Prædiken til 4. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk. kap. 6, v.36-42). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«
Den periode, vi befinder os i for tiden i kirkeåret, kaldes Trinitatistiden, og den løber fra pinse til advent. Noget, der kendetegner de evangelietekster, der læses i denne periode, især i begyndelsen, er, at de viser os og fortæller noget om, hvordan Jesus forholder sig til menneskers hverdagsliv.
Og hvis der er noget, der kendetegner vores hverdagsliv, både på Jesu tid og i dag, så er det vores tendens til at måle og veje ting. Det er slet ikke noget nyt fænomen. Går vi til Det Gamle Testamente, måles den enkeltes succes i høj grad på, hvor meget gods og guld, man har samlet sig, og hvor stor en slægt man har. Idealet er at dø gammel og mæt af dage.
Det ligner jo til forveksling idealerne i vor tid. Og ligeså, vor tilbøjelighed til at måle og veje ting, og ikke mindst, måle og veje hinanden. I grunden er det helt vildt, så meget vi gør det, også uden at vi nødvendigvis tænker så meget over det. Og i nogle tilfælde er vi måske også nødt til det. Unge mennesker er nødt til at tage en uddannelse, nok af lyst, men også fordi, at alle de unge mennesker, de sammenligner sig med, og skal konkurrere med om jobs, stillinger og status, også tager en uddannelse. Og vi forældre presser nok også på. Det er for så vidt fint nok, men situationen viser i hvert fald, at vi hele tiden sammenligner os med hinanden. Vi vil så nødig være bagud, og føle, at vi ikke er med. I en nylig undersøgelse, der handlede om arbejdsmoral, lød konklusionen, at danskernes var helt i bund, internationalt set. Altså ikke i praksis, men som værdi, vi lærer vores børn. Det hed sig, at langt flere danskere synes, det er vigtigere at lære deres børn om ansvar, tolerance og respekt for andre. Det synes jeg lød positivt, men blev vinklet negativt af artiklen.
Søren Kierkegaard har et udtryk, han kalder for 'sammenligningens forbandelse', altså dette, at vi gør andre til målestok for vores succes, og vores oplevelse af at være lykkedes. Hvis man vil være med i front, bliver man nok nødt til at forholde sig til, hvor andre står henne. Men det ændrer ikke på det umiskendelige faktum, at vi hele tiden måler og vejer, for at sikre os, at vi er med. I evangelisk sammenhæng er der historien om tolderen og farisæeren. Her bliver farisæeren i sin egen optik først og fremmest et godt menneske, fordi han er bedre end tolderen. Tolderen var på Jesu tid en slags værnemager. Jeg er glad for, at jeg ikke er ligesom ham værnemageren, siger den skriftkloge, i stedet for at koncentrere sig om at stå lige for Gud, som netop tolderen, eller værnemageren, gør.
Men, hvis vi så ofte fokuserer på, hvor vi står i forhold til andres position, så glemmer vi den næste, der står lige foran os. Så er vi blind for livet, og livet må først og fremmest, i hvert fald i kristendommens lys, være livet med vor konkrete næste.
Vi kender det måske i forhold til vores børn. For på den ene siden er vi jo hele tiden opmærksom på, at de klarer sig godt, får en god uddannelse, og lignende, så de ikke bliver tabt for samfundet, som det hedder i dag. MEN samtidig prøver vi jo også at oplære vores børn til at være mennesker, mennesker, som respekterer og behandler deres medmennesker ordentlig og med respekt. Men hvis vi selv er blind for det, hvis vi selv har travlt med en karriere eller lignende, så kan det være svært at få øje på andet end karriereræset, også hos børnene. Hvordan vil vi selv gerne måles? På vores arbejde, vores status, vores uddannelse? Eller på vores værd som mennesker? Med det mål du selv måler med, skal du selv måles med. Kan en blind lede en blind?
Jeg synes personligt det er påfaldende, så tit jeg har oplevet at stå i en situation, hvor jeg for måske tyve år siden, ikke i min vildeste fantasi ville have forestillet mig min faktiske reaktion, eller måde at handle på. Lidt a la "sådan ville jeg aldrig gøre". Og når man så selv - mange år senere - står i situationen, så ser det hele meget anderledes ud. Det er så nemt at dømme andres gerninger, især når det jo for os er så åbenlyst, hvad man burde gøre, hvad der er det rigtige at gøre, og så nemt at dømme folk, hvis vi synes de opfører sig på en forkert måde.
Og Jesu udsagn: "Døm ikke at du ikke selv bliver dømt" er ret omfattende. Hvad skal man sige til utroskab? Skal det da ikke fordømmes? I den tv-serie, der hedder Mad Men, er der en scene, hvor hustruen forarget siger, at hun ikke begriber, at folk begår utroskab. Personligt studsede jeg over en reklame i bilradioen, der handler om en hjemmeside, der direkte opfordrer til utroskab for at få gang i livet igen, som det vist hedder. I omtalte tv-serie svarer manden - som næsten er systematisk utro på det tidspunkt i serien - han svarer, at man aldrig kan vide, hvorfor folk gør som de gør. Og det har han jo ret i. Hvis folk lever i et miserabelt ægteskab, hvor parterne i virkeligheden burde være skilt, er der så tale om rigtigt utroskab? I hvert fald har jeg selv forsøgt at indtage den holdning, at jeg vil forsøge at undgå fordømmelsen, da jeg aldrig kan gætte mig til baggrunden, men at jeg selvfølgelig til enhver tid vil undre mig, og helt grundlæggende, selvfølgelig, mene, at det er forkert. MEN fordømmelsen? Er det vores opgave at fordømme andre? Nok vejlede, ja, men fordømmelsen er noget ganske andet, og den tilkommer kun Gud.
Det samme gælder for så vidt tilgivelsen, noget af det sværeste i verden, kan i hvert fald være. Men også en af de største kærlighedserklæringer. En tilgivelse råder ikke nødvendigvis bod på det hele, men gør det dog nemmere at komme videre med livet. Luften bliver renset. Men tilgivelsens mulighed forudsætter naturligvis, at vi har blik for vore medmennesker, om det så er ægtefælle, børn eller andre, som vi er raget uklare med.
Og det er virkelig tankevækkende, som Jesu forkyndelse leder os mod livet, mod gudsriget, i hvert fald glimtvis. Er vi fanget af sammenligningens forbandelse, så er vi blinde for at stå lige overfor Gud, så er vi blinde for at være forbillede for vore nærmeste. Men kan vi mane os frem til at være i stand til at tilgive, åbner livet sig endnu mere. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Det er store ord. Det er krævende ord.
Ofte er det til at blive godt gal i skralden på Jesus, når han kommer med den slags formaninger. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælden i dit eget? Jeg har altid ment, at denne formaning, denne anklage, meget godt omkranser kristendommen. Det handler jo i høj grad om syndsbevidsthed og syndserkendelse, altså vor evne til at erkende vore fejl og mangler. Og som bekendt er det ikke altid lige nemt.
Men, tænkt engang, hvis vi, inden vi bebrejder andre deres fejl og mangler, først så på os selv, og iagttog vore egne fejl og mangler. Og derpå gjorde det til fast hovedregel, at vi ikke skulle kigge på og bebrejde andre deres fejl og mangler, før vi havde kastet vore egne fejl bort, selv var blevet bedre mennesker. Hvis vi gjorde det, ville vi givet aldrig nå til at bebrejde andre! Tag først bjælken ud af dit eget øje, så du kan se klart til at tage splinten ud af den, der er i din broders, altså din ligemands, dit medmenneskes øje.
Bliv seende, hedder det, for en blind kan ikke lede en blind, billedlig talt. Døm ikke andre, men tilgiv i stedet. Vær fuldkommen, som jeres fader er fuldkommen. For at sætte trumf på kunne man citere fra Johannesevangeliet: Som jeg har elsket jer, siger Jesus, således skal I også elske hinanden.
Hvis alle disse formaninger tages for pålydende, og som kommer fra Sandheden selv, nemlig Jesus Kristus, så må vi også bøje os i støvet og sige, Herre, det kan jeg ikke. Jeg prøver, men jeg kan ikke. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, beder vi. Som en slags gensidig renselsesproces. Når vi beder denne bøn, så kigger vi indad, i stedet for at se på splinten i vor broders øje. Vi beder om en ny start, vi beder Gud om at rense tavlen, vi beder om, at vore synder, vore fejltagelser, skal skrives i glemmebogen, så vi kan starte på en frisk. Vi beder om nåden som en del af det daglige brød. Vi beder Gud om at eftergive vor gæld, så vi ikke skylder noget mere. Det beder vi om må ske dagligt.
