Prædiken til 3. søndag i fasten, 2014 (Johs. kap. 8, v. 42-51). Holdt i Thorning Kirke og i Grathe Kirke, og i Vium Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
For år tilbage havde jeg nogle længere samtaler om kristendommens væsen med en af mine gode venner. En af disse samtaler gik på Jesu udsagn "Jeg er vejen og sandheden og livet" fra Johannesevangeliet. Som min gode ven sagde til mig: Uanset, hvor man står henne i kristendommen, ja, uanset om man er ateist, så er det et udsagn man er nødt til at forholde sig til på et eller andet tidspunkt i livet. Og det er der unægtelig noget rigtigt i.
Det er et meget absolut udsagn. Ingen over, ingen ved siden af Kristus. Egentlig noget, som de forskellige kirkeretninger inden for folkekirken burde tænke lidt mere over. Vi vil så gerne have ret i hver vores udlægninger af kristendommen, uagtet, at det kun er Kristus, der kan have ret.
For det er nok uomtvistelig, at det er absolutismen, der har været medårsag til den del af kristendommens historie, som har været blodig. Der har som bekendt også været ført krig i kristendommens navn, fordi man mente at have retten på sin side. En ret så ukristelig tankegang.
For, vi kristne har jo ikke Sandheden, men bekender os til en, som er Sandheden. Og vi kristne kan - hver for sig - ikke med mening sige, at vi har ret, for hvor skulle vi dog vide det fra. Selvom vi jo godt kan have en inderlig overbevisning om det.
Dagens evangelietekst er derfor meget bombastisk, og ikke mindst udsagnet om, at jøderne har løgnen og Djævelen til fader, har givet været anledning til jødeforfølgelse i en mere uvidende tidsalder end vores. Sørgeligt, men jeg er bange for, at det også er sandt.
Her er det - som det ofte er - dog en god ting at kende alle fire evangelier, ja hele Det Nye Testamente, for ikke at sige hele Biblen. For at kende sammenhængen.
Og som det hed i en bog om netop Johannesevangeliet, som jeg læste for år tilbage. You have to know the world behind the text, not to abuse the world in the text. På dansk: Du bliver nødt til at have viden om den verden, der ligger bag teksten, så du ikke misbruger den verden, der er i teksten.
Kort kan man fx. om dagens tekst fra Johannesevangeliet sige, at netop Johannesevangeliet er det yngste af de fire, og skrevet på et tidspunkt, hvor Jesus ikke blev identificeret som en del af jødedommen. I Johannesevangeliet bliver jøderne brugt som et billede på den gruppe, der afviste Jesus. Derfor må Jesu ord mod dem naturligvis være bastant.
For tekstens absolutte udsagn er ikke til at komme udenom. Kristendommen og Jesu forkyndelse er absolut, og kan ikke gradbøjes. Det kan godt være, at udlægninger og fortolkninger af Hans ord kan diskuteres og gradbøjes i en uendelighed - det er jo dybest set det, som teologien handler om - men at Jesus er vejen sandheden og livet, at det er udtryk for en eviggyldig absolut sandhed, er umuligt at komme udenom, hvis man spørger mig.
Man kan så spørge - som det sommetider gøres i debat om religion og kristendom - om man da ikke også kan have adgangen til sandheden ad andre veje.
Dertil må svaret være både-og. For det er uomtvistelig - i hvert fald hvis man spørger en herre som vores kirkefader Grundtvig - at sandheden og oplysningen om menneskelivet også findes i rige mængder andre steder. For eksempel i eventyr og mytologier. Som bekendt var Grundtvigs egen kæphest den nordiske mytologi. Og jeg har jo selv været på udkig efter sandheden og oplysning om menneskelivet både i Harry Potter-bøgerne og bandet TV2s sangtekster, for nu at henvise til et par temagudstjenester, jeg har holdt. Og det er vel også en kendt sagt, at læsning af H.C. Andersen og andre forfattere også kan give oplysning om menneskelivet.
Og jeg vil heller ikke udelukke, at man kan blive lidt klogere på aspekter af livet ved at læse noget af Koranen, eller andre helligskrifter, selvom jeg dog synes andre religioner må være noget af en omvej til kristendommen. Det skal dog siges, at andre religioner muligvis er en nemmere omvej end den rene ateisme. Det er nemmere at forkynde kristendom for en gruppe, der kender til de religiøse termer, end til en gruppe, for hvem disse ord og begreber går hen over hovedet på dem.
Menneske først, kristen så, som Grundtvig sagde. Menneskelivet har en værdi i sig selv. Men når alt dette er sagt, er det også klart, - hvis man spørger mig -, at sandheden med stort S kun findes i Biblen, og dermed i kristendommen. Det kan - som tidligere antydet - godt være, at vi kan diskutere længe, hvordan vi læser og tolker. Det er som bekendt en kendt sag, at der er centrale områder indenfor kristendommen, som de forskellige grupperinger indenfor folkekirken stadig er uenige om. Spørgsmålene om homoseksuelle vielser og kvindelige præster, for blot at nævne to klassikere.
Det skal bemærkes, og nok så vigtigt, så betyder det at bekende sig til Kristus, bekende sig til kristendommen som en absolut og eviggyldig sandhed, ikke, at man ikke samtidig kan anerkende andres ret til at gøre det samme. Ikke at man dermed anerkender, at andres sandhed kan være lige så god, for det synspunkt giver selvsagt ingen mening. Som kristen giver det ingen mening at anerkende islam som en sandhed.
Men, som forlægger og forfatter Lene Andersen gør et stort nummer ud af i hendes værk "Baade-Og" - et fembindsværk, der stort set handler om alt -, som Lene Andersen her bemærker, så er den vestlige verden nødt til at gøre noget ved arven fra den græske filosof Aristoteles, nemlig vores logiske tilbøjelig til at tænke i kategorier, ikke mindst enten-eller-kategorier. Vi er nødt til at rumme, at andre også anser deres sandhed, som en sandhed med stort S. Vi er til enhver tid nødt til at forfægte og argumentere imod disse overbevisninger, om det så handler om islam, buddhisme, eller hvad, men Grundtvigs motto om frihed for Loke, såvel som for Thor, er stadig uvurderlig. Frihed for sandheden, såvel som for løgnen - og måske mere provokerende: frihed for kristendommen såvel som for islam. Den tankegang er efter min mening også en hjørnesten i kristendommen. Kristendommen handler først og fremmest om frihed, først og fremmest om friheden til at tjene næsten i kærlighed, frivilligt, fordi man ikke kan lade være. Og om at forkynde til omvendelse, forkynde så klart og tydeligt, at tilhørerne vender om til Kristus, ganske frivilligt.
Her er det også værd at bemærke, at udsagnet om andres sandhed skal forstås meget bredt. I historien om dansen omkring guldkalven er det åbenlyst hvor nemt og fristende det kan være at vende Sandheden ryggen, fordi en anden sandhed virker nemmere eller mere populær, eller hvad ved jeg. Og i dagligsproget er dansen omkring guldkalven jo også et udtryk for dyrkelsen af en forkert gud. Ofte forbindes det med penge, og jeg vil da også påstå, at siden sekulariseringen begyndte omkring 1850, hvor kirkens rolle i samfundet langsomt, men sikkert, blev mindre og mindre, det vil sige mere og mere trukket tilbage, er også den personlige tro blevet understreget i en sådan grad, at gerningerne ikke har været rettet mod næsten, men snarere mod vores stræben efter velstand.
Så hvorvidt man dyrker en anden religion, eller danser omkring guldkalven kommer ud på et. Det er i begge situationer udtryk for at vende Gud og næsten ryggen, fordi vi har travlt med os selv, travlt med at retfærdiggøre eller realisere os selv.
Men vi må huske, at Kristus både er gave og opgave. Gave, fordi vi får nåden for intet. Vi får nåden som en del af det daglige brød. Men så sandelig også opgave. Jesus har gjort det dobbelte kærlighedsbud til det første og største bud. Som han elskede os absolut, således skal vi elske næsten absolut. Som jeg har elsket jer, således skal også I elske hinanden, som Jesus siger. Det giver ofte en daglig erfaring af uformåenhed, en erfaring af, ikke at slå til, fordi vi hele tiden kunne gøre det meget bedre, sætte vores næste mere i centrum, tænke mindre på os selv, osv. Men det må aldrig blive anledning til at opgive opgaven. Nok er Sandheden absolut, men vi kan - som mennesker - ikke udleve den absolut, men må håbe på og bede om, den absolutte nåde, som den skænkes af vor frelser og forsoner, Jesus Kristus.
Amen.
