Først en velkomst til temagudstjeneste
Dernæst tekstlæsninger fra Nelson Mandela, Regin Prenter og Peter Seeberg
Prædiken til 2. søndag efter Påske, 2014 (Johs. kap. 10, v. 22-30). Holdt i Grathe Kirke og i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
Vores reformator Martin Luther skriver i sit skrift "Om et kristenmenneskes frihed" følgende: "På den måde ser vi, at et kristenmenneske har nok i troen, ikke behøver nogen gerning for at være from. Og behøver han ingen gerning mere, er det ganske sikkert, at han er løst fra alle bud og love; er han løst, så er det ganske sikkert, at han er fri. Det er den kristne frihed, troen alene, der på den måde bevirker, ikke at vi går omkring uden at gøre noget eller at vi gør noget ondt, men at vi ikke behøver nogen gerning for at opnå fromhed og salighed."
Det kristne menneske er altså sat fri i troen på Gud. Men netop i troen. Derfor kan det kristne menneske tjene næsten i kærlighed for næstens egen skyld, for den troende behøver jo i princippet ikke at gøre det - han er jo allerede from og retfærdig i troen. Men da den kristne netop har nok i troen, behøver han ikke længere selv gerningerne. Luther taler om, at den kristne "har alle gerninger og livet i øvrigt til fri disposition" . Og disse gerninger vil den kristne skænke sin næste. Kristus er stadigvæk forbilledet - "som kristen vil jeg være dét mod min næste, som Kristus er blevet for mig" .
På den baggrund er Jesu udsagn fra dagens evangelietekst "De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig", og læsningerne fra Mandela, Prenter og Seeberg yderst interessante.
For når det gælder modstand og oprør, temaer, som dagen i dag, den 4. maj, dagen for frihedsbudskabet til Danmarks befrielse lægger op til at forholde sig til, når det gælder modstand og oprør, så er det i sagens natur gerningerne, der er i centrum, og dét for fuld udblæsning. Og hvis det også skal læses i et kristent lys, ikke mindst det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder det første og største bud, herunder budet om fjendekærlighed, så melder der sig unægtelig en hel masse spørgsmål.
Nelson Mandela gør i sin forsvarstale et stort nummer ud at understrege, at hans bevægelse valgte sabotagen som kampmiddel, da det var dét middel, der kunne gå direkte efter regeringsbygninger, uden at koste menneskeliv. Men det er nok også en triviel kendsgerning, at i enhver krig, ethvert væbnet oprør, dér går det også ud over civile, også selvom det ikke er ønsket, og man gør, hvad man kan, for at undgå det. Som Mandela også skriver i talen, "Først da alt andet var slået fejl, da alle kanaler for fredelige protester var blevet spærret for os, blev beslutningen truffet om at føre den politiske kamp videre med voldelige midler". Det blev altså af Mandela og hans bevægelse betragtet som den sidste udvej, at føre kampen videre med vold. Og det er jo den almindelige begrundelse for krig og kamp, også i dag, altså, at det er sidste udvej. Det står ikke til mig at vurdere, om den beslutning var rigtigt, blot at konstatere, at Mandela havde disse overvejelser.
Men Mandela stiller i hvert fald et spørgsmål, som både den danske modstandsbevægelse og - som antydet i tekstlæsningen - den danske teolog Regin Prenter også stillede: Hvornår er den rette øvrighed, ikke ret længere, men derimod illegitim? Tja, i Regin Prenters skrift hedder det sig, at det er når lovløsheden begynder at være den almindelige tilstand, og han henviser givet til det forhold, at Danmark siden 29. august 1943, dvs. omkring et halvt år forinden, reelt havde været uden regering, da samarbejdspolitikken her brød sammen, og modstandskampen intensiveredes.
Der kommer med andre ord et punkt, hvor "den faktiske Statsmagt "befaler at synde"", som det hedder, - og ", da bør man adlyde Gud mere end Mennesker", som Regin Prenter udtrykker det med ord fra Den Augsburgske Bekendelse. Samme logik ligger bag Mandelas valg af brug af vold som kampmiddel, selvom han bruger andre ord.
Når man da stiller spørgsmålet, hvad er frihed?, er det i førnævnte sammenhæng frihed fra en illegitim undertryggende regering eller besættelsesmagt, der tales om. Når medmenneskers frihed til at leve i netop frihed undertrykkes, så kalder det på modstand. Undertrykkelse af andres frihed sker dog også i fredstid. Jeg kan fx. nævne, at blandede ægtepar i dag i Danmark, hvor den ene nok er dansk statsborger og den anden udlænding, ikke uden videre har ret til i frihed at leve sammen i Danmark, selvom en af parterne altså skulle være dansk statsborger. De har ikke ret til at leve i frihed i Danmark, for de har som par ikke uden videre ret til at leve i Danmark sammen. At det er sådan, skyldes selvfølgelig, at der er et flertal for det i folketinget, og at øvrigheden af gode grunde anses for legitim. Anderledes er det naturligvis under en besættelse. Men det handler dog stadig om den enkeltes mulighed for at leve i frihed, også i fredstid.
Og man kan med rette stille spørgsmålet om forholdet mellem lydighed mod landets love, og basal menneskelighed. Var rydningen af Brorsonskirken for afviste asylansøgere ved hjælp af politiet tilbage i 2009 upassende og unødvendig, eller blot en logisk konsekvens af asylsystemets indre logik? Hvornår er civil ulydighed legitim? Er det i orden at skjule flygtninge? Osv. Politikere der handler med begrundelsen, at sådan er loven, glemmer i hvert fald, at det trods alt er dem selv, der laver lovene, og kan ændre dem med et flertal.
Når jeg selv har forholdt mig til forholdet mellem krig og kristendom, så har jeg stillet mig selv spørgsmålet, om man kan tænke sig en situation, hvor dette at holde evangeliets bud om ikke at slå ihjel, sommetider også kan indebære en krænkelse af samme. At se passivt til, når medmenneskers liv krænkes eller måske systematisk slås ihjel, vil jeg betragte som ukristeligt, også selvom man naturligvis aldrig vil kunne føre krig eller kamp i kristendommens navn - det ville være et brud på budet om fjendekærlighed. Derfor kan der kun være tale om forsvar, og aldrig angreb, og aldrig kamp, med den begrundelse, at man anser den anden for en fjende, men en kamp for at beskytte et medmenneske i fare. Evangeliets frihed, som Luther omtalte den, forudsætter jo netop frihed, også i verdslig forstand, i hvert fald hvis friheden skal betyde noget i praksis.
Men når vi så står med friheden, også i praksis, og ikke blot som teologisk dogme, når vi så står med friheden, og kan leve vores liv, næsten som vi har lyst til - med ovennævnte forbehold in mente - hvad stiller vi så egentlig op? Hvad er det rigtige at gøre?
Man kan i hvert fald sige med dagens evangelietekst, at som Jesu gerninger vidner om ham som Guds søn, så skal vore gerninger vidne om, at vi er Jesu disciple. For det, som faderen har givet Jesus, "er større end alt andet". Det vidner om kald til efterfølgelse, det vidner om kald til at efterleve det dobbelte kærlighedsbud, leve et liv, hvor vi viser, at vi hører til hans får.
Og gøre det velvidende, at vi ikke får nogen point for det hos Gud. Nok kan man tale om, at vi indirekte dømmes på vore gerninger, da det er troen, som frelser, men troens frugter skulle gerne være netop kærlighedens gerninger.
Men kærlighedens gerninger er jo meget, og i virkeligheden en meget diffus størrelse, for den siger jo ikke noget om, hvad vi faktisk skal gøre. Løgstrup ville sige, at fordringen er TAVS.
I Peter Seebergs roman "Fugls føde" tales om, at enhver må gøre sine erfaringer til uforfalsket rettesnor og skabe sig et brugbart selv. Med "uforfalsket rettesnor" tænker Seeberg ikke på noget specielt, da han ikke er kristen, men det vil være oplagt at tænke på evangeliet i en kristen kontekst. Og når personen Hiffs fra romanen taler om, at friheden kan fyldes med forplantningens glæder, et job, et hus og troskab mod ægtefællen, så nærmer vi os det liv, som Grundtvig ville kalde "et jævn og muntert virksomt liv på jorden". Livet i kald og stand, for at bruge et gammeldags udtryk. Jeg skal sige, at Seeberg i sit forfatterskab gør et stort nummer ud af, at den enkelte selv må finde sit trosgrundlag, og at det ikke for ham er vigtigt, om det er kristendom, islam, kommunisme eller hvad det kunne være. Det er derfor hans tanker er så moderne.
Men i kristen sammenhæng må den "uforfalskede rettesnor" selvsagt være evangeliet. Frihed er en underlig størrelse, for selvom vi alle vel stræber efter den, så giver den netop ingen mening uden andre mennesker. For selvom vi alle nok kan trænge til lidt rolig eftertænksomhed engang imellem, så tænker de fleste af os, at det fx. er sjovest at holde ferie sammen med nogen, frem for helt alene. Det er ikke godt for mennesket at være ene, som det hedder i bibelen, inden Adam får Eva ved sin side.
Og dette minder mig også om, hvor enkel kristendommen i grunden er. For det handler jo om det helt almindelige hverdagsliv, med ægtefælle eller kæreste, venner, familie og arbejde, eller hvad, vi nu fylder vores frihed ud med. Det afhænger selvfølgelig også af vores livssituation. Kierkegaard talte om, at vi først skal elske ægtefællen som vor næste, derefter som ægtefælle. Ikke at vi kun er forpligtet på de medmennesker, vi står overfor - som jeg også har talt med konfirmanderne om, så er vores næste jo også dem, vi ser i fjernsynet, om end hjælpen nok ikke kan blive lige så radikal, som hvis vi står overfor et medmenneske i konkret fysisk forstand.
Og for at binde en sløjfe tilbage til Mandela og Prenter, og dagen i dag, den 4. maj, dagen for frihedsbudskabet til Danmarks befrielse, så er det klart, at når retstilstanden i et samfund krænkes af en illegitim magt, når lovløsheden begynder, når næstens liv krænkes og udsættes for overgreb, så er det man må stille spørgsmålet, hvornår bliver væbnet kamp legitim, hvornår kan man som både kristen og medmenneske ikke længere se på, at vore medmennesker systematisk krænkes eller slås ihjel?
Tja, det må i sagens natur altid bero på et menneskeligt skøn, og her er det i hvert fald helt afgørende, at vi husker, at vi er Jesu disciple, at vi husker budet om fjendekærlighed, husker, at det er til forsvar for næsten, at kampen skal stå, og ikke i hævn eller had, der skal handles.
Når det gælder et kristenmenneskes frihed, er Martin Luther i hvert fald ikke i tvivl, og Paulus i øvrigt heller ikke - den kristne frihed, det er friheden til at elske næsten.
Amen.
