Prædiken efter teksten til kommende søndag, 22. søndag efter Trinitatis, 2013 (Matt. kap. 18, v. 21-35). Holdt på ældrecentret Bakkegården i Thorning, tirsdag 22. oktober 2013
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«
I mine samtaler med mennesker støder jeg engang i mellem på udsagnet, at der er nogen ting, der bare ikke kan tilgives. Og man kan da også godt spørge, hvor meningsfuldt det er at tilgive samme person i en uendelighed. Han eller hun må da snart have lært det.
Det svære ved tilgivelse, tror jeg, er blandt andet, at man måske føler, at man dybest set accepterer, eller i hvert fald tager noget til efterretning, som man er fundamentalt imod. Sommetider, når man følger udsendelser i fjernsynet, der handler om svigtende forældre og udsatte børn, imponeres man over, at disse børn kan udtrykke en forsonende og tilgivende holdning overfor deres forældre. I den mest omtalte sag af dem alle, Brønderslevsagen, tror jeg, den bliver kaldt, fortalte en af drengene, en ung mand var han ved at være, at han håbede at hans mor fik en kort fængselsstraf, men så heller ikke mere. Der var intet ønske om livslangt fængsel, eller dødsstraf for den sags skyld, men det var tydeligt en ung mand, der faktisk ikke ønskede, at noget ondt skulle overgå hende, til trods for hendes eklatante svigt, ved at være passiv iagttager til alle overgrebene.
Jeg har ofte bemærket, når dens slags hændelser rulles op på skærmen i tv, hvordan man normalt stiller sig undrende overfor denne evne til at tilgive. Men personligt kan jeg godt undre mig over denne undren. Ikke fordi, jeg synes, der er noget logisk i, at man skal blive ved at tilgive i en uendelighed. Og ikke fordi, at jeg ikke som alle andre, og som manden i lignelsen, kan tænke - hvad får jeg ud af det her, hvorfor skal jeg bruge mine kræfter på at tilgive. MEN fordi, at tilgivelse - helt elementært - er forudsætningen for at komme videre i livet.
Ikke uden grund kalder Desmond Tutu sin bog om forsoningsprocessen i Sydafrika for "Ingen fremtid uden tilgivelse", og med et blot minimalt kendskab til Sydafrikas historie, er det åbenlyst, at tilgivelse her bliver sat på en prøve. For kan det hvide mindretals behandling af de sorte sydafrikanere under Apartheid-styret virkelig tilgives? Her er Desmond Tutus svar ret klart, for der er ingen fremtid, uden tilgivelsen.
Og vi behøver ikke at kigge til verdenshistoriske dramaer, for at forstå tilgivelsens velsignelser. Der er mennesker, der ud fra et ønske om, ikke at ville investere en masse negativ energi i en relation, om det så er et forhold mellem gerningsperson og offer, hvor man selv er offer, eller et forhold mellem et elskende par, eller hvad; i stedet for at investere en masse negativ energi, så søge forsoning, så man kan komme videre med sit liv i sit forhold til sine medmennesker. Og så er der mennesker, der kan bruge hele deres liv på at bære nag til en eller flere personer, og selvom man måske afhængig af omstændighederne godt kan forstå, at man kan have det sådan, så er det også en underlig måde at spilde sit liv på. Særligt fornuftigt eller klogt virker det i hvert fald ikke, hvis man spørger mig, selvom det, som antydet, er nemmere sagt end gjort.
Der er ingen tvivl om, at første del af lignelsen er et billede på Gud, der - helt urimeligt, og uden logik - tilgiver sin tjener hans store gæld, da han bønfalder kongen, fordi han ikke kan betale.
Og omvendt, når man ser på livet og dets muligheder, der er givet os, herunder, at vi går fri, fordi Kristus har taget vores straf, så er det absurd at se, hvordan tjeneren lige bagefter vælger at gøre det modsatte overfor sine skyldnere. Han har med andre ord ikke forstået budskabet. Han har selv oplevet tilgivelsen, og ved, den er en mulighed, men fører den ikke videre. Det kommer han til at stå til regnskab for, men det er værd at bemærke, at han nok bliver smidt for bødlerne, men de gør intet imod ham, de står der blot som en trussel.
Og det er sådan jeg ser dommedagsscenarierne i evangelierne. De er et fantastisk billede på, at alle vores handlinger har konsekvenser. Vi kan intet gøre, uden at det har konsekvenser på den ene eller anden måde. Det gælder også, ikke at handle. Der er intet, der er ligegyldigt, vi skaber alle ringe i vandet med vores handlinger, eller ikke-handlinger, uanset hvor bevidste vi ellers er om det.
Derfor handler teksten også om det personlige ansvar. Vi er nødt til selv at tage ansvaret for vore handlinger, med alt, hvad det betyder. Men vi er af samme grund afhængige af vores medmennesker. Og hvis livet skal kunne gå videre, må tilgivelsens mulighed nødvendigvis være allestedsnærværende. Ikke som noget man bare gør, det viser livet jo også, at så enkelt er det ikke. Men hvis ikke tilgivelsen som mulighed, altid var tilstede, ville livet blive ganske uudholdeligt, og hvem har egentlig ret til at definere, hvad der kan tilgives, og hvad der ikke kan tilgives, hvis ikke tilgivelsen altid var en evig mulighed. At man så kan ende med at søge tilgivelse hos Gud, fordi det er sidste mulighed eller man dagligt søger tilgivelsen hos Kristus, fordi man simpelthen ikke synes man slår til overfor sin næste, handler selvfølgelig om kristendom, men den absolutte tilgivelse findes efter mine begreber kun hos Gud.
Hvis man føler den mindste forpligtelse overfor sin næste, som vi bør gøre, når Jesus selv kalder det dobbelte kærlighedsbud for det første og største bud, så er tilgivelsens mulighed i hvert fald nødvendigt, hvis vi til stadighed skal videre med vores liv, når vi erkender og oplever vore egne fejl i mødet med vore medmennesker.
Amen.
