Prædiken til 25. søndag efter Trinitatis, 2013 (Matt. kap. 24, v. 15-28). Holdt i Thorning Kirke, og i Grathe Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.
"Ødelæggelsens vederstyggelighed" er et meget voldsomt udtryk, som man også næsten kan høre på udsagnet. Det er øgenavnet på det Zeusalter, som den syriske kong Antiochos 4. i 168 f.Kr. lod opstille i Jerusalems tempel som led i sit forsøg på at afskaffe jødedommen.
Hvis man skulle oversætte det til nutidens forhold, ville det vel svare til enten - hvis det er jødedom - at forbyde omskæring, også selvom det måske ikke er intentionen. Eller måske at forbyde kristne kors og symboler i landets kirker. Det er i hvert fald en meget drastisk handling, som vi i dag kun ser i fundamentalistiske lande, ikke mindst i nogle mellemøstlige lande, hvor kristne den dag i dag forfølges.
Dagens tekst beskriver i hvert fald en meget kaotisk tid, hvor vi mennesker vil blive forvirret over alle de religiøse tilbud vi får, fra alskens forskellige profeter, der vil forsøge at få os til at tro, at det er dem vi skal følge, hvis vi vil følge Sandheden. Der tales om falske Kristus'er, altså personer, der foregiver at følge kristendommen, uden faktisk at gøre det, men i stedet leder vild. Her vil jeg tillade mig at nævne Jehovas Vidner som et godt eksempel. Som heller ikke anerkender treenighedslæren. Falske profeter, som vil søge at føre os vild, og i hvert fald bort fra Kristus.
Når jeg følger diverse debatter om kristendom og religion, - og jeg skal sige, jeg hilser altid den slags debatter velkommen - når jeg følger diverse debatter om kristendom og religion, undres jeg ofte over, så kompliceret, mange synes at gøre emnet. Når man selv dagligt oplever kristendommen som en levende størrelse, kan diskussionerne godt opleves en kende akademiske. Man søger at argumentere logisk eller med fornuft. Det er der jo ikke i sig selv noget galt i, men jeg synes ofte at mange af disse diskussioner og debatter afslører, at mange ikke rigtigt er klar over, hvad religion og kristendom egentlig er for en størrelse. Jeg hørte engang et radioprogram, hvor en herre gjorde et stort nummer ud af at understrege, hvor latterligt og langt ude alt det med religion og kristendom var, da det ikke kunne bevises, ikke gav mening, ikke havde noget med fornuft at gøre, og til sidst, af radioværten - som vist alligevel synes, det hele blev lidt for meget - af radioværten fik det afsluttende spørgsmål: "Hvad siger du til din kone, når hun siger, hun elsker dig? Siger du "Bevis det?" - og du behøver ikke svare på spørgsmålet", tilføjede radioværten næsten sarkastisk. Hvis der er noget, der både er meningsfuldt, men ikke altid lige fornuftigt, så er det kærlighedsrelationerne mellem mennesker.
Som sagt, så synes jeg ofte det hele bliver gjort meget meget kompliceret. I min tidlige studietid var jeg optaget af mange af de her diskussioner. Man er jo søgende, og måske også en smule forvirret, når man starter på et omfattende studie, som teologi. Men da jeg indså, hvor enkelt det hele kunne anskues, Jesus siger som bekendt soleklart, at det dobbelte kærlighedsbud er det første og største bud, og at troen skal kendes på frugterne, da jeg indså, hvor enkelt det var, blev det pludselig meget nemmere for mig at læse biblen. Det var et spørgsmål om at læse det hele i lyset af det dobbelte kærlighedsbud. For mig var og er det indlysende, at hvis en holdning eller en handling, eller et skriftsted er i modstrid med det dobbelte kærlighedsbud, så kan det ikke have noget med kristendom at gøre. Helt enkelt.
Det er givet også derfor, at min læsning af både Luther, Grundtvig og Løgstrup har gjort så stort et indtryk på mig.
Luther bekræfter ovennævnte, at læsningen af biblen skal "drive på Kristus", som det hedder. I min egen formulering, læses i lyset af det dobbelte kærlighedsbud. Da kritikken af biblen som et ufejlbarligt skrift tog til for lidt over hundrede år siden - det som også kaldes den historisk-kritiske forskning - kom Grundtvig med sin såkaldte mageløse opdagelse, hvor han hævdede at have fundet ud af, at trosbekendelsen gik helt tilbage til Jesu egen mund, og at det derfor var det levende ord, der var udtryk for kristendom, ikke mindst i forbindelsen med bordet og badet, som han kaldte det, altså i forbindelse med nadveren og dåben. Ikke at biblen ikke er kirkens grundlag og rettesnor, men når kirken faktisk er før biblen, så må det være budskabet, der er det centrale, og ikke en såkaldt bogstavtro læsning - ikke at forveksle med bibeltro, som vi vel alle er. De fire evangelier kan ikke være historiske beretninger, ord for ord, da de ikke fortæller historien helt ens. At der er en historisk kerne i beretningerne, er jeg dog ikke i tvivl om.
Derfor har det altafgørende betydning, når Jesus selv siger, at det dobbelte kærlighedsbud er det første og største bud. Så burde der ikke være så meget at tage fejl af. Her må vi dog huske, at det nok hedder, at vi skal elske Gud og næsten som os selv. Men der står intet om, hvordan vi faktisk skal handle. Løgstrup kaldte den etiske fordring - kærlighedsbudet - for et tavst bud. Dermed mente han, at budet nok sagde, at vi skal elske næsten, men budet siger intet om hvordan. Det må vi selv finde ud af og tænke os til. Lade den konkrete situation og vores samvittighed afgøre, hvordan vi faktisk handler i den konkrete situation.
Her er det dog vigtigt igen at understege, at denne tankegang aldrig må blive en sovepude. Derfor er sammenhængen mellem tro og gerninger altid vigtig at tænke over. Vi tror i folkekirken på, at vi ikke får point hos Gud ved at gøre særligt gode gerninger. Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi ikke skal gøre det. For på troens frugter skal troen kendes, og troens frugter er kærlighed.
Vi lever på mange måder i en kaotisk tid, også i dag. Der er mange tilbud, mange fristelser. Vi søger sandheden på mange forskellige måder, selv indenfor folkekirken er vi ikke altid helt enige. Her kan det være sundt at tænke på Luthers ord om, at hvor dit hjerte er, der er din gud, og gud er den hvoraf du forventer dig alt godt. For at sige det på en anden måde: Vi er alle religiøse, uanset at nogen vælger at kalde det noget andet, og uanset at nogen måske slingrer mere undervejs end andre. Men hvad er dit grundlag? Hvad er din referenceramme? Tager du udgangspunkt i dig selv, og hvad, der er godt for dig, eller tager du udgangspunkt i, hvad der er godt for din næste, og kan man altid skille disse ting ad?
Desmond Tutu bruger ofte et sydafrikansk udtryk, der hedder ubuntu, og som frit oversat betyder noget i retning af "jeg er fordi vi er", hvor det er understreget, at vi ikke kan løsgøre os fra vore medmennesker. Vi er afhængige af hinanden, og måske mere bundet af hinanden, end vi sommetider bryder os om. Løgstrup siger også et sted, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder et stykke af den andens liv i vore hænder. Vi har et medansvar for, hvorvidt vor næstes liv lykkes eller ej.
Det er vigtige tanker og udsagn, for det er så nemt at gå den brede vej udenom næsten. Vi kender det jo alle sammen. Der er så mange ting, der kan fylde vor hverdag op, forskellige gøremål, vigtige aftaler. Hvor vi glemmer vor næste i farten. Og hvor vi kan blive tiltrukket af mange af de andre tilbud, der findes. Foretrækker man at gå på stadion om søndagen, eller går man i kirke, for nu at tage et banalt eksempel.
Derfor, hvis retningen ikke er soleklar, hvis ikke det er soleklart, at man kun kan tjene én herre, ja, så må det gå galt. Og vi går alle galt engang imellem, det er givet et eksistensvilkår.
Dagens evangelietekst er meget bombastisk, som mange af teksterne er, når vi nærmer os kirkeårets slutning. Trinitatistiden - tiden fra efter pinse til sidste søndag i kirkeåret, dvs. den kommende søndag - er ikke ligefrem nogen stille tid, som nogen ellers kalder den - i hvert fald ikke, hvis man kigger på tekstlæsningerne. Der er kristne, der vælger at se mange af de urolige begivenheder, der er forskellige steder i verden i dag, som et tegn på, at vi lever i de sidste tider, men jeg må sige, at med et minimalt kendskab til verdenshistorien, så er det ret åbenbart, at vi lever i enestående rolige tider, hvis man sammenligner med andre tidspunkter i historien. Det er ganske vist en relativ betragtning, for som bekendt går det hedt for sig i Mellemøsten, og der er stadig mange andre lande, hvor man ikke nyder den frihed, vi tager så meget for givet på vore breddegrader. Men at hævde, at vi på verdensplan lever i særligt urolige tider nu, mener jeg er noget sludder. Så selvom Jesus nok taler om, hvilket kaos man kan forvente i de sidste tider, så mener jeg, at teksten, advarslen, som Jesus kommer med, gælder til alle tider, netop som en advarsel. Der vil altid være nogen, der prøver at føre andre bag lyset, der vil altid være nogen, der vil bespotte Gud, altid være nogen, som insisterer på, at religion skal ud af det offentlige rum, uden at de selv kan se, at de gør en religion ud af deres egen ateisme.
Det vi selv kan gøre, er at holde fast ved det dobbelte kærlighedsbud som det første og største, fordi Kristus selv siger det, med bevidstheden om, at troen skal kendes på sine frugter. Og i vores stadige forsøg på at tjene næsten, håbe på nåden som en del af det daglige brød, når vi til stadighed fejler. Derpå skal man kende, at I er mine disciple, siger Jesus et andet sted, nemlig ved, at I har kærlighed til hinanden. For størst af alt er kærligheden.
Amen.
