Først en velkomst til temagudstjeneste
Dernæst tekstlæsninger fra Søren Kierkegaards forfatterskab
Prædiken til 24. søndag efter Trinitatis, 2013 (Matt. kap. 9, v. 18-26). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
[prædiken-manus, men det talte ord tæller]
Den første sætning jeg læste i min første bog OM Kierkegaard lød ”Kierkegaard er uanstændig svær at læse”. Så var tonen ligesom lagt. Og det er virkelig ingen hemmelighed, at selvom han kan være uhyre morsom at læse, så kan han også være drilsk og svær at få hold på. På stiftspræstekursus i Viborg tilbage i august måned, hørte jeg blandt andet et foredrag af filosoffen Peter Tudvad, som talte om, hvad han kaldte den balstyriske Kierkegaard. Her gjorde han blandt andet gældende, at han foretrak at tage Kierkegaard på ordet. Jeg er sådan set enig, men synes måske alligevel, at det er nemmere sagt end gjort, for en stor del af Kierkegaards forfatterskab er nemlig skrevet under falske navne, pseudonymer. Vi kan altså ikke uden videre tage for gode, at Kierkegaard faktisk mener det, som han skriver. Selv de opbyggelige taler, som ellers er undertegnet ”S. Kierkegaard” kan man ikke nødvendigvis tage for pålydende som Kierkegaards egen mening. I hvert fald er det tankevækkende, at det eneste skrift, som han har skrevet under sit fulde navn, Søren Aabye Kierkegaard, og ikke bare ”S. Kierkegaard”, er afhandlingen ”Om begrebet ironi”, som tilmed er udgivet mod Kierkegaards egen vilje.
Vi har altså at gøre med en filosof, som konsekvent er ude på at drille os, provokere os, være både sarkastisk og ironisk, når det er på sin plads – som Kierkegaard ser det. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at da det var en skøn forening af Søren Kierkegaard og Johannes Møllehave, der i sin tid fik sporet mig ind på teologien, så har min læsning af Kierkegaard sat dybe spor hos mig.
Noget jeg bemærkede, da jeg engang læste Johannes Sløks ”Kierkegaards univers”, var tanken om, at Kierkegaard nogle steder ikke taler om troen på Gud, men om at tro i kraft af Gud. Gud er ikke et objekt, en person, der sidder på en sky i himlen, men troen er en gave, hvorved man kan tro netop i kraft af Gud. Derfor kan troen heller ikke gradbøjes.
Dette viser sig i den grad i skriftet ”Frygt og Bæven”, som er et værk, hvor Kierkegaard i skikkelse af forfatteren Johannes de Silentio, noget med at være tavs, hvor han kaster forskellige scenarier ud om Abrahams vandring med Isak mod bjerget, hvor Isak skal ofres. Den handler om troens bevægelse, om at tro i kraft af det absurde, som det hedder, om troens paradoks. Det er ikke nemme begreber. Men hvis jeg skal forklare det kort, så handler det om dét dobbelte forhold, at Abraham på den ene side vandrer målbevidst af sted med Isak med det soleklare formål at ofre Isak. Og på den anden side, i en uforklarlig tro på, at det nok skal gå godt alligevel. En blind tillid til Gud, kunne man sige. Han er inderligt overbevist om, at han skal slå sin søn ihjel, samtidig med, at han inderst inde også har en blind tillid til, at det hele nok skal gå godt. ”Du maatte drage Kniven, før Du beholdt Isaak”, som det også hed i tekstlæsningen fra ”Frygt og Bæven”. Johannes de Silentio – altså, Kierkegaards falske forfatternavn – sætter det op mod det tilfælde, hvor en konge fra et græsk sagn skal ofre sin datter, så han får gode vindforhold til at hæren kan sejle til Troja. Her kan der argumenteres rationelt. Det personlige tab må ofres for det almenes bedste. Det er jo også derfor, vi sommetider sender soldater i krig. I Abrahams tilfælde er der intet som helst fornuftigt på færde. Det giver ingen mening at ofre sin søn på den måde. Han har ingen belønning, intet større gode i udsigt, som begrundelse for den uhyre handling. Men Abraham adlyder Gud blindt, alene fordi, at det er Gud, der befaler. Derfor kalder Johannes de Silentio – Kierkegaard, om man vil – også Abraham for troens ridder. Abraham troede, og Gud regnede ham det til retfærdighed, som der står i Det Gamle Testamente om Abraham, en sætning, der havde uhyre stor betydning for både Paulus og Martin Luther, og dermed den danske folkekirke.
Denne forestilling om at handle i blind tillid til Gud er også til stede i dagens evangelietekst. Bruger man kun sin fornuft, så giver det ingen mening at tro på, at et dødt menneske kan vækkes til live. Og bruger man kun sin fornuft, så giver det heller ingen mening at tro på, at hvis man blot rører ved kvasten af Jesu kappe, så bliver man frelst. Jesu udsagn: ”Din tro har frelst dig!”, lyder flere gange i løbet af evangelierne. Men ligesom man med rette kan stille spørgsmålet, om Abraham tør gøre andet end at adlyde Gud, selvom han med sin fornuft, ikke burde gøre det, lige så kan man spørge, om kvinden i evangelieteksten tør gøre andet, end at røre ved Jesu kappe, når hun faktisk har muligheden. Hun handler i blind tillid til Gud. Hun tror.
Og det er netop også det, som sker for Abraham. For som vi alle ved, så når Abraham ikke at ofre Isak, før en engel stopper hans forfærdelige handling. Han handlede i blind tillid til Gud, og blev frelst.
Det er altså helt centralt i Kierkegaards filosofi – og i dagens evangelietekst – at kunne kaste sig ud på de 70.000 favne vand, når man tager ”Springet”, og kaster sig ud i blind tillid til Gud. Tror, selvom det, hvis man kun bruger sin fornuft, ikke rigtigt
giver nogen mening at gøre det. Det er det, som Kierkegaard kalder at tro i kraft af det absurde.
Efterfølgelsesmotivet blev, især til sidst, også centralt hos Kierkegaard, og efterfølgelsen skulle som bekendt gerne følge naturligt af troen, for på troens frugter skal troen kendes. I anden tekstlæsning læste jeg et uddrag fra ”Kjerlighedens Gjerninger”, som selvsagt handler om, hvad det egentlig vil sige at elske næsten. Dels gør Kierkegaard – under navnet, S. Kierkegaard -, et nummer ud af, at ægtefællen – kristeligt set – først er næsten, og derefter ægtefællen. Der tales meget om kærligheden, som skjuler synders mangfoldighed, et udsagn, og en tankegang, som da jeg selv begyndte at læse Kierkegaard i sin tid, var med til at cementere min tro på Gud som den absolutte kærlighed. Og der tales om, hvem næsten egentlig er.
Sætningen, du skal elske din næste, er naturligvis central. Der lægges nogle steder vægt på udtalen, at du skal ELSKE din næste, og ikke du SKAL elske din næste. Det er kærligheden, der er central. Kristendommen er ikke nogen lovreligion, ingen kan tvinges til at elske, men du skal ELSKE næsten. Jo tak, kan man spørge, men hvorfor skal vi egentlig det. For uanset, hvor man lægger trykket, så har vi stadig ordet ’skal’, og hvorfor skal vi egentlig det.
Her er Kierkegaard lidt drilsk. For i uddraget, jeg læste, har han netop tryk på SKAL. Han skriver ”Det er ikke egentlig vanskeligt at forstaae, naar det er blevet sagt, og det vil jo ikkun forstaaes for at udøves; men det opkom ikke i noget Menneskes Hjerte”. Det er netop en kongstanke hos Kierkegaard, at Jesu forkyndelse ikke er vanskelig at forstå, men at det samtidig ikke er noget, mennesket kan sige sig selv. Det skal komme udefra.
Det vil sige, at hans mening med at understrege ordet SKAL dels er, at budet er guddommeligt. Vi skal, som i Abrahams tilfælde, og som i dagens evangelietekst, handle i blind tillid til Gud. Og dels tænker jeg, at man kan finde en smule hjælp til den drilske understregning af SKAL, i værket ”Enten-Eller”, udgivet under navnet Victor Eremita. Et navn, der måske betyder den sejrende eneboer. Her udtaler etikeren retsassessor Wilhelm, at det er en pligt at elske sin hustru. Dertil protesterer den rette ægtemand selvfølgelig, og siger, at han vil elske hustruen mere end pligten byder ham. Det handler jo om kærlighed, og ikke bare pligt, indvender denne ægtemand. Men etikerens pointe er, at pligten byder at elske mere end pligten byder. Derfor er ordet ”Pligt” her i virkeligheden ophævet, og brugt anderledes intimt, end vi er vant til fra dagligsproget. Kierkegaard har det sommetider med at opfinde nye betydninger til kendte begreber.
På den baggrund giver det altså god mening at sige du SKAL elske næsten, med tryk på SKAL. Derfor er ordet SKAL nok et bud, men det er et bud vi tager på os frivilligt, fordi vi ikke kan lade være, fordi vi tror, og fordi vi handler i blind tillid til Gud, handler i blind tillid til, at det er det rigtige at gøre, også selvom det måske ikke ville være tilfældet, hvis vi kun brugte vores fornuft.
Om næsten hedder det: ”Næsten er ethvert Menneske; thi ved Forskjelligheden er han ikke Din næste, ei heller ved Ligheden med Dig indenfor Forskjelligheden fra andre Mennesker. Ved Ligheden med Dig for Gud er han Din Næste, men denne Lighed har ubetinget ethvert Menneske og har det ubetinget.”
Kierkegaard er altså ikke i tvivl om, at alle mennesker er vor næste. Han har et sted en beskrivelse af et helt menneskehav. Man kan måske se for sig menneskevrimlen på strøget i en større by en varm sommerdag, og stille spørgsmålet – hvem er næsten? Hver og en, ville Kierkegaard svare.
Men som jeg sagde indledningsvis, er Kierkegaard ikke sådan lige til at tage ordet på. For selvom jeg har forsøgt at tage ham på ordet i ovennævnte værker, så er der det spegede ved Kierkegaard, at han i løbet af især de sidste år af sit liv, tilsyneladende ændrede mening. Dels fik han et andet forhold til Abraham-historien. Filosoffen Peter Tudvad nævner, at hvor Kierkegaard - som nævnt ovenfor – i ”Frygt og Bæven” kalder Abraham for ”Troens Ridder”, mener Kierkegaard senere, at dét er en jødisk tankegang, at Abraham får lov at beholde en levende Isak og blive stamfader. En kristen udgang ville være, at Isak skulle ofres og far og søn først forenes igen i evigheden. Og det er jo en ganske anden læsning af historien om Abraham.
Og dels kom efterfølgelsen til at stå uhyre centralt, men på en i grunden meget ikke-kierkegaardsk måde. Han taler normalt meget om individet, om hiin enkelte, om dette nok at tage de givne omstændigheder på sig som et livsvilkår, men også, at andres holdninger og handlinger i forhold til en selv, netop ikke har nogen indflydelse på, hvorvidt man selv lever autentisk. Men i sine sidste år virker det som om, at det bliver et særligt plus, hvis man prædiker kristendom på en måde, så man bliver hadet af verden. Og at dette at elske næsten, er det samme som at lede næsten til at elske Gud. Så meget, at man hades af verden.
Det vil jeg ikke komme mere ind på, blot angive, at man nok ikke skal forsøge at finde hoved og hale i, hvad Kierkegaard egentlig selv mente, men nøjes med at lade sig provokere, forføre eller bare inspirere af de utallige stemmer, der er i hans store forfatterskab, herunder talen om troens paradoks, og om springet ud på de 70.000 favne vand i blind tillid til Gud.
Og vi kan vel heller ikke andet, i vort stadige forsøg på at være der for vor næste, på det gudgivne bud om, at vi SKAL elske næsten. Vi kan vel heller ikke andet end at forsøge, i blind tillid til, at Gud giver os nåden som det daglige brød, når vi alligevel fejler.
Amen.
