Dåb/nadver

 

Mandelas lære

 

Etik uden Gud?

 

Michael Jackson, m.fl.

 

Gud er kærlighed?

 

Næstekærlighed?

 

Avatar og klima?

 

Mit kristendomsyn

 

Synd tappert!

 

Big Bang, m.v.

 

Dommedag

 

Gode gerninger?

 

GT og Jesus?

 

Hvem er næsten?

Om at pege hen mod Jesus

 

 

Prædiken til 3. søndag i Advent, 2013 (Luk. kap. 1, v. 67-80). Holdt i Thorning Kirke og i Grathe Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

 

 

Advents- og juletiden er den tid på året, hvor der bliver sunget flest salmer i det ganske land. Juletiden siger nok sig selv, men som bekendt er der mange arrangementer i anledning af decembermåned, hvor der naturligt bliver sunget salmer, både advent- og julesalmer, og andre salmer. I følge en undersøgelse synger omkring hver femte dansker salmer i løbet af året, og i juletiden skulle det være hele firs procent, altså fire ud af fem danskere.

Advent betyder, som mange af jer måske ved, komme, og det er tiden, hvor vi venter, og med længsel ser frem til Herrens komme julenat. Uanset hvem vi er, er der en forventningens glæde i denne måned, om det så er til at se familien i julen, om det er til gaverne juleaften, om det er til de forskellige arrangementer i løbet af måneden og i selve julen, eller hvad det kan være. Hvor det hele som bekendt kulminerer julenat, da vor Herre blev født og tændte lyset i nattens skød.

Denne søndags evangelietekst er også en salme, en hymne. Det er en hymne til Herren, som har besøgt sit folk.

Men hvad der er nok så vigtigt, er, at det er en hymne, som Zakarias kommer med, ikke i anledning af Jesu fødsel, men i anledning af Johannes' fødsel, altså Johannes Døberen.

Vi må huske, at teksten er fra Lukasevangeliet. Lukas er historiefortælleren, og for at have det hele med, har han både beretningen om Johannes' fødsel, og bagefter Juleevangeliet om Jesu fødsel.

Som det hedder til sidst om Johannes: "Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel".

Omtalen af Johannes Døberen - ikke mindst i denne tekst - kunne man godt kalde for en indirekte missionsbefaling. Hans rolle er nemlig hele tiden, og konstant at pege hen mod Jesus. Som det hedder i Johannesevangeliet, han - Jesus - skal blive større, jeg - Johannes - skal blive mindre.

Går vi til Grundtvig, en af vore kirkefædre, spiller det, han kaldte for en Johannes Døber-funktion er meget stor rolle. En af Grundtvigs opfindelser, højskolen, havde i hans øjne en Johannes Døber funktion, og det leder over i Grundtvigs kendte motto: Menneske først, kristen så. Man skulle have et alment kendskab – oplysning – om det levede menneskeliv, således ville man få forudsætningerne for at kunne forstå kristendommens væsen.

Menneskelivet har for så vidt en værdi i sig selv, men at blive sig selv som menneske er også vejen til at blive kristen, og forstå kristendommen og dets mange begreber. Helt lavpraktisk er det nemmere at have forståelse for, hvad Guds kærlighed betyder, hvis man selv har oplevet kærlighedens væsen i sin hverdag.

Men i en anden, og også hverdagsagtig forstand, er Johannes Døber-funktionen noget, vi alle bør tage på os. For opgaven er jo i holdning og handling at pege frem mod Jesus.

I fredags – fredag den 13. december – var det 468 år siden, at man på et møde i Toronto, Italien, i 1545 sidestillede den katolske tradition med biblens ord. Det skete som en reaktion på reformationen, der i Danmark blev indført i 1536.

I denne søde juletid, i december måned, og ikke mindst når det bliver rigtig jul om cirka halvanden uge, er der næppe noget bedre end traditioner. Vi har sikkert alle et væld af traditioner med hjemmefra, og der er en tryghed over at gå ind i disse kendte rammer sammen med familie og venner. De færreste af os ville undvære.
Og det er som bekendt altid et åbent spørgsmål, hvordan kultur, traditioner og religion er flettet sammen. Refleksionen må bare aldrig ophøre. Traditioner må aldrig få samme status som Gud ord, som vi møder det i Jesu forkyndelse.

Jeg skal være den første til at sige, at jeg slubrer alle julens traditioner i mig, og nogle år har jeg hørt mere julepopmusik som Whams Last Christmas og MC Einars Det jul, det cool, end jeg har sunget salmer i løbet af december. Men når det er sagt, så må vi aldrig glemme, hvad det hele handler om. For selvom det nok ikke er julens budskab, der først og fremmest bærer december måned – det er som bekendt højsæson for både bog-, musik- og legetøjsbranchen, og diverse julekalendere, julefrokoster, osv. osv., så er det i grunden mærkeligt, at det er sådan, for en juleaften uden julens egentlige budskab ville godt nok være tom. Når konfirmanderne er blevet spurgt, hvordan verden ville se ud uden Jesus, kommer der mange gode svar, og en af dem er det helt lavpraktiske, at der ikke ville blive fejret jul. Hvor mange tænker faktisk over det i løbet af julemåneden?

Gud har besøgt sit folk, og det fejrer vi først og fremmest juleaften, når vi tager forskud på julenat, hvor vor Herre blev fød, og lyset sig tændte i mørkets skød.
Men dagens evangelietekst er nødvendigvis også en poetisk opfordring til at vise vores alle sammens Johannes Døber-funktion i både ord og handling.
Og når jeg taler om handling, så tænker jeg altid på det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder det første og største bud.

Ingen af os kan opføre os som Jesus, selvsagt. I fasten hører vi om Jesu 40 dage i ørkenen, uden mad – den var nok ikke gået for nogen af os, og slet ikke denne måned. Decembermåned er højsæson for god mad og drikke, og velfærdsdanskere, der ender på skadestuen med forstoppelse juleaften.
Ingen af os kan opføre os som Jesus. Selvsagt. Men det må bare aldrig blive en undskyldning for ikke at gøre noget for vores næste. Vi oplever givet gang på gang at komme til kort, da der helt sikker altid er mere, som vi kunne have gjort. Det må bare aldrig få os til at opgive at prøve.

”Ban Herrens vej, gør hans stier jævne”, er nogle af de første ord, som Johannes Døberen siger som voksen.

Det er efter min mening også en opfordring til ikke at gøre det kristne budskab mere avanceret end det er. Lange diskussioner om kristendommens væsen hilser jeg altid velkommen. Man kan altid blive klogere, få nye skæve vinkler på sit eget kristendomssyn, en sjælden gang endda ændre tankegang, hvis man får øje på en vinkel, man aldrig selv havde øje for.

Der er altid noget at diskutere, når det gælder religion, herunder kristendom. Jeg kan afsløre, at det at skrive en prædiken også kan være en diskussion med sig selv, når vinklen skal findes, og hvor man hver gang synes, man er kommet Sandheden en lille bitte smule nærmere.

Men, ”Ban Herrens vej, gør hans stier jævne”. I praksis skal vi ikke gøre det mere kompliceret end det er. Som gamle K.E.Løgstrup ville sige, så er den etiske fordring, kærlighedsbudet, det dobbelte kærlighedsbud, om man vil, altid allerede ude blandt mennesker, alene fordi, at livet er givet af Gud. Dét forpligter.

Evangeliet peger altid bort fra os selv, peger altid - via Gud - hen mod vor næste, for der er derhen, Herren selv, Jesus Kristus, peger. Vi skal, som Johannes Døberen, konstant pege bort fra os selv, pege hen mod Ham, der har givet os det dobbelte kærlighedsbud, ham, som vi om ikke så længe skal fejre, ved at give dem, vi holder af, gaver.

Og når vi prøver at leve efter det dobbelte kærlighedsbud, og alligevel synes at fejle og svigte, er der hele tiden håbet om nåden som en del af det daglige brød. At synde betyder på græsk at ramme forkert, eller gå fejl af målet. Og det gør vi givet dagligt, i større eller mindre grad. Så er det vi kan bede ”giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere”. Således viser vi, at vi er Jesu disciple, når vi prøver med risiko for at fejle dagligt.

 

Amen.