af at understrege i sin forkyndelse, nemlig, at han gør alt, hvad han gør, fordi at det er givet ham af Faderen, og han kun kan gøre det, fordi det er ham givet af Faderen. Som Johannes selv pegede videre, således også Jesus.
Ikke en specielt moderne tankegang, hvor vi selv helst vil tage æren for det meste. Præstationskravene i vor tid er ganske ubønhørlige, og når vi måske er så heldige at nå vore mål, eller i hvert fald nogle delmål i vejen frem, så manglede det da bare, at vi selv kan tage æren for vores eventuelle succes. Man kommer ikke ligefrem fremad i verden i dag, ved at henvise til, at det faktisk ikke er min fortjeneste. Man kommer ikke langt ved at give en anden en æren. At give andre skylden for, at noget gik galt, er som bekendt noget nemmere – men æren, nej! Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Nej vel.
Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. At det ikke kun er dåben, der er på spil her, fremgår af just nævnte citat. Den, der kommer ovenfra, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved – aldrig nogen sinde, Han er over alle. Men den, der er af Jorden, fx Johannes, men jo os alle sammen, må nødvendigvis tale jordisk, og her opstår en væsetlig problemstilling i virkeligheden. Man kan endog sige, at teologi er et stort forsøg på at tale jordisk om den, som kommer ovenfra, og som er over alle. Noget af en mundfuld, må man nok sige. Ikke underligt, at der diskuteres så det gløder, når det handler om kristendom, og at det altid har været sådan i historien. Vi mener alle sammen, at vi har nogenlunde fat i den lange ende med vore argumenter, og glemmer nok ofte i kampens hede, at vi kun kan tale jordisk om mesteren, ham, der kommer ovenfra. Da debatten omkring rydningen af Brorsonskirken var på sit højeste, kunne jeg ikke lade være at tænke på det næsten – ja, undskyld udtrykket i en så alvorlig sag – fascinerende i, at to fløje, for og imod rydningen af kirken, kunne være næsten absolut uenige om et så centralt spørgsmål i kristendommen som spørgsmålet om næsten, og det med en kraft, som kunne være næsten skræmmende.
Ikke desto mindre hævder begge fløje, at de begge har taget imod Jesu vidnesbyrd om evangeliet, og ingen af dem, vil hævde, at Gud ikke er sanddru, som det hedder i evangelieteksten.
Hvordan kan sådan en situation overhovedet opstå? Det er ikke min intention at lave en politisk prædiken, men efter at begrebet værdipolitik er kommet ind i den politiske agenda, kan man i dag ikke længere snakke om værdier og nævne konkrete eksempler, uden at blive stemplet som politisk. Og når nogen i en sådan forbindelse stempler en for at være politisk, er det sjældent positivt ment. Tankevækkende, at vi i dag kan komme i en situation, hvor politikere ønsker en præst fyret, fordi han vælger at huse flygtninge i en kirke. Hvad skulle han ellers have gjort. Bedt dem forlade kirken?
Det der for alvor er tankevækkende ved Jesu forkyndelse, Jesu vidnesbyrd om evangeliet, er dog, at det i store træk også er jordisk tale – det kan simpelthen ikke være anderledes. Jesus er i sagens natur prisgivet det jordiske sprog, hvordan skulle han ellers udtrykke sig, hvis vi jordiske væsener skal kunne forstå nogenlunde, hvad Herren taler om til os.
Hvad der er endnu mere fortvivlende er, at han faktisk ikke fortæller os særligt meget om, hvad vi egentlig skal stille op, når vi først står overfor den næste, vi skulle være der for. Vi skal elske næsten, ja vist. Bære næstens byrder, som det hedder hos Paulus, ja vist. Men hvordan? Hvad betyder det – hvad er praktisk næstekærlighed, for at spørge med et dumt udtryk. Det fortæller Jesus faktisk ikke meget om, selvom han nævner nogle eksempler i teksten om Verdensdommen, som læses sidste søndag i hvert andet kirkeår, hvor talen er om at klæde den nøgne, mætte den sultne, give vand til den tørstige, osv.
Til sidst i evangelieteksten er der tilsyneladende en henvisning til det, man normalt kalder den dobbelte udgang, dvs at nogen bliver frelst – dem der tror – og alle andre fortabes. Ligesom det blev antydet i teksten til 2. søndag i Advent om de ti brudepiger.
Det kan man skrive meget om, og det er sikkert også nødvendigt en gang i mellem. Det er dog min opfattelse, at det meget hurtigt kan komme til at lyde meget tungt og teoretisk, uden at have megen kontakt til levet kristendom. Vi taler om noget, vi ikke i vores vildeste fantasi kan gøre os særlig konkrete forestillinger om, hvis nogen overhovedet. Vi er – for at tale med evangelietekstens ord – i den grad prisgivet det jordiske sprog, at vi i bedste fald kun kan gætte på, hvad Jesus mente med lignelsen om de ti brudepiger, hvor fem af dem kommer for sent til festen, da de ikke var klar i tide, og derfor er lukket ude fra det gode selskab i al evighed. I sandhed en ukristelig tanke, efter min mening. Personligt forkaster jeg ikke tanken om den dobbelte udgang, dvs, jeg forkaster ikke tanken om fortabelsen, da en forkastelse vil være at tage friheden fra Gud. Men i praksis tror jeg ikke på fortabelsen – ikke hvis man forholder sig til tanken med troens og kærlighedens fortegn. Jeg synes det er tankevækkende, at det eneste Jesus, et andet sted, henviser til, som tegnet på, at han er den han er, er Jonas’ tegn. Her tænkes ofte på, at Jonas i Jonas' Bog, er i en hvals bug i tre dage, inden han bliver spyttet ud. Men i Jonas’ Bog er der et andet aspekt, der er mindst lige så interessant. Sidst i historien ender Herren nemlig med at aflyse den ellers så højt proklamerede og med Jonas højt profilerede Dommedag. Dommens dag, og det er ikke dom til det gode, bliver simpelthen aflyst! Mon ikke det er en væsentlig side af Jonas’ tegn. At med Jesu komme til Jorden er dommedag med dom til fortabelse i praksis aflyst?
Jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Det er en tolkning. Jeg kan kun tale jordisk, og med jordiske argumenterer prøve at overbevise andre om, at jeg har ret, eller i hvert fald ikke er helt galt på den, eller hvordan man nu skal formulere det. Det er også derfor, at jeg er en varm tilhænger af en rummelig folkekirke med plads til både Søren Krarup og Per Ramsdal, ham, ungdomspræsten fra Brorsonskirken. Ingen af os kan siges at have ret på forhånd, selvom vi ofte gerne vil se os selv på den måde, måske ikke kan undgå at se os selv på den måde. Måske vi ligefrem synes, at vores modpart er usympatisk. Men uanset hvor meget vi synes vi selv har ret, må vi argumentere. Tale jordisk om ham, der kommer ovenfra.
Salmebogens salmeforslag: 90, 441, 436, 64, 117, 74.
Se og hør dem eventuelt på salmebogen.dk
