Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk. kap. 14, v.16-24). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
Normalt, når man taler om højtid og fest i kirken, så tales der - måske meget forståeligt - først og fremmest om højtiderne jul, påske og pinse, og vel også de skæve helligdage derimellem.
Når pinsen er veloverstået, så starter den periode, der kaldes Trinitatistiden, og som løber helt frem til Advent. Denne periode bliver sommetider kaldet for kirkens festløse halvår, da der ikke længere er nogen særlige helligdage, som indbyder til særlige fester eller ritualer.
Derfor er det lidt tankevækkende, at en historie som dagens evangelietekst, netop handler om en mand, som ønsker at holde et festmåltid, tilsyneladende uden nogen anden grund, end at han har lyst.
Det fremgår ikke rigtigt, om de mange indbudte er hans venner, om det blot er nogen han kender lidt til, nogle bekendte, eller om det er mere eller mindre tilfældige mennesker, som får indbydelsen. Men stor fest skal der være.
Hvis vi ellers kan, så tror jeg også de fleste af os takker ja til en festinvitation, også selvom der måske ikke er en meget konkret anledning til at feste. Vi mennesker er trods alt sociale væsener. Det er ikke godt for mennesket at være ene. Og sommetider må der også gerne være mere end to.
Men omvendt kan vi jo heller ikke feste og holde gæstebud hele tiden. De fleste af os kan i hvert fald ikke. Vi har jo også en dagligdag, der skal fungere, med arbejde - om det så er lønnet eller frivilligt - med den nærmeste familie eller venner. Med fritidsaktiviteter, som jo også kan være en tidsrøver, hvis man har fundet en interesse at gå højt op i. Om det så er foreningsarbejde, sport, eller fællesskab i den lokale klub.
I det hele taget bruger vi rigtigt meget tid på de ting, som fylder i vores liv, og det skulle da være mærkeligt, hvis det ikke var sådan. Det er vel også det, der hedder livsfylde, når livet er fyldt ud med allehånde gøremål. Jeg er helt sikker på, at vi alle kender til det, på den ene eller anden måde, i større eller mindre grad.
Men hvad gør vi så egentlig, når der pludselig dukker en uventet invitation op, for eksempel til et stort festmåltid?
Tja, det kommer givetvis an på, hvem vi hver især er. Men mon ikke vi alle sammen på et tidspunkt, i en sådan situation, har tænkt, har jeg virkelig tid til det? Kommer der overhovedet nogen, som jeg kender til den fest? Skulle jeg ikke noget andet? Og vi er givetvis også mange, der har taget os selv i at være lettet, hvis vi finder du af, at vi faktisk har en anden aftale på netop samme tidspunkt. Man skal jo helst ikke rode sig ud i al for meget nyt, og vi har jo trods alt også vort eget at tænke på. Man kaster sig jo ikke uden videre ud i noget ukendt, det kan godt kræve lidt mod og ressourcer. Der er trods alt forskel på at gå til en fest, hvor man kender alle, og hvor man næsten på forhånd ved, hvad der kommer til at ske, da ritualerne er godt indøvede hos alle deltagerne. Juleaften, eller blot en privat fest med de nærmeste venner, er nok et godt eksempel her.
Historien får mig til at tænke på nogle af Søren Kierkegaards tanker om, hvordan vi som mennesker forholder os til os selv og andre. Der er jo stor forskel på, om man lever et meget vane-agtigt liv, hvor man gør som man altid har gjort, og dybest set gør det, fordi, at dem man kender gør noget tilsvarende. Man gør, hvad der forventes, selvom man ikke selv tænker det på den måde. Og det er lige meget, om det er som travl forretningsmand, eller om det er en person, der lever i sin egen dagligdags trummerum, uden rigtigt at tænke over det. Det er den figur, som Kierkegaard kalder spidsborgeren, en figur, vi alle sammen strejfer engang imellem, og måske også oftere, end vi er klar over.
Og et liv som spidsborger, er i hvert fald ikke vejen indtil livet, hvis man spørger Kierkegaard. En spidsborgers liv er i høj grad drevet af fornuft, sikkerhed og tryghed, og det er der for så vidt ikke noget galt i. Grundlæggende er det jo noget vi alle sammen søger, tryghed. Måske derfor er evangelieteksten så provokerende, for jeg tror de fleste af os kan sætte os i den situation, som de mange, der afviser, er i . Hvis vi har travlt med vores liv, om det så er med forretnings- eller foreningslivet, eller der er noget andet, vi lige skal nå at have styr på, så kender vi godt det at have travlt med vor liv, så en uventet indbydelse, en uventet livsmulighed ikke får en chance.
Hvad vil evangelieteksten da sige? Ja, det er i hver fald tydeligt, at arrangøren ikke er tilfreds med de mange afbud. Her bliver de mange indbudt til fællesskab, og så har de bare nok i sig selv.
Så siger han: "Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt". Det har i kirkens historie været et ret omdiskuteret udsagn, for udsagnet 'nød dem til at komme' kan muligvis også oversættes 'tving dem til at komme'. Og kristendom og tvang hænger jo ikke rigtigt sammen, i hvert fald ikke i den folkekirkelige evangelisk-lutherske version af kristendommen. For kirkehistorien er som bekendt fuld af eksempler på, at det alligevel er sket, at folk er blevet tvunget ind i kristendommen, selvom det for mig er en total selvmodsigelse.
Derfor kan jeg personligt godt lide udsagnet "nød dem til at komme", og det er tilmed i smuk overensstemmelse med hele evangeliet. Man kunne måske lidt frit omformulere det til "gør det nødvendigt for dem at komme i mit hus", underforstået, Guds hus, i kirken. For vi er jo netop mange, der kommer i kirken, med en blanding af lyst og nødvendighed. Lyst, fordi vi holder af det. Og nødvendighed, fordi vi ville mangle noget, hvis ikke vi kom.
Derfor er det faktisk ret store ord, når tjeneren bliver bedt om, at nøde folk til at komme i huset. Det er jo forkyndelse, der bedes om her. FORKYND FOR FOLK, bliver der råbt, og nu skal han ud blandt samfundets bund og forkynde, den gruppe, der i hvert fald på Jesu tid blev betragtet som samfundets bund. Handicappede, lamme, folk, der ikke var lydefri, dvs. fejlfri, og derfor ikke kunne komme i templet. Dem, der ikke levede travle liv som spidsborgeren, da de havde rigeligt at se til for at få hverdagen til at hænge sammen uden for meget spot og latterliggørelse, ydmygelse. De mangler noget i deres liv, et fællesskab, bare for at nævne én vigtig ting, måske den vigtigste, udstødt af samfundet, som de ofte var. De fik at vide, at de var elsket af Gud, at de var værdige mennesker, alene fordi, de var mennesker. Og så bliver kirken langsomt fyld op, med folk, der har behov for Guds kærlighed, nærvær, og menighedens fællesskab, om man vil. Nadveren er jo også det store festmåltid, i hvert fald symbolsk.
Når vi lever vore travle liv, så er der i hvert fald risiko for, at vi helt mister blikket for vor næste, som Jesu dobbelte kærlighedsbud forpligter os på at være der for. Jeg er overbevist om, at vores meget store koncentration på vore egne liv, uden vi måske er rigtigt klar over det, gør os blind for vor næste.
Som K. E. Løgstrup har sagt, så kan vi ikke have med et andet menneske at gøre, uden at holde et stykke af den andens liv i vore hænder. Vi har et stort medansvar for, at også vore medmenneskers liv, vores næst'er liv, også lykkes. Her kan alene et smil til kassedamen eller buschaufføren en træt mandag morgen gøre en stor forskel, bare for at komme med et helt banalt og hverdagsagtigt eksempel!
For når alt kommer til alt, er det vel målet for det hele. Fællesskabet, fællesskabet med Gud og næsten, her og hisset. Vi har et medansvar for fællesskabet, og det gælder i virkeligheden både det globale fællesskab, samfundets fællesskab og trivsel, og de mere nære fællesskaber, herunder det kirkelige, naturligvis.
Men vi kan ikke uden nåden, nåden som det daglige brød. Vi er nu engang de mennesker, vi er, vi er ikke perfekte. Og på dommens dag er jeg overbevist om, at vi ikke kan andet end at overgive hos helt til Kristus. Hele tiden have øje for hans invitation til fest, prøve at tage imod den det bedste vi kan. Og håbe og tro på vore synders nådige forladelse, de gange vi alligevel svigter. Og med troen på, at Han er med os alle dage, på trods.
