Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis, 2013 (Johs. kap. 4, v. 46-53). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
For en måneds tid siden havde vi historien om enken fra Nains søn, som Jesus opvakte fra de døde. Jeg plejer at kalde den historie for et lille påskeevangelium at gå ind i efterårets mørke med.
Så radikal er dagens evangelietekst dog ikke, da feberen forlader embedsmandens søn, inden han dør. Men ikke desto mindre et mirakel.
Jeg kommer til at tænke på en af mine allerførste undervisningstimer i Markusevangeliet. Hvordan jeg studsede over, at både lærebogen og underviseren nærmest tog de enkelte vers et efter et og gennemgik dem. Jeg tænkte, at hvis det fortsætter, bliver vi da aldrig færdige. Jeg husker, jeg læste gennemgangen af en kort historie om Jesus, der helbreder Peters svigermor, der også ligger med feber. Tænk, at der blev gjort så stort et nummer ud af den lille hændelse. Tænkte jeg dengang.
Jeg er heldigvis blevet klogere. For jeg tror, at evangelieteksten blandt meget andet vil have os til at have øje for de mange daglige mirakler, vi ikke synes at lægge mærke til. »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«, siger Jesus. Men netop i embedsmandens tilfælde er det klart, at i det øjeblik Jesus siger, "Din søn lever" og embedsmanden tror, dér forlader feberen sønnen.
Jeg kan meget godt lide et udsagn, jeg har læst hos Johannes Møllehave. Han skriver, at når det gælder overtroen, så kommer troen efter miraklet. Man ser et mirakel, og tror. I kristendommen, siger Møllehave, er det omvendt. Her kommer troen først. Vi tror, og så sker miraklet. Det synes jeg er meget illustrativt, og Jesus siger jo også ret direkte i dagens tekst, at man er galt på den, hvis man skal se undere før man kan tro.
Hvis man vil beklikke Guds eksistens, stilles sommetider spørgsmålet,: Hvis Gud er almægtig, og Gud er god, hvorfor er verden så så ond, som den jo også er. Ergo kan der ikke være nogen Gud. Her kan jeg godt lide K.E. Løgstrups svar, for han vender det på hovedet. Han stiller nemlig spørgsmålet: Når der dagligt sker så mange forunderlige ting i verden, blomster, der springer ud, børn, der fødes, mennesker, der forelsker sig, solen, der står op, en fuldmåne, der oplyser natten, og så videre, og så videre, når der dagligt sker så mange forunderlige ting i verden, hvordan kan man så overhovedet tænke Gud bort, hvordan kan man så overhovedet forestille sig et andet ophav, end Gud Fader selv? Man kan næsten høre Louis Armstrongs "What a wonderfull world" i baggrunden, hvilken forunderlig eller fantastisk verden. Den danske pendant i salmegenren må være "Op al den ting, som Gud har gjort", som vi indledte med i dag.
Hvis der er noget, som Jesus er, så er det en glædens mand, selvom vi vel ikke plejer at kalde ham sådan. I begyndelsen af dagens evangelietekst nævnes det, at han tidligere har været i Kana, dengang, han gjorde vand til vin. Hvis ikke det skulle være for at bringe glæde, at han gjorde det under, så ved jeg ikke hvad. Når jeg tænker på miraklet i Kanan ved brylluppet, kommer jeg i øvrigt altid til at tænke på et maleri af Mikael Kvium. Han har lavet et billede, hvor man ser en mandsperson, tror jeg, det er, som sidder med ryggen til, og som er ved at hælde vin fra et glas. Da væsken rammer et andet glas på gulvet, kan man se, at nu er vinen blevet til vand. Sådan er vi mennesker, vi værdsætter ikke altid de gaver, der sættes foran os. Derfor er det ikke så underligt, at Jesus starter med at være lidt brysk overfor for embedsmanden. Jesus er vant til at folket forlanger tegn og mirakler, før de kan tro, i stedet for at tro, og dermed se miraklerne udfolde sig.
Man kan jo også stille spørgsmålet: Tror man på kærligheden, fordi man tror på Gud? Eller tror man på Gud, fordi man tror på kærligheden?
Det handler dybest set om, hvor man retter sin tak hen. Jeg spurgte engang en bekendt, hvorfra hun havde sine værdier. Og hun svarede hurtigt, at dem havde hun fra sine forældre. Hvortil jeg igen spurgte, hvorfra hun så troede, at hendes forældre havde deres værdier. Og så fremdeles. Hun fangede jo godt min pointe, og her er det værd at bemærke, at vi netop i kristendommen gerne må kalde Gud for Vor Far. Den fader, der altid har været der, og altid vil være der. Det kan så godt være, at vore værdier i praksis også indretter sig efter, hvilken tid vi lever i. Men spørgsmålet er, om det ikke også handler om, at vi bliver klogere. Det er ikke længe siden, det var tilladt at slå sine børn, og det er mindre end hundrede år siden, at manden havde ret til at slå sin hustru. Men, derfor var det jo ikke mere rigtigt at gøre det, selvom det var tilladt. Man skal i hvert fald være kreativ, hvis man skal begrunde den ret i kristendommen, for troens frugter er kærlighed, og ikke korporlig afstraffelse.
Og det synes jeg, er ret afgørende. For selvom vi nødvendigvis må handle efter vores samvittighed, og den konkrete situation, vi står i, så er det dobbelte kærlighedsbud, og påmindelsen om, at troens frugter er kærlighed, evigt afgørende. Det står fast. Vi tror på kærligheden, fordi vi tror på Gud. Det er muligt, at en daglig oplevelse af kærlighedens væsen gør det nemmere at forstå kristendommens væsen. Det ville Grundtvig sikkert sige. Men Gud må være ophavet. Oplever man det mirakel, der kaldes kærlighed, og det er vi heldigvis mange, der gør, så er det at prise Gud helt uundgåeligt, hvis man spørger mig. Om det så bare er at råbe Halleluja, som faktisk er hebraisk, og betyder ”Pris Herren!”
Det er nemlig helt afgørende også at sige, at hvis man i kortere eller længere perioder af sit liv har manglet kærlighed, eller i hvert fald har oplevet det sådan, så kan det i den grad være en trøst at høre, at Gud ER kærlighed, som det hedder i en af Johannesbrevene. Guds eksistens afhænger netop ikke af, om man selv har erfaret kærligheden, for Gud ER kærlighed.
Det er også derfor, det giver god mening at sige, at troen skaber mirakler. Johannes Møllehave har en god beskrivelse af, hvad det vil sige at omvende sig. Han vælger at tage udsagnet på ordet. Man skal forestille sig, at man vender sig 180 grader rundt, og pludselig ser verden på en helt ny måde. Han sammenligner det også med en forelskelse, hvor samværet med en elsket person simpelthen får en til at se på verden med andre øjne.
OG den tilgang er meget vigtigt. For det er tankevækkende, hvordan hverdagens og verdens begivenheder får os til at forholde os til omverdenen på, forholde os til andre mennesker på.
Tænk bare på, hvordan både den vestlige verden, og den muslimske verdens tankegange om hinanden er blevet påvirket af den begivenhed, der fandt sted den 11. september 2001. Der er mange grunde til, at den har påvirket os, men det er i hvert fald et eksempel på, hvordan en fælles referenceramme gør indtryk på vores måde at se verden på.
Men kirken prædiker et evangelium, der insisterer på at se på vore medmennesker på en ganske særlig måde, og ofte på trods. Der kan være mange grunde til, at der er personer, vi ikke bryder os om. Måske pga. deres holdninger eller handlinger. Det kunne være en nynazist. Eller personer, der er anklaget for voldtægt eller pædofili.
Her er Jesu bud om fjendekærlighed virkelig provokerende. Men den minder os om, at alle mennesker er elsket af Gud, for kærlighedens ophav er Gud, for han elskede os først. Bestemt ikke pga. vores handlinger, men ene og alene fordi, vi alle er skabt i Guds billede, og derfor alle har potentialet til gode gerninger i os. Desmond Tutu skriver et sted, at så snart vi begynder at se andre mennesker som umennesker, så begynder vi selv at miste lidt af vores egen menneskelighed.
En af mine andre helte, Jakob Holdt, som er mest kendt for fotobogen ”Amerikanske billeder”, har engang fortalt en historie om en mand fra Ku Klux Klan, den bevægelse, der jagter sorte i USA. Jakob Holdts tilgang til denne mand endte med, at han endte som kærlighedsprædikant i stedet.
Og jeg er helt overbevist om, at det var troen, der skabte miraklet. Om det så er små mirakler, som det, der fortælles om i dagens evangelietekst, eller det er mirakler, som vi oplever, vender op og ned på vores tilværelse, er ikke det afgørende.
Det helt afgørende er, at vi faktisk har blik for dem. Således at vi kan se, hvor fantastisk verden OGSÅ er, alt til trods. Så vi kan synge "What a wonderfull world", eller "Op al den ting, som Gud har gjort", eller prise Sønnen med "Hil dig frelser og forsoner", som vi snart vil gøre.
Amen.
