Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis, 2013 (Matt. kap. 22, v. 1-14). Holdt i Vium Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«
Når man læser en tekst, som den vi har denne søndag, så er det godt at have blik for, hvordan de forskellige tekster i bibelen, især i Det Nye Testamente, og i særdeleshed i evangelierne, spejler sig i hinanden. De forskellige evangelier har nemlig parallelfortællinger, det vil sige fortællinger, der godt kan minde om hinanden, selvom de ikke nødvendigvis fortælles på helt samme måde. Dem er der en del af, især i Lukas, Mattæus og Markus. Ligesom der er særstof, altså historier, som man kun kan finde i ét af evangelierne. Her er Johannesevangeliet klart det mest specielle, selvom de andre evangelier også har hver deres solohistorier.
Parallellen til dagens tekst har vi i Lukasevangeliet, som var teksten til 2. søndag efter Trinitatis, som blev læst i begyndelsen af junimåned. Det er den tekst, der fortæller om en mand, der indbyder til fest, og alle de inviterede takker nej, fordi de har travlt med noget andet, og til sidst bliver tjeneren bedt om at invitere syge og halte og andre skæve eksistenser, og hvor det ender med udtrykket "nød dem at komme i kirken, så mit hus kan blive fyldt".
At historierne er så forskellige som de trods alt er - dagens tekst er noget mere aggressiv - skyldes blandt andet, at teksterne oprindeligt er skrevet til meget forskellige menigheder. Man forestiller sig, at teksten fra Lukas er skrevet til en menighed, som mest af alt bestod af kristne, der ikke var omskåret, altså såkaldte hedningekristne, det vil sige kristne, der mente, at man ikke behøvede at være jøde, for at kunne blive kristen. Det var der ellers mange, der mente, i det første århundrede efter Jesu fødsel. Derfor forudsætter Lukas, at det er en menighed uden jødisk baggrund, som han forkynder til.
Mattæus, derimod, forkyndte til en menighed, som mest af alt bestod af såkaldte jødekristne. Det var kristne, der mente, at man skulle omskæres for at kunne blive rigtigt kristen. Derfor bestod menigheden af kristne med jødisk baggrund.
Det var altså en menighed, der var vant til en aggressiv sprogbrug fra Det Gamle Testamente, som Mattæus forkyndte for.
Så langt så godt.
Lad mig nu fortsætte et helt andet sted. Jeg er nemlig ret vild med en af de første scener i den første Harry Potter-film. For dem, der ikke har set den, kan jeg fortælle, at skolen, som Harry ikke ved, han skal gå på, ihærdigt forsøger at sende ham en invitation. Da Harrys plejeforældre ikke ønsker nogen kontakt med den skole, og den verden, skolen befinder sig i, gør plejeforældrene hvad de kan, for at undgå, at Harry ser invitationen. Det kommer der nogle ret morsomme scener ud af, for uanset hvad de gør, for at forhindre at Harry får invitationen, bliver Harry alligevel hele tiden bombarderet med invitationer alle mulige steder fra. For det er fuldstændigt essentielt, at Harry får denne invitation, koste hvad det vil. Og han får den jo også til sidst.
Jeg synes, det er et fantastisk billede på Guds invitation til os, og jeg er overbevist om, at vi alle opdager den i en eller anden sammenhæng. Om det er i undervisningssammenhæng, om det er i samtale med venner, bekendte, eller familie, om det er når man har set en god film med kristne temaer, eller noget helt femte, er jo aldrig til at vide. Men vi skal nok opdage invitationen på et eller andet tidspunkt. JEG skal måske for fuldstændighedens skyld nævne, at det selvfølgelig kun står til Gud at vurdere, om vi faktisk har opdaget invitation, selvom vi selvfølgelig kan have vore fornemmelser og forestillinger om det.
Men derfor er det jo ingenlunde givet, at vi faktisk tager imod den, når vi opdager den. Det kan være, at vi - som personerne i dagens tekst - har så travlt med al muligt andet, at vi enten siger nej tak, eller blot ignorerer den. Og lever videre for os selv, dybt optaget af os selv og vore - i vores egne øjne - vigtigere gøremål.
Heldigvis ender det ofte med, at vi på et eller andet tidspunkt opdager den, og tager imod invitationen til den store bryllupsfest. Og det har jeg svært ved at forestille mig, at man kan gøre halvhjertet. Det er muligt, at man kan gå i kirke, halvhjertet, fordi tankerne måske er et helt andet sted. Og det er muligt, at man i andre sammenhænge, hvor kristendommen er på spil, er halvhjertet til stede, fordi man har så meget andet i sit hoved. Men selve invitationen har jeg svært ved at se, man kan tage imod halvhjertet. Når man endelig tager imod, forestiller jeg mig, at man møder en kærlighed så stor, at man simpelthen ikke kan sige nej. Og det er det, som jeg selv forestiller mig - i hvert fald som billedtale - kommer til at ske på Dommedag, hvad det så ellers er for en størrelse. Man kan ikke tage imod invitationen halvhjertet, for så tager man slet ikke imod. Det er et enten-eller. Hvorvidt vi har taget imod eller ej, er det naturligvis kun Gud, der kan vurdere, det står slet ikke til os selv eller andre. Vi må overgive os helt til Guds nåde.
Derfor anser jeg også dagens evangelieteksts fortælling om den person, der ikke er rigtigt klædt på, og derfor bliver smidt ud i kulden, som værende hypotetisk. Gud er fri til at gøre, præcis hvad han ønsker, og at sige andet, ville være at tage friheden fra Gud. Men med troens og kærlighedens fortegn giver det bare ingen mening.
Det antydes også i evangelieteksten, at vedkommende slet ikke burde være kommet ind, for Guds invitation kan man ikke tage imod halvhjertet, for gør man det, har man slet ikke taget imod.
Det gode spørgsmål er nu, hvad der egentlig sker, hvis man faktisk aldrig takker ja til invitationen, enten fordi man konsekvent ignorer den, eller fordi man ikke har taget imod den helhjertet, eller ikke føler man har tid, eller hvad der nu kan være grunden.
Ja, man må unægtelig være henvist til at leve på denne verdens præmisser, uden nogen rigtig retning i livet, uden noget kompas, der kan vejlede en. Uden et sted at gå hen, hvis man føler sig magtesløs i mere religiøs forstand, eller føler, at man for ofte svigter i forhold til sin næste.
Men jeg er personligt overbevist om, at vi alle på et eller andet tidspunkt tager imod invitationen helhjertet. På et eller andet tidspunkt, om det så først er hinsides, er jeg sikker på, at vi alle vil møde en kærlighed så stor, at vi slet ikke kan sige nej, i hvert fald kun teoretisk. Måske man kan sammenligne det med en forelskelse. Hvis den elskede ringer og inviterer en hjem til sig, kan man jo i princippet godt sige nej. Det har vi jo vores frihed til. Men det gør vi bare ikke, vi kan ikke lade være at sige et stort ja, fordi hele livet bobler i os, og vi bare gerne vil have del i den kærlighed, der er skænket os. Når det til sidst i teksten hedder, at mange er kaldet, men få er udvalgte, må vi huske, at det nok er en lignelse, som Jesus fortæller, men det er kongen i lignelsen, der faktisk siger det. Det er ikke Jesu direkte ord, og det er da heller ikke særligt evangelisk, hvis man spørger mig. Jeg anser det mest som en trussel, som den arrige, men kærlige far, aldrig vil gøre alvor af. Men jeg ved det naturligvis ikke, det er blot min overbevisning.
Dagens evangelietekst er med andre ord - og til trods for den aggressive tone - i virkeligheden at betragte som et kærlighedsbrev. Gud vil så gerne have os med til festen, forsøger at møde os på alle tænkelige måder, så vi opfatter invitationen, så vi opfatter, at vi er mere end velkommen som de Guds børn, vi er, mere end velkommen til at være en del af hans rige. Bryllupsfester i biblen er ofte symboler for sammensmeltningen med Kristus i et himmelsk bryllup, som det hedder. Luther beskriver frelsen med billedet af et bryllup, og det han kalder et saligt bytte. Altså dette, at vi overfor Gud bytter vores liv og skæbne med Jesus. Får del i hans rene og syndfri liv, når vi bliver retfærdiggjort, det vil sige, accepteret af Gud, ligesom Gud - som Faderen - accepterede Jesus. Og Gud, som Sønnen, tager straffen og skylden for vores fejlslagne og syndige liv. Det er faktisk også det, der symbolsk sker i nadveren. Hvor Kristus giver sig hen til os, med sit legeme og blod, for at vi kan gå fri.
Så vi kan leve af nåden som det daglige brød. Til stadighed forsøge at tage imod invitationen helhjertet ved at give os hen til det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder for det første og største bud, og til stadighed søge at leve af nåden som det daglige brød, i en stadig erkendelse af vor fejlbarlighed.
Amen.
