Prædiken til 4. søndag efter Påske, 2014 (Johs. kap. 8, v. 28-36). Holdt i Thorning Kirke (ved to gudstjenester i rap)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«"
Hvis I bliver i mit ord, siger Jesus. Dem har Jesus mange af. Ord. Men man kunne jo passende henvise til de ord, som han selv kalder det første og største bud, nemlig det dobbelte kærlighedsbud. Alt andet, som Jesus har sagt, er på mange måder uddybninger af budet, konsekvenserne af budet, både af at holde det, og konsekvenserne af, ikke at holde det.
Den fuldkomne konsekvens af at holde budet er fællesskab med Gud og næsten. Noget, vi symbolsk gør, når vi holder altergang og nadver. Og nadverfællesskab kan være meget, hvis man bruger sin fantasi. En enkelt gang har Tina [min kollega, og den faste sognepræst på stedet] i konfirmationsundervisningen illustreret det ved at dele en plade chokolade med konfirmanderne. Dér spiste vi også sammen, brød chokoladepladen, og delte ud, mens I konfirmander stod i en rundkreds, udenfor, som ved alteret i kirken.
En anden praksis, man kan ty til, når budet synes svært, når livet synes svært, er bønspraksis, herunder Fadervor, som konfirmanderne selvfølgelig også har lært, og som vi har bedt i så godt som enhver dobbelttime med konfirmanderne.
Og en forståelse af, hvor radikalt det dobbelte kærlighedsbud faktisk er, og at det handler om meget mere, end blot at være gode ved hinanden, det indebærer jo også fjendekærlighed, håber jeg personligt, at konfirmanderne fik en idé om, da jeg i en time fortalte dem om den barmhjertige samaritaner, og hvor Jesus fik stillet det farisæiske spørgsmål "Hvem er min næste?".
Men, vi kunne jo, ligesom jøderne i evangelieteksten, spørge, hvad vi egentlig skal gøres fri fra, da vi jo - ligesom jøderne hævder - aldrig har trællet for nogen? Her er svaret, synden. At synde betyder at gå fejl af målet, at ramme forkert. Og hvis det sande mål er fællesskab med Gud og næsten, som jo er konsekvensen af fuldbyrdelsen af det dobbelte kærlighedsbud, hvis sandheden er fællesskab med Gud og næsten, er det klart, at hver gang vi begynder på vor selvcentrering og vores selvfokus, som vi alle er meget gode til, ja, så bevæger vi os langsomt bort fra dette fællesskab, og vi kan ikke være rigtigt frie, opleve den sande frihed, alene med os selv. Hvad skal man stille op med en frihed, hvis vi er helt alene? Nej, hvis vi bliver i Jesu ord, hvis vi går ind i fællesskabet med Gud og næsten, om det så er - symbolsk - ved nadveren, eller når vi deler en plade chokolade, også med personer, vi ikke kender, når vi ved, at vi er gode nok, som vi er, at Gud elsker os alle, som dem vi er, når vi ved, at vi ikke skal præstere, men bare kan være os selv, når vi er sammen med andre, når vi på den måde ved os elsket, både af Gud og mennesker, ja, så er vi i sandhed frie som Jesu disciple. Og det er i høj grad det, som konfirmationen også handler om: At vide sig elsket, både af Gud og mennesker, men under selve ceremonien, selvfølgelig først og fremmest af Gud.
Og med de ord: Ønsket om en god og festlig dag til jer alle sammen.
Amen.
